3, 5 eller 7 år. Således lyder den gennemsnitlige længde på en videregående uddannelse, som allerede fra dag ét byder på rigelige læsemængder. I dette forløb, hvor man har hovedet begravet i bøger, kan man komme til at glemme, at der også er et liv ”på den anden side”, som blot ligger og venter på, man går ud af lokalet, hvor man har fået godkendt forsvaret af sit speciale – nemlig det utopiske arbejdsmarked!

Men er det en utopi, eller kan det blive virkelighed? RUST har talt med Danny Colmorten, som pr. august 2015 blev færdiguddannet inden for branding, marketing og kommunikation v. Syddansk Universitet, og som fortæller om livet efter endt uddannelse samt vejen til sit nuværende arbejde for HK.

Tilværelsen som fuldtidsansat organisator og konsulent for HK trives Danny Colmorten på nuværende tidspunkt ganske godt med. Han dækker 5-6 områder, som primært manifesterer sig i den offentlige sektor, og han nyder de mange forskellige typer opgaver, som han bliver stillet over for. Han er nemlig sjældent placeret samme sted i længere tid ad gangen, da hans arbejde består i at skabe relationer til HK-medlemmer på forskellige arbejdspladser og finde ud af, hvad den enkelte arbejdsplads efterspørger med henblik på at få nye medlemmer.

Forskel på teori og praksis

At det var netop dét arbejde, der ventede Danny efter uddannelsen, havde han dog næppe regnet med. Ikke at han havde regnet med noget bestemt, men hans uddannelse er blot så omfattende, at man bliver rustet til at kunne arbejde på et højere strategisk niveau – hvilket kan siges at være et fællestræk for de fleste akademiske uddannelser på Syddansk Universitet; alle som én lover de implicit, at verden bliver ens østers, når man har fået sit endelige bevis i hånden. Men Danny nævner, at det kan være svært at se, hvordan man konkret kan bruge sin teoretiske viden i det praktiske arbejde. ”Måske ligger det bare på rygraden,” siger han.

Realitetschok

Ikke nok med at Danny ikke havde en klar forestilling om, hvilket arbejde han ville få, han var også overrasket over, hvor hårdt det egentlig var at blive færdig. Selvfølgelig var det fedt at få en større indtægt som dagpengemodtager end som SU-modtager, men det at skulle søge arbejde var slet ikke ligetil. For det første var konkurrencen hård grundet det forholdsvis minimale udbud af jobs. For det andet tog det utroligt lang tid at skrive ansøgninger, fordi man for hvert eneste job skulle sætte sig godt ind i, hvad virksomheden lagde vægt på og derfor ikke bare kunne sende en standard-ansøgning afsted til massevis af virksomheder. Nej, det er kvalitet frem for kvantitet, der gælder.

”Man kan let komme til at miste modet, når resultatet af det hårde arbejde tit og ofte er, at man enten ikke får nogen tilbagemelding på sin ansøgning eller først får det lang tid efter”, siger han. Jobsøgning er altså i høj grad afhængig af både selvdisciplin og et optimistisk tankesæt.

Hjælp udefra

Danny gik ledig i alt i 4 måneder inden han blev ansat hos HK. Hans fagforening og A-kasse, som belejligt nok også var HK, krævede, at han søgte minimum 2 jobs om ugen, hvilket for uvedkommende måske ikke lyder som meget – men Danny meddeler, at det er hård kost, når man er amatør inden for området. ”Jeg fik heldigvis en masse hjælp udefra i form af jobmesser, jobsøgningskurser gennem CA (A-kasse, red.), og så har jeg læst massevis af guides og artikler på nettet,” siger han. Google er nu engang din ven!  Desuden blev hans ansøgninger bedre og bedre for hver gang, om end tilbagemeldingerne var så fåtallige, som de var.

Der var dog også hjælp at hente fra SDU. I forbindelse med sin studiepraktik på kandidaten deltog han i et obligatorisk kursus arrangeret af SDU Erhverv, som varede 4 dage a. 4 timer hver og var en stor succes. Samtidig hjælper deres såkaldte Mentorordning én med at sætte ord på, hvad man egentlig kan, hvilket overraskende nok er uhyre svært at finde ud af på egen hånd.

