Ordsproget, ”det skal gøre ondt, før det gør godt,” er et glimrende eksempel på én af den livsfilosofiske kulturs klichéer, som diverse kunstnere, der febrilsk forsøger at ”mærke efter”, gør brug af. Det er lidt som en evigt nærværende modedille, der ”peaker” i tide og utide. Ordsproget giver såmænd også så bragende god mening, at alle som én kan identificere sig med det nok så tydelige budskab om, at, ak, vi jo alle er stakler til tider… Men hvad ligger der egentlig i ordsproget andet end det, der kan observeres med det blotte øje?

Jeg antager ikke, det begrænser sig til at betegne, at man som tommelfingerregel opnår indsigt gennem erfaringer frem for intelligens. Tværtimod er dén antagelse lidt for forsimplet til min smag; nærmest grænsende til at være ignorant. For det første er intelligens jo netop defineret som evnen til at forstå, begribe og opfatte, og derfor må denne nærmest indirekte evne gå forud for tilegnelsen af erfaringer. Hvis ikke dette er tilfældet, må der i det mindste være tale om overfladiske erfaringer, hvilket mere eller mindre er mit ”for det andet”-argument – for erfaringer er ikke bare erfaringer. Man kan selvfølgelig lære ved at observere andre, men førend dette overhovedet ser sig muligt, skal man have motivationen til at ville lære. Erfaringer tilkommer altså ikke hvem som helst.

Men hvor kommer motivationen så fra? Burde det ikke være nok motivation, at man forstår, hvad der er rigtigt eller forkert ved at observere andres fiaskoer?

Det burde det utvivlsomt, men der er vel at mærke en betydelig forskel på, hvad der er rigtigt at gøre, og på hvad der reelt set bliver gjort – om end det er en sørgelig erkendelse.

Fysiologen Pavlov fik sine forsøgshunde til at savle ved lyden af en klokke ved at hundene blev betingede til at respondere på klokken som værende en indikator for snarlig fodring. På denne måde gjorde man brug af hundens egne (naturlige) responser til at lære den nye ting, hvilket rent metodemæssigt kunne overføres til børneopdragelse – om end det at sætte indirekte lighedstegn mellem (små) mennesker og dyr ikke just er velset i finere kredse.

Det, man kan uddrage fra disse forsøg, er, hvordan de fysiske behov hungrer efter at blive tilfredsstillet – hvorved man lærer midlerne til at nå det ønskede mål… Men etik og moral er jo ikke fysiske behov, så måske kan dét forklare, ”det skal gøre ondt, før det gør godt”-tendensen?

I hvert fald til en vis grad.

Mennesket er i stand til at føle empati, og forskning peger på, at man er i besiddelse af såkaldte ’spejl-neuroner’, der gør, at man til dels kan mærke andres smerte på sin egen krop; tænk engang, smerte-centret ’lyser op’ på hjernescanningsbillederne! Så med udgangspunkt i ordsproget burde mennesket ved det blotte syn af andre individers kvaler derved være i stand til at tage ved lære af situationen, fordi man har den biologiske evne til at ’sætte sig i andres sted’… Men hvorfor går soldater så i krig, hvor de frivilligt påfører andre individer skade?

Jo, det er simpelt set, fordi mennesket ikke er en slave for sine fysiske behov.

Dét er en af konsekvenserne ved af at have så veludviklet en hjerne, som mennesket har. Man kan vælge at lade sin personlige fornuft overskygge sine naturlige responser – i det mindste såfremt man ikke er i ressourcenød. For ligeså snart man mister sine ressourcer, begynder man at få en forståelse for, hvor nødvendige de egentlig var – man ved jo ikke, hvad man har, før man mister det.

Endnu et dansk ordsprog OG et gyldent tema for diverse klichéfyldte romantiske komedier.

Denne undertrykkelsesevne, som individer gør brug af i tide og utide, er til dels med til at sætte spørgsmålstegn ved universel menneskelig empati; den strækker sig i bund og grund kun så langt, som ens personlige moral tillader.

Og hvordan opstår disse forskelle i forholdet til spørgsmål om moral så?

