Kan en fremdriftsreform presse studerende med psykiske diagnoser hurtigere igennem studiet? Eller nøjes det bare med at presse dem? Og kan en sådan reform tvinge kørestolsbrugere ud i overhalingsbanen? 

Selvom alle har mulighed for at begynde på universitetet, så er det ikke alle, der har lige let ved at gå der. For nogle kan trapperne ved hovedindgangen være en uoverkommelig udfordring, for andre er gåturen fra den ene ende af Gydehutten til den anden en udfordring, der kan føles som et helt maraton. Så er der også dem, der har så svært ved det psykiske, at det kan være en umulighed at bevæge sig ud af dynerne om morgenen.

Funktionsnedsættelse har fået mange facetter, og nogle vil argumentere for, at der er gået diagnosekapløb i sundhedssystemet, men på SDU har man flere muligheder, hvis man føler, det er en udfordring at være med.

 

Fremdriftsreformen og de ængstelige

Det er ingen hemmelighed, at der har været en del universitetsrelaterede reformer inden for de seneste år. Både fremdriftsreformen, der efterhånden er blevet en kliché at bruge i argumentation, og SU-reformer er blevet hverdagskost for universitetsstuderende at skulle forholde sig til.

For ”de almindelige”, de der føler et let pres hjemmefra, eller som har det svært op til eksamen, kan det være slemt nok. Det kan få fremtiden til at virke uvis og få økonomien til at sejle. De skal ikke negligeres eller overses. De udgør trods alt majoriteten af de studerende. Det er blot ikke hos dem, de rigtige problemer ligger.

Selvom de er usynlige i hverdagen, så findes der et hav af diagnoser, der ikke alene har indflydelse på de studerendes præstationer, men i lige så høj grad har indflydelse på deres humør, overskud og tilgang til alle reformerne.

Personer med disse diagnoser, det kan være både angst, depression, PTSD eller andre, kan nemmere blive ængstelige. Det kan være decideret uoverskueligt for disse personer. Korthuset vælter, økonomien begynder fuldstændigt at sejle og studieaktiviteten bliver en saga blot.

Heldigvis for de studerende er der flere tiltag på universitetet, der skal hjælpe med aflastning og planlægning.

 

Rækværk bryder muren ned

Foreningen Rækværk har efterhånden tre år på bagen. De startede som en del af Sammenslutningen af Unge med Handicap i 2013 og blev sidste år en selvstændig forening. Originalt fandtes Rækværk i alle universitetsbyer, men efterhånden er det kun SDU-afdelingen, der kører.

I Rækværk er der ingen petitessegrænse for, hvornår man er handicappet nok til at være med. I princippet kan alle være med, men hvis man ser på deres møder, vil det være ”de funktionsnedsatte”, der er med. Funktionsnedsættelse er i Rækværk et bredt spektrum af diagnoser. Ensomhed kan være hæmmende nok.

Det, der gør Rækværk unikt er, at de ikke bare er en samtalegruppe for funktionsnedsatte, de fungerer også aktivt motiverende.

Ved flere lejligheder har de haft samarbejde med både in- og eksterne undervisere, så man kan finde ud af, hvad man kan blive, selvom man ikke er ”normal”.

De lægger ikke skjul på, at de seneste reformer har lagt pres på deres medlemmer. Der har ved flere lejligheder også været medlemmer, der er smidt ud af studiet, simpelthen fordi de ikke lever op til de nye krav.

Et helt centralt spørgsmål for Rækværk, et de søger at besvare, er om man overhovedet kan gennemføre en uddannelse, når man har særlige vilkår.

For Rækværk er der flere udfordringer. Et er, at det kræver eftertænksomhed at finde lokaler, der er nemt tilgængelige – omend det kun er to lokaler på hele universitetet, der er decideret utilgængelige for kørestolsbrugere. Noget andet er selve hvervningen. Der er stadig stort tabu omkring psykisk sygdom. For de syge kan det føles som et nederlag at skulle indrømme, at de ikke har det godt – det er altså ikke altid de tør møde op til møderne, for så skal man jo indrømme, at der er noget galt med en.

