Fra fredag d. 22. maj kl. 15 og 24 timer frem kæmper 30 studerende fra Syddansk Universitet om at finde frem til den bedste løsning i Odense Kommune. Det sker i en case competition, ”Bright over Night”, arrangeret af Odense Kommune og SDU Erhverv.

Odense Kommune har en ambition om at være CO2 neutral i 2050. De første skridt er taget med energirenovering af kommunens bygninger, men fysiske ændringer kan ikke stå alene i kampen om en CO2-neutral by. Der er behov for en adfærdsændring blandt byens borgere. Derfor har Odense Kommune i samarbejde med SDU Erhverv bedt de syddanske studerende om hjælp til at udtænke innovative og kreative løsninger, der kan være medvirkende til at fremme energirigtig adfærd i Odense kommune.

De akademiske studerendes LeMans

Der venter de deltagende studerende et stramt program med intensivt gruppearbejde, Q&A-sessioner, sparring med eksperter, fremlæggelser og ikke mindst finaler. Fredag eftermiddag kl. 15.00 lyder startskuddet, og først 24 timer senere kan de studerende smide arbejdshandskerne efter et døgn med intenst arbejde kun afbrudt af spisepauser. Lignende case competitions er tidligere udført med succes rundt omkring på de danske universiteter. Successen skyldes bl.a., at de studerende får mulighed for at prøve deres kompetencer af i praksis, samt at de får udviklet deres netværk på tværs af faglighed.

Brede samarbejder giver kreative løsninger

I grupper af fem skal de studerende komme op med løsningsforslag, der kan få Odenses borgere engageret i energirigtig adfærd. Grupperne bliver sammensat med fokus på forskellighed både i fag og nationalitet. 67 % af de deltagende er danske studerende og de resterende 33 % internationale studerende. De studerende repræsenterer studieretninger fra alle fem fakulteter på SDU. Det er Odense Kommunes forhåbning, at de brede samarbejder skal fremme kreative løsninger og give de studerende incitament til at tænke ud af boksen.

Fem nye studiejobs til vinderne

Odense Kommune vil gerne engagere de studerende på længere sigt og ikke kun i løbet af de 24 timer, case campen varer. Derfor får den vindende gruppe tilbudt studiejobs i Odense Kommune, hvor de får lov til at arbejde videre med deres løsningsforslag.

Alle deltagere i Bright over Night bliver desuden belønnet for deres indsats med partoutbilletter til Tinderbox, hvor de ligeledes får mulighed for at præsentere deres løsningsforslag for gæsterne på festivalpladsen.

The following two tabs change content below.

Jakob Schjoldager