Regeringens finanslovsforslag lægger endnu engang op til nedskæringer på uddannelse – herunder at sætte SU’en ned og gøre den delvist lånebaseret. Syddanske Studerende planlægger en demonstration med Uddannelsesalliancen, som er en protestbevægelse bestående af 44 organisationer, d. 13. oktober. 

Da Frederik Kronborg startede på kandidaten i historie, blev han lovet valgmulighed i fag. På grund af besparelser blev virkeligheden dog en anden. Fem fag blev til tre, fordi der var for få tilmeldte, og det derfor ikke kunne betale sig at gennemføre dem. ”Det indskærper i den grad muligheden for at kunne specialisere sig,” siger Frederik Kronborg.

Han frygter derfor udsigten til flere besparelser. ”Hvis man skærer mere på vores institut, og humaniora generelt, vil det først betyde dårligere undervisning, som vi får mindre ud af. I sidste ende kunne jeg godt være bange for, at det går ud over vores faglighed, når vi er færdige. Det er direkte hul i hovedet,” siger Frederik Kronborg.

Formanden for Syddanske Studerende, Klaus Rose, kommer med en udmelding meget lig Frederik Kronborgs. ”Mange vil gerne specialisere sig, men med de her besparelser kan det bedre betale sig at lave store grunduddannelser, så specialiseringsgraden er faldet på universitetet. Det er en stor skam, for det er blandt andet det, der vil være brug for i fremtiden,” siger han.

Demonstrative tiltag

Det er på baggrund af disse bekymringer, at der er taget initiativ til demonstrationen den 13. oktober. ”Vi vil gerne mobilisere rigtig mange studerende for at vise både politikere og almindelige borgere, at SU’en er en vital del af vores uddannelsessystem, og at vi bør værne om den, fordi det er med til at skabe lige adgang til uddannelse,” siger Klaus Rose.

Han fortæller desuden, at der er rigtig mange studerende på SDU, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem, og hvis SU’en formindskes, er der risiko for, at disse kan blive frataget muligheden for at bryde med den sociale arv. ”Uddannelsesalliancen vil gerne bekæmpe mange års politisk spin om, at uddannelse er en dyr omkostning for samfundet. Vi mener, at uddannelse er en investering i fremtiden,” siger Klaus Rose.

Han mener, at demonstrationen kan komme til at gøre en betydelig forskel. ”Det har vi set tidligere, hvor demonstrationer mod fremdriftsreformen fik åbnet op for at ændre den. Jo flere, der kommer, jo tydeligere viser vi, at befolkningen er utilfreds,” siger Klaus Rose forventningsfuldt.

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende debatterende stof og inddrager gerne så mange livsfilosofiske overvejelser, som jeg kan komme til. Gerne noget, der ligger og tipper på kanten af boksen.

Nyeste indlæg af Anni Møllemand (se alle)