SDU har dog også en mere direkte indflydelse på de studerendes kontakt til virksomhederne, da de i form af særlige aftaler med virksomheder matcher dem med akademikere. Dette er vel at mærke virksomheder, som under almindelige omstændigheder ikke ville have taget nyuddannede ind. Dét blev Danny også tilknyttet, og om end han nåede at finde arbejde, inden han kunne få glæde af det, så mener han, det er et super godt initiativ fra SDU’s side.

Vigtigt med selvstændighed og eget initiativ

Endnu en ting, som Danny indså i jobsøgningsprocessen, var, hvor stor en del af det arbejde, han søgte, der krævede andre kompetencer end dem, han havde lært på studiet. ”Der var fx flere stillinger, der efterspurgte Photoshop-kompetencer, som jeg på ingen måde har kunnet tilegne mig på mit studie.” Danny markerer derfor vigtigheden af studiejobs, fordi de kan give én nogle mere konkrete kompetencer. Danny kunne dog ikke selv finde et lønnet studiejob, men blev formand for HK-studenterforening, hvilket var en frivillig post, som gav ham en hel del – og nok også var en fordel i forhold til hans senere ansøgning til HK.

Det er desuden altafgørende, at man selvstændigt tager initiativ til at opsøge fx A-kasser og fagforeninger.

”Grunden, til jeg blev medlem af HK i første omgang, var, at jeg fik en gratis madbillet til kantinen. Jeg havde som sådan ikke det store begreb om, hvad en A-kasse egentlig var, men jeg havde bare fået at vide, at det var en god ting at være medlem af,” udtaler Danny med et smil på læben.

Retrospekt

Set i retrospekt kan Danny dog godt se, at HK måske ikke var det mest oplagte valg af A-kasse for en akademiker. Andre A-kasser kunne måske have set sig mere gunstige for hans jobsøgninger efter endt uddannelse, da han oplevede i flere tilfælde at være for overkvalificeret til at søge visse stillinger. Derudover ville han gerne have gået i gang med at søge jobs allerede inden han havde afleveret sit speciale, så han havde fået jobsøgningen inkorporeret i sin hverdag på et tidligere tidspunkt og dermed endnu hurtigere kunne være blevet god til at skrive ansøgninger.

Dannys råd til de studerende

På trods af de ting, han med fordel kunne have gjort anderledes, så kan Danny siges at have klaret sig ganske godt på trods af de til tider knapt så optimerede omstændigheder. Han deler derfor afslutningsvis ud af sine egne erfaringer ved at udstyre andre SDU-studerende med en række råd til deres jobsøgningsproces – om end denne umiddelbart er længere ude i fremtiden for nogle end for andre:

  1. Gå tidligt i gang med at søge arbejde; gerne inden du er færdig – det tager tid at lære at skrive ansøgninger
  2. Lad dig ikke gå på af afslag
  3. Brug dit netværk til at finde arbejde og til at lære hvordan man søger – dette indbefatter studiejobs
  4. Brug tid på at researche virksomheden – man skal matche sig selv med virksomheden, så de kan mærke, man brænder for stillingen
  5. Analyser virksomheden og jobopslaget, men også dig selv
  6. Lav struktur over din hverdag som jobsøgende – fx hvornår du skal stå op; det er sværere at komme op, end man tror, fordi man som sådan ikke har noget ”at stå op til”

6 gode råd man med fordel kan placere på rygraden – lige ved siden af den teoretiske viden fra sit studie.

 

Kommende udgaver af RUST vil dække andre SDU-veteraner som Danny, der lader det være op til Jer, kære læsere, at afgøre om livet efter endt uddannelse har utopisk værdi eller ej.

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende debatterende stof og inddrager gerne så mange livsfilosofiske overvejelser, som jeg kan komme til. Gerne noget, der ligger og tipper på kanten af boksen.

Nyeste indlæg af Anni Møllemand (se alle)