Om blankpudsede facader og globaliseringens indtog i Centralamerika

Hvis man udelukkende analyserer mexicanerne på BNP, klarer de sig ligeså godt som Kina. Hvis man ser på Mexico Citys Skyline, skulle man tro, man var endt på Manhattan. Det strider ikke imod mexicansk kultur at vise sig. Gaderne er fulde af dyre biler, nattelivet er fyldt med dyre flasker, og på hvert gadehjørne står skopudsere klar til at shine forretningsmændene op før deres møder. Men graver man et enkelt spadestik dybere, ser man, at dette blot er en illusion, for bag country-klubbernes glamour og uden for de store bydele, der består af business class hoteller, er virkeligheden en anden.

Man skal ikke langt uden for Mexico City, før globaliseringens illusion hører op. Det er her, de fattige gemmer sig. Uden for metropolerne findes de til gengæld overalt. ”Vi lever jo ikke fattigt – så deler vi bare bilen i mellem flere familier, hvis vi skal kunne komme ind til byen,” lyder det fra en tæppemager uden for Oaxaca. De lever 7 familier sammen i et hus og lever af at væve efter maya-kulturens traditioner. ”Vi tjener nok til at leve ved at lave tæpperne, da det er noget, der virkelig kan lokke turister til – det er også godt håndværk”. Pengene er små, og globaliseringen er, hvis man ser bort fra turisterne, knap nok nået herud. Ikke med sin glamour i hvert fald. Alligevel kan man se en Pepsi i den ene vindueskarm. Flasken er i sig selv et meget godt billede på en af de ting globaliseringen har bragt Mexico – overvægt. Mexico kæmper en brav kamp med USA om, hvem der har flest overvægtige, og for tiden vinder Mexico. En af det 21 århundredes store udfordringer for Mexico er livsstilssygdommene. Måske er det i virkeligheden ikke så sært, når man tager det med i sine overvejelser, at en liter cola koster mindre end en liter vand.

”I det mindste er det billigt både at bo og leve her,” fortæller en rejsende fra nabolandet Belize. Gennem flere måneder har hun levet på hostels rundt omkring i Mexico – og betalt for det ved at tilbyde at gøre deres hjemmeside bedre – det er sådan, det fungerer her, man må være kreativ for at få arbejde.

”Har de virkelig rent vand i Danmark?” spørger Juan. Han er taxachauffør og har aldrig været uden for Mexico. ”Man vænner sig til at skulle købe alt sit vand, men jeg troede ikke, man kunne have rent vand i hanerne”. For ham er det et enormt kulturchok at høre om Danmark. Både om vores vand, men især om vores sundhedssystem. ”I Mexico har vi ikke alle råd til lægehjælp. I stedet bruger vi naturmedicin – ligesom mayaerne”. Der er en vis stolthed i hans stemme ved benævnelsen af deres præhispaniske kultur; alt det Mexico var, før spanierne kom til landet. Det virker på ham som om, der er to faktorer, der spiller ind på mexicanernes medicinvalg; den kulturelle arv fra mayaerne og den enorme fattigdom. I følge Mexicos egne definitioner er 55 % af befolkningen fattige – det er især dem, der tyr til naturmedicinen. I Oaxaca ser man naturmedicin og homeopatiklinikker på hvert gadehjørne. Det trives herude. Man kan på ingen måde tale om en globalisering af lægevidenskaben her. ”Men det skal stadig opleves, da det er en del af Mexico,” siger Juan. ”Ligesom damerne,” tilføjer han med et smil.

Og Juan har en god pointe, ikke bare damerne, men hele befolkningen, er en oplevelse. Om end mange års kartelvirksomhed med voldsomme bandekrige – især omkring grænsen til USA – har givet landet et blakket ry. Man kan tale om en global fordom om, at man ikke kan rejse dertil uden at blive kidnappet eller skudt, men dette er sat på spidsen. Selvfølgelig skal man opføre sig med en vis påpasselighed i nattelivet – det skal man for øvrigt også i Odense – men de lokale tager rigtig godt hånd om én. Man bliver modtaget med velvilje i street food køkkenerne. ”Kom bare ind og sid bag disken, her er tørt og varmt.” Og man kan få al mulig hjælp til at finde seværdighederne – også selvom man ikke forstår eller taler spansk.

I forhold til Mexicos fremtid er de medicinstuderende optimistiske. Nok har landet en del problemer med korruption, kriminalitet og manglende folkesundhed, men det betyder ikke, at det altid vil være sådan. Organisationen AMMEF, sammenslutningen af medicinstuderende, arbejder hårdt på bæredygtige projekter, der forhåbentlig kommer til at gavne alle parter. ”Vi kommer ikke til at redde alle i løbet af en enkelt nat, vi har også nok i at redde os selv, men bare fordi alle resultaterne ikke er der i dag, så kan de sagtens komme i morgen”. Og sådan griber de globaliseringen an, der både kan siges at have gavnet og skadet: den skal opbygges én dag af gangen. ”I morgen, min ven, i morgen”.

The following two tabs change content below.

Frederik Mark Højsager

Redaktør af RUST
Redaktør ved RUST, Stud. Med ved SDU. Ud over mit virke på RUST arbejder jeg studenter- og sundhedspolitisk for IMCC og FADL og er freelance skribent på månedsmagasinet Sund&Hed.

Nyeste indlæg af Frederik Mark Højsager (se alle)