Kort og godt ser jeg det som et spørgsmål om, hvor mange ’truende’ erfaringer, man har tilegnet sig som individ. Eller antallet er som sådan ligegyldigt, men kvaliteten af erfaringerne er det, der virkelig tæller; kvalitet over kvantitet. Her menes, hvor stor påvirkning erfaringerne har haft på udformningen af én som person. Dog forholder det sig beklageligvis ofte sådan, at de oplevelser, der virkelig sætter sig fast, er dem, der udgør en særligt stor trussel; såsom tabet af én man har kær, fysisk eller psykisk vold, omsorgssvigt, utroskab eller lignende ubehageligheder. Det skal nemlig gøre ondt, før det gør godt – selvom det måske først er synligt i retrospekt.

Individer, der er blevet stillet over for prøvelser, som de i virkeligheden ikke burde være stillet over for, kan (som oftest) i højere grad ”sætte dem selv i andres sted”, fordi det trods alt er lettere at forestille sig et scenarie, der stemmer overens med ens egen begivenhedshistorik end et, der ikke gør – og det er betydeligt lettere at se nedad end at se opad.

Dermed ikke sagt, at jeg antager, at en maksimal moralsk forståelse overhovedet er mulig; nej, ”det eneste jeg ved, er at jeg intet ved”. Imidlertid kan erkendelsen om, at man ”ikke ved noget” være det tætteste, man kommer på indsigten – og indsigten er det, ”der gør godt”.

 

Det skal dog påpeges, at det ikke er alle, der når til stadiet, hvor det ”gør godt”; stadiet hvor man kan beskue situationer med fuldkommen upartiske briller på. Tværtimod findes der massevis af anti-mælkebøttebørn, som forbliver i en cyklus af dårligdom, hvilket som sådan er ganske forståeligt, da det uden tvivl er den letteste løsning. Om det kan retfærdiggøres, se dét er et helt andet spørgsmål. Det kan selvfølgelig være et spørgsmål om psykens styrke, og om hvor man vælger at bruge sin energi. Hvis man har haft en svær opvækst og/eller omgiver sig med ”dårlige” indflydelseskilder, kan det tænkes, at man lægger størstedelen af sin energi i at tilpasse sig de krav, som omstændighederne stiller én, hvorved man simpelt set ikke har overskuddet til at stoppe op og gruble over højere filosofiske spørgsmål som ”hvem eller hvad tilfredsstiller jeg ved at udføre dén handling, jeg er i gang med?”

Menneskets viljestyrke er trods alt ikke en uudtømmelig kilde, og eftersom forskellige individer anvender den på forskellige måder og områder, vil den samme situation påvirke forskellige individer på forskellige måder… Men er der mon nogen, som er mere privilegerede end andre i forhold til dén mængde af viljestyrke, som de får tildelt?

Se dét er et godt spørgsmål. Så godt at det ville få de fleste videnskabsfolk til at ryste overordentligt meget på hovedet, fordi det jo ikke er målbart og formentlig ikke bliver det i den nærmeste fremtid. Det er så fuldkommen tåbeligt uvidenskabeligt, at det egner sig bedst til at blive fortrængt hurtigst muligt… I det mindste såfremt man sigter efter en mere eller mindre fastlåst forståelsesramme.

Imidlertid skal det noteres, at såfremt man rent faktisk når til stadiet, hvor det ”gør godt”, så vil viljestyrken blive udstyret med fornyet energi.

For at muliggøre genopfyldningen skal man dog tillade sig selv at græde sine kvaler ud i presserende tider og derved konfrontere og anerkende problemet og dets omfang; om end det så er stort eller lille. Problemer er nu engang relative. Det gør uden tvivl ondt, mens kaosset står på, men når tårestrømmen svinder ud, skulle det gerne gøre godt – en betydeligt bedre løsning end at udsætte følelsen og tilføje flere detaljer til den selvopfyldende profeti, der såmænd er lang nok i forvejen. Nej, så hellere arbejde på den moralske forståelse og livsfilosofiske indsigt. Den er der trods alt alt for få, der gider beskæftige sig med.

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende debatterende stof og inddrager gerne så mange livsfilosofiske overvejelser, som jeg kan komme til. Gerne noget, der ligger og tipper på kanten af boksen.

Nyeste indlæg af Anni Møllemand (se alle)