Tinderbox, Tinderbox, Tinderbox… Odense går ned fra torsdag til lørdag i denne skønne uge; alle ved det og alle snakker om det. Derfor står RUST klar til at give dig den helt rette stemning, inden festivallen for alvor skydes i gang. Dette lader sig gøre med denne tredje og sidste artikel, som præsenterer en Tinderbox-venlig playliste, der forbereder publikum på lørdagens labre program.

Trejdedagen skydes i gang med duoen Ukendt Kunstner, som i 2014 blev kåret som Årets Danske Gruppe til Danish Music Awards pga. hits som bl.a. Neonlys og København. Så gør dig selv en tjeneste og besøg Blå Scene kl. 14.05 og lad festen gå i gang for tredje dag i træk.

Hvis man har interesse for post-punk/rock, må man ikke gå glip af The Minds of 99, som særligt er kendte for hittet Det er Knud Som er Død omhandlende Tom Kristensens nekrologdigt til Knud Rasmussen, den danske polarforsker og folkehelt. Denne modtog – ganske forståeligt – Årets Steppeulv i 2015 for Årets Sang. Lad dig fortrylle af deres lækre toner kl. 15.35 på Rød Scene.

Vi bevæger os mod Amerika henholdsvis kl. 17.05 og 18.35, hvor Mac Miller og Jason Derulo går på Blå- og Rød Scene. Førstnævnte er kendt for at være ret så ligefrem med sine tekster, hvilket bl.a. afspejles i sangen om Donald Trump, der – kreativt nok – har samme titel. Sidstnævnte er mere ovre i den poppede genre med hits som Wiggle og Talk Dirty, der nok skal sørge for at publikum rækker hænderne i vejret.

Magicbox byder ligeledes på godter som bl.a. Hedegaard, der for alvor kom frem i Europa med sit uofficielle remix af Snoop Dogg og Dr Dres The Next Episode, der har mere end 40 millioner visninger på Youtube. Desuden har han selvstændigt udgivet Kysset med Medina i samarbejde med Kesi.

Elsket af både USA og Danmark indtager talentfulde Lukas Graham Rød Scene kl. 21.35 med sin positivt omtalte sceneoptræden, hvor det skønne hit 7 Years formentlig bliver spillet til publikums store fornøjelse. Derudover går man heller aldrig forkert af P3 Lytterhittet Ordinary Things. Det bliver en sand fornøjelse at overvære deres tilstedeværelse på Tinderbox.

Det er dog ikke kun 2000-kunstnere, der skal repræsenteres på Tinderbox’ tredjedag. Brit-pop bandet Suede hittede i 1993 med Animal Nitrate, som udkom forinden Bernard Butler, sangskriver og guitarist, forlod bandet. Da Suede efter en længere pause gjorde deres comeback med udgivelsen af et nyt album i 2013, modtog de stor ros fra diverse anerkendte musikanmeldere. Her er særligt Outsiders anbefalelsesværdig.

Sidst men ikke mindst fremhæves den franske dj David Guetta, som går på kl. 01.00 på Rød Scene som den absolut sidste kunstner på dette års Tinderbox. Han er klar til at tryllebinde publikum med sin nuværende titel som verdens bedste dj. Her kan du danse med til hits som Memories og Who’s That Chick, der utvivlsomt gør dig i festhumør og super klar til den efterfølgende byfest i Odense!

Opvarmningsspillelisten til lørdag finder du nedenfor, hvor majoriteten af kunstnerne er at finde. Vel at mærke i kronologisk rækkefølge… Gør dig klar til Tinderbox’ sidste dag i 2016!

 

Billede af Andrea Ferreira – https://goo.gl/vhBZqx

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Nyeste indlæg af Anni Møllemand (se alle)