Selvom de efter reformen ikke har mærket medlemsfremgang i Rækværk, er deres medlemmer trofaste mod foreningen. Det er klart, at når man først er kommet ind i varmen, så har man slet ikke lyst til at forlade den igen.

 

Specialpædagogisk støtte

Et er, hvad studerende gør for studerende, noget helt andet er, hvad man fra universitetets side gør. Her kommer den specialpædagogiske støtte, SPS, ind i billedet. SPS er ikke et nyt koncept på SDU, men først for nyligt er det blevet overtaget af SDU. Indtil for nylig var det Aarhus Universitet, der stod for det. Selvom leverandøren af ydelsen er skiftet, er der ikke sket markante ændringer i personalet. De består stadig af et væld af AC-fuldmægtige, der er ansat som studievejledere. SPS yder, meget firkantet sat op, to ydelser. De fungerer som studievejledere for studerende med psykiske og fysiske sygdomme, for at hjælpe dem med at komme tilbage på sporet, eller hjælpe dem med at skaffe nødvendige hjælpemidler – og de hjælper ordblinde studerende med at navigere rundt i læsebøgerne.

Især for studerende med psykiske funktionsnedsættelser har de en unik service, bestående af et mentorkorps af studerende, der hjælper med at skabe overblik på de helt konkrete semestre i studiet. I SPS-regi er en mentor en studerende, der får bevilliget 20 timer til faglig sparring med en studerende, der er psykisk sårbar. På den måde får den funktionsnedsatte en guide igennem studiet, i form af input omkring hvilke bøger der er de bedste, hvordan man skal tackle konkrete eksaminer.

Det er ikke kun faglig sparring, der findes i SPS. De fungerer som mæglere, når fysisk handicappede skal til eksamen og skal bruge et specielt bord eller andre specielle forhold. På den måde fungerer de som en assistance, når man skal bruge hjælp. Desuden er det oftest den vej igennem, man som kørestolsbruger kan få kontakt til teknisk service, hvis der skal elektrisk døråbner på nogle af de tunge døre. Netop derfor er det, selvom man ikke lægger mærke til det, når man godt kan gå, blevet meget nemmere at navigere på universitetet, selvom der er tunge døre, trapper og smalle passager.

 

De usynligt syge

Det kan være kvælende at have det psykisk dårligt. Det kan være slemt nok at have noget, man føler, man brænder inde med, men at skulle skamme sig over det, og at det ikke kan blive italesat, gør det unægteligt endnu værre. Man kan jo nærmest kalde det et privilegium at have sklerose, rygmarvsbrok eller en anden synlig fysisk sygdom, for ens medstuderende ved, at man er syg – det er noget, man kan forholde sig til. Men at være syg og være nødt til at forklare det, gør det endnu sværere.

En studerende fra KU udtalte for nyligt, at det værste for hende var, at hun ”kun” var spastisk lammet i sin fod, man skulle altså virkelig se efter for at lægge mærke til det udefra, men for hende var det hæmmende nok. Det fyldte det hele i hendes hoved. Det var en del af hendes identitet.

Det gør sig både gældende for personer med usynlige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Det bliver deres ansvar at redegøre for, hvorfor de ikke deltager i sociale arrangementer. Hvorfor en ting, der kan virke nem for andre, kan være en udfordring.

Under hashtagget #VisDinAngst har flere studerende vist sig frem, stået ved deres diagnose, og måske er dette første skridt. Man får i alle tilfælde sjældent personer til aktivt at forklare, hvilken psykisk diagnose de har. En ting er sikkert. Der er stort tabu om usynlige sygdomme, og det lægger et endnu større pres på studerende med disse, for det jo ikke til at sige, om det vil være en falliterklæring at stå frem over for sine medstuderende og sige: ”Hej, jeg hedder Signe – og jeg er svært deprimeret”.

 

The following two tabs change content below.

Frederik Mark Højsager

Redaktør af RUST
Redaktør ved RUST, Stud. Med ved SDU. Ud over mit virke på RUST arbejder jeg studenter- og sundhedspolitisk for IMCC og FADL og er freelance skribent på månedsmagasinet Sund&Hed.

Nyeste indlæg af Frederik Mark Højsager (se alle)