I Odense har BDSM-foreningen SMiL oprettet en ungeafdeling for at gøre det nemmere, for de unge at træde ind i SM-miljøet. 

På væggen hænger der piske, spanskrør og reb. I det ene rum kan man blive spændt op på et kors, så man er ude af stand til selv at komme fri. I det andet kan man blive spærret inde i et lille bur, så man er nødt til at ligge på knæene. I det tredje kan man tage en kop kaffe, sætte sig i sofaen og nyde en sludder med vennerne. ”Nogle gange sidder vi bare og drikker kaffe, griner, hygger os og har det sjovt. Og andre gange er der nogen, der får nogle smæk, hvis de lægger op til noget,” siger Stefan Sørensen. Han er 24 år og er i gang med at læse til maskinmester.

Vi befinder os i udkanten af centrum, nærmere bestemt på Ørstedsgade 18. Her ligger Odenses eneste BDSM klub, SMiL. BDSM er en samlet betegnelse for bondage, disciplin, dominans, underkastelse og sadomasochisme og omhandler flere forskellige seksuelle handlinger, der ofte involverer smerte og tab af kontrol for den ene af parterne.

Men hos SMiL forbinder man det ikke med sex. Her kalder man det i stedet ”at lege”. ”Vi bruger ordet leg, for når man står og binder en eller slår på en, så er det ikke sex. Det kan godt være, at der er nogen, der får noget seksuelt ud af det, men det er ikke direkte sex,” siger Stefan Sørensen.

Sammen med Stefan sidder Maria Harehjort. Hun er 33 år og arbejder som pædagog. Ligesom Stefan er hun et erfarent medlem af foreningen og giver ham helt ret i, at sex ikke er omdrejningspunktet i klubben. ”Det er ikke en swingerklub. Det handler ikke om sex.” siger Maria Harehjort.

Og Maria Harehjort mener heller ikke, at BDSM er farligt og skubber folks grænser, så de ender med at gøre noget, de ikke har lyst til. ”Når man flytter de her grænser, så er det fordi, man vil have dem flyttet. Det er der, hvor man bliver høj af det. Det er helt vildt intenst, men det er ikke farligt, for det er bare noget, vi leger. Og du har altid mulighed for at sige fra,” siger Maria Harehjort.

 

Ungeafdeling i Odense

Det særlige ved foreningen SMiL er, at de har en afdeling for dem, der er mellem 18-35 år. En ungeafdeling, som hedder SMuF. Det mener foreningen kan gøre det nemmere for unge, der har tanker om at prøve BDSM, at træde ind i miljøet. ”Så kan man komme ind og møde ligesindede på ens egen alder. Man har bedre chance for at møde en, man vil lege med, når det er nogen på ens egen alder i stedet for ældre over 40,” siger Stefan Sørensen.

Stefan og Maria har siden de var teenagere vidst, at de havde nogle lyster ud over det sædvanlige, og hos SMiL mener de, at de kan være helt sig selv og udleve deres inderste lyster. ”Jeg synes, det er fedt at stå og slå på en pige, så hun bliver helt ude af den. Den magtbalance, der skifter mellem to mennesker, er rigtig fed. Det, at slippe og tage kontrollen, er super godt,” siger Stefan Sørensen. Og Maria giver ham helt ret. ”Man kan blive høj af magt. Du bestemmer 100 %, hvad der kommer til at ske, og man ved, at det man gør, tænder den anden. Du bestemmer, hvor hurtigt det går, og hvilken rækkefølge det skal foregå i,” siger Maria Harehjort.

 

Fifty Shades har intet med virkeligheden at gøre

De seneste par år er SM blevet mindre tabubelagt, og det skyldes til dels den populære sexroman Fifty Shades of Grey. Og hos SMiL kan man også godt mærke, at der er kommet mere åbenhed omkring SM især hos de unge. Men hos SMiL mener man ikke, at Christian Grey og Anastasia Steeles forhold bunder i noget virkeligt. ”Hvis man gør, som Christian Grey gør i bøgerne, ville man blive stemplet som psykopat i BDSM-miljøet. For vi har et aspekt, der hedder after care, hvor man viser omsorg over for den, man har dyrket BDSM med efterfølgende. Det gør de ikke i Fifty Shades,” siger Stefan Sørensen.

Men generelt er man glad for den indflydelse, som bogserien har haft, for nu er det blevet nemmere at snakke om BDSM offentligt. Men på trods af den nyligt opståede popularitet for SM oplever man stadig hos SMiL’s medlemmer, at nogle trækker sig væk fra en, hvis de opdager, at man er til SM. ”Jeg er meget åben, og der er ikke nogen, der kommenterer noget over for mig. Og jeg tror, det er fordi, de ikke tør. For hvis man begynder at spørge ind, så kan det virke som, man har interesse i SM, og det er de fleste ikke interesserede i,” siger Stefan Sørensen.

SMuF kan kontaktes via en mail, du kan finde på deres hjemmeside og sørger altid for fuld diskretion for deres medlemmer.

The following two tabs change content below.

Steven Vikkelsø Andersen

Skribent og redaktør
Redaktør og skribent på RUST. Læser bachelor i journalistik på SDU. Ud over RUST, skriver jeg for gaming.dk, er medredaktør på Branchen på journalisternes blad, Lixen og morgenvært på Odense Studenterradios morgenflade, Rundstykket.