Drengene fra Suspekt er ikke bange for at løbe tør for ting at rappe om. Sidste år udkom det anmelderroste album V, og drengene har netop taget hul på en Danmarksturné.

Intet er overladt til fantasien i selskab med Suspekt. I snart to årtier har drengene krøllet lagner med musik om køn, sex og andre emner, der ikke er passende ved middagsbordet.

– Der er mange grunde til, at folk kan lide, det vi laver. Vores musik tiltaler folk først og fremmest, fordi det er godt. Og så er sex jo underholdende – både for os og vores publikum. For alle. Internettet startede på grund af porno, og der er sexscener i alle film. Og lige præcis inden for dét emne, tror jeg aldrig, at vi løber tør for interessante ting at tage fat i, fortæller Emil Simonsen, der også er kendt som Orgi-E og Klam Fyr.

Sexet drivkraft

Emil Simonsen står for en tredjedel af gruppen Suspekt. Sammen med Andreas Bai Duelund og Rune Rask udgør han en af Danmarks mest succesfulde rapgrupper. Sidste år udsendte de deres femte album V. Albummet er blevet lovprist af både kritikere og fans. Og selvom drengene har kastet sig ud i nye stilarter på albummet, er teksterne stadig hårde og kontante. Suspekt har skabt et mørkt, perverst og kinky univers, men finder stadig inspiration udenfor det dystre og tabubelagte.

– Vi bliver inspireret af alt, hvad vi foretager os og oplever. Det er sgu ikke kun kvinder og sex, understreger Andreas Bai Duelund, der også går under kunstnernavnet Bai-D.

– Sex er ikke nødvendigvis vores største inspiration, men det er hvert fald en drivkraft bag, det vi laver. Der ér jo en stor drivkraft i sex. Så det er klart, at mange af teksterne handler om sex og kvinder, forklarer Emil Simonsen videre.

Pruthul for vanvittige ting

På trods af grove tekster og videoer, der blander bizarre lyrikker med børn og ældre damer, har gruppen en enorm kvindelig fanbase, hvilket ikke overrasker gruppen.

– Kvinder er ligeså seksuelle som mænd. Vores musik tager måske udgangspunkt i noget, der kan være ret macho-agtigt, men piger kan også godt lide at stå og råbe om pik og patter. I løbet af de sidste 10 år har piger fået lov til at slippe deres indre macho-side løs, forklarer Emil Simonsen og fortæller, at det ofte er de kvindelige koncertgængere, der er værst i forhold til at råbe og skrige, være ”rowdy” (vilde) og få en lille én til halsen.

– Når der er Suspektkoncert, er det jo netop dét, det handler om. Jeg tror, at vi er et godt lille pruthul for piger og deres vanvittige sider.

Suspekt og damerne

Den beskidte musik går som en rød tråd tilbage til Suspekts første udgivelse af samme navn. For kvindelige fans fungerer musikken måske som en mulighed for at slippe nogle macho-tendenser løs, men hvordan har kvinderne tættest på rapperne reageret på de voldsomme tekster?

– Min mor var vant til mine sjofle vittigheder, så der er sgu nok ikke noget, der er kommet bag på hende, fortæller Emil Simonsen.

– Min mor synes bare, at det var fedt at vi foretog os noget, men jeg kan huske, at min farmor spurgte mig, hvorfor vi skulle være så tarvelige at høre på, fortæller Andreas Bai Duelund og forklarer, at det jo også bliver lettere for folk at anerkende musikken og sige ”nej hvor er det godt”, når det rent faktisk går godt.

Oplagte og på farten

Og godt går det… Drengene er netop draget på Danmarksturné.

– Man kan forvente sig at blive rusket rigtig godt og grundig rundt i røvhullet. Vi har efterhånden fået banket et langt og intenst sæt sammen af gamle slagere og nye bangers, så vi ville blive overrasket hvis nogle gik derfra og følte sig snydt, fortæller drengene.

Turnéen bringer Suspekt vidt omkring i landet, og ikke mindst, indtager drengene Orange Scene på dette års Roskilde Festival.

– Vi er super oplagte. Vi ved, at der er meget på spil, men vi glæder os til at gøre det, vi godt kan lide, fortæller Emil Simonsen.

– Vi kommer altid og spiller koncert, som om det var den sidste.

Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel

The following two tabs change content below.

Charlotte Brøndum Madsen

Nyeste indlæg af Charlotte Brøndum Madsen (se alle)