TABU. Mellem fem til ti procent af unge føler sig ensomme i hverdagen, viser flere undersøgelser. 23-årige Oliver Ekberg vil ændre det faktum ved at være social med ensomme unge.

At se klokken langsomt klaske sig mod tallet tre, har været undervisningens højdepunkt. Computerne i det tætpakkede auditorium bliver slået sammen i stigende takt med lydniveauet på de studerendes sludren. Alle står i små klumper rundt i lokalet for at ønske deres studiekammerater en god weekend. Men at drysse alene hen mod udgangen har aldrig virket som en god start på tre dages lang tomrum, hvor selskabet kun er dækket op til én.

Ensomhed.  Vi kender alle til begrebet i et eller andet omfang – dog nogle mere en andre. 17 procent svarer ”enig” eller ”meget enig” til spørgsmålet ”Jeg føler mig ensom på mit studium”, viser studiemiljøundersøgelsen fra 2013. Dét er noget, som gerne må ændres, mener Oliver Ekberg, som til daglig læser fysik på 6. semester på Syddansk Universitet. Sammen med andre frivillige prøver han at bekæmpe ensomhed, som er trukket i langdrag blandt unge.ventilen ensomhed 2

At knække skallen af ensomhed

– Det handler om at komme ud af sin komfortzone, fortæller 23-årige Oliver Ekberg.

Han er én af dem, som gerne vil bekæmpe ensomhed hos unge. Dette gør han ved at være frivillig hos Ventilen i Odense. Her samles han sammen med andre frivillige for at få knækket den skal, som holder de unge isoleret i ensomheden.

– Når man kommer ud af den, kan man bedre overskride sine egne grænser, fortæller Oliver Ekberg.

Blandt andet hjælper han de mennesker, som føler sig ensomme, med at arrangere madlavningsaftenener, hvor de unge kan prøve at sige fra overfor hinanden i forhold til valg af mad og tilberedning.

– Vi bruger et selv-til-selvhjælp koncept, hvor vi prøver at styrke deres kompetencer, siger Oliver Ekberg om de aktiviteter han foretager sig sammen med de unge.

Udover madlavningsaftener kan søndagene også stå på sport, brætspil og biografturer. Noget som styrker fællesskabet hos de unge, som kan komme helt anonymt til mødestedet.

– Vi oplever ofte, at det er mere introverte personer, som besøger Ventilen, siger Oliver Ekberg.

Personer som ofte kan være lidt tilbagetrukket i større selskaber. Og på studier, hvor antallet af de studerende snildt kan snige sig op på 200 eller mere, kan det være svært at skabe sig en tæt gruppe mellem forelæsningerne.

Dette kan have konsekvenser for de studerende. Ensomhed kan medføre konsekvenser som lavt selvværd, stress og i værste tilfælde depression. Noget som Oliver Ekberg helst ikke vil se hos de unge.

Frivillige med erfaring

– De fleste frivillige har prøvet i en eller anden at være ensomme, og de ønsker heller ikke, at dette skal ske for andre unge, siger Oliver Ekberg. Han fortæller også, at alle kan føle ensomhed på et eller andet bestemt tidspunkt, men det er først, når ensomheden bliver trukket i langdrag, at det kan have betydelige virkninger.

En af de frivillige hos Ventilen i Odense, Anne Gunstrup, mener også, at det er vigtigt at hjælpe unge ud af ensomheden. Hun føler, at man gennem samværet med de unge kan give noget fra sig.

– Jeg kan give dem nærvær og tryghed, siger den 25-årige Anne Gunstrup. Hun mener også, at hun kan hjælpe, da hun i en mindre grad har erfaring med ensomhed. Men Anne Gunstrup føler ikke, at hun kun giver sig væk til de unge. Hun får ligeså meget tilbage.

– Samtidig med man kan hjælpe andre, kan man også få meget igen. Jeg kan også udvikle mig personligt sammen med de unge. Det er en fed løn, siger den 25-årige frivillig på Ventilen.

Flere studerende føler sig ensom

Men er det mange, som føler sig ensomme? 17 procent svarer ”enig” eller ”meget enig” til spørgsmålet ”Jeg føler mig ensom på mit studium”, viser studiemiljøundersøgelsen fra 2013. Det er noget, som ikke kommer bag på Oliver Ekberg.

– Det overrasker mig ikke. Især et sted som Syddansk Universitet. Der er ikke særligt meget fokus på det sociale mellem de studerende, siger Oliver Ekberg.

Studieundersøgelsen 2015, som bliver offentliggjort til juni, vil vise om, at antallet af ensomme studerende på Syddansk Universitet er steget eller faldet inden for de seneste to år.

The following two tabs change content below.

Julie Würtz

Nyeste indlæg af Julie Würtz (se alle)