Dansk-Tyrkisk Akademiker Union er en ny forening på Syddansk Universitet i Odense. Foreningen har fokus på at give dansk-tyrkerne en fælles forening og dermed blive et stærkt akademisk talerør for borgerne fra Tyrkiet i det danske samfund. I torsdags havde de deres stiftende generalforsamling, som samtidig også var et informationsmøde for deres målgruppe.

Interessen for den nye frivillig landsforening er stor – derfor blev den stiftende generalforsamling flyttet til et større lokale end planlagt. Her kunne de fremmødte høre om Dansk-Tyrkisk Akademiker Unions forskellige mål. Herunder at øge uddannelsesniveauet hos dansk-tyrkere og bidrage med en lavere arbejdsløshed og faldende kriminalstatistik.

Initiativtageren bag den nye forening hedder Mehmet Bahadir Dagli, som er stifer og formand for foreningen. Han læser selv på Syddansk Universitet og bliver færdig her til sommer med sin kandidat i International Business and Management.

– Jeg følte virkelig, at der var behov får en forening som vi har nu. Der en del foreninger i Danmark, men ikke en, der retter sig mod tyrkiske akademikere og heller ikke en, der retter sig mod den danske offentlighed. Mange foreninger er meget indadvendte og retter sig mod tyrkerne selv. Vi vil vise det danske samfund, at tyrkerne tager en akademiske uddannelse, og gerne vil bidrage positivt til samfundet, siger Mehmet Bahadir Dagli.

[infobox]Læs mere om foreningen på deres Facebookside[/infobox]

Tyrkerne er den største minoritet i Danmark, men de har ikke et fælles talerør. Især akademikerne er meget adskilte i forskellige grupperinger.

– Det er det vi gerne vil gøre op med. Vores overordnede vision er at samle alle akademikere med tyrkisk baggrund i hele landet, fortæller formand Mehmet Bahadir Dagli.

Han påpeger, at alle er velkomne til at indtræde i den nye union uanset politisk eller religiøs overbevisning. Desuden skal den nye forening også være med til, at tyrkerne kan arbejde stærkere sammen.

– Når der sker ting eller der sker uretfærdigheder, så vil vi gerne have en repræsentant, der kan udtale sig for os alle så bredt som muligt, fortæller Mehmet Bahadir Dagli.

I hele april tager unionen for dansk-tyrkere ud til Danmarks forskellige universiteter for at holde informationsmøder. Planen er, at der i den nærmeste tid skal opstå lokalforeninger på syv af Danmarks universiteter. På de steder vil man så fokusere på at øge uddannelsesniveauet og det akademiske på landsplan.

– Vi vil meget gerne have flere dansk-tyrkere på universiteterne, så vi som minoritetsgruppe kan blive stærke i det danske samfund. I forhold til de andre minoritetsgrupper i Danmark, så halter vi bagefter. En bachelorrapport fra SDU viser, at tyrkiske drenge gennemsnitligt er sidst og tyrkiske drenge, der er efterkommere, er næstsidst, når det gælder om, hvem der tager en længere videregående uddannelse i forhold til de andre minoritetsgrupper i Danmark, siger Mehmet Bahadir Dagli.

 Første landsforening på  Syddansk Universitetdansk-tyrkisk 2

Den første af de syv landsforeninger vil blive oprettet på Syddansk Universitet i Odense. Planen er, at der fremadrettet vil blive afholdt forskellige arrangementer, som har til formål at knytte tyrkerne tættere til universitet og at de meget hurtigt får oprettet sig et akademisk netværk på universitetet.

– Vi vil også prøve på at optage et samarbejde mellem os og kommunen for at kunne realisere vores projekter, fortsætter formand for foreningen.

Unionen vil gerne vende det kendte billede om tyrkerne og vise, at der er nogle, der tager en universitetsuddannelse som her på Syddansk Universitet og som gerne vil bidrage til samfundet.

Et projekt, som allerede nu er fastlagt, er en forældreaften på Syddansk Universitet, hvor forældrene til de tyrkiske studerende har mulighed for at besøge universitet og få informationer om, hvor vigtigt en akademisk uddannelse er.

– Der vil være oplæg fra studerende med tyrkisk baggrund. Det er meget vigtigt, da mange tyrkiske studerendes forældre er ikke-akademikere og ikke har kendskab til universitetsuddannelsens betydning, siger Mehmