REJSEBERETNING. Igen og igen lød sætningen: ”Praise be upon King Abdullah II ibn al-Hussein of Jordan!” Kendte man ikke på forhånd monarken af Jordan ved navn og vægtighed, var det ved udgangen af kulturudvekslingen mellem danske og jordanske universiteter ikke længere tilfældet. Tour de Jordan 2015 dannede tydeligt en ramme om kulturudveksling på mange forskellige planer.

En akademisk konference arrangeret af Centre for Contemporary Middle East Studies ved SDU og Prince Al Hussein bin Abdullah II School of International Studies ved Jordan University, blev indgangsvinklen til den akademiske udveksling arrangeret af DJUCO (Danish Jordanian University Cooperation). Her blev aktuelle problematikker præsenteret i relation til ikke-statslige aktører og ikke-arabiske staters rolle i den komplekse mellemøstlige sikkerhedssituation.

Konferencens oplæg spændte vidt, både i akademisk tilgang til emnet og i valg af de behandlede aktører. I denne kontekst blev både Iran og Tyrkiets positioner i relation til Mellemøsten introduceret, i samme kontekst blev også Hamas, Hezbollah og DAESH behandlet.

Privatfoto. Kulturudvekslingens deltagere

Privatfoto. Kulturudvekslingens deltagere

Med udgangspunkt i den akademiske konferences oplæg, udviklede vi, de deltagende danske og jordanske studerende, i fællesskab skriftlige synopser med tilhørende mundtlige gruppepræsentationer. For at forstå disse intense timer må scenen for dramaet sættes. På en kølig, afsidesliggende bjergside på et tomt hotel, omkring det kun oliventræer så langt øjet rækker. Afskåret fra al kontakt med omverdenen. Studenterworkshoppen kunne sagtens have været et ekstremt socialt eksperiment.

På mange måder var den det. Uden mulighed for nogen form for research blev grupperne af studerende derfor presset til at mobilisere al tænkelig viden fra vores forskellige faglige baggrunde. Kompetencespændet var bredt; fra jurastuderende og journaliststuderende til mellemøststudier for at nævne et par.

Repræsentanterne var fra flere forskellige danske universiteter, og samtidig deltog jordanske studerende fra ligeså forskellige studieretninger i arbejdet.

For mange mundede udfordringen i forhold til den store diversitet og de uvante arbejdsforhold ud i en debat og et arbejde, der nærmere handlede om proces og den dialog, et fælles produkt nødvendiggør. I bagklogskabens lys er denne erfaring, med alle dens komplekse problemstillinger meget mere værd end færdigstøbte produkter med korrekte litteraturreferencer og færdigstøbte teoretiske rammer.

Efter lange dage med akademiske aktiviteter, tillod programmet udforskning af Jordan på egen hånd. En flok af de deltagende jordanske studerende arrangerede en spændende rejse ud af Amman. Det var på den måde, vi fandt ud af, at over ørkenens komfortable, immobile beduinlejr, hvælvede den sorte baggrund for de svidende klare stjerner sig ligesom mere krumt end den gør over Fyn.

Som solen gik ned i disen bag det røde sand, lukkede der sig et låg over et rum, hvor shishaens søde os og dæmpede samtaler flød sammen. Fjernt fra Amman og komplekse politiske betragtninger blev DJUCO’s udvekslingsrejse derfor også rum for personlige udvekslinger danskere og jordanere imellem.

For det takker og lovpriser vi gerne Kong Abdullah II ibn al-Hussein af Jordan.

Læs mere om DJUCO (Danish Jordanian University Cooperation) her.

The following two tabs change content below.

Robert Hendel

Nyeste indlæg af Robert Hendel (se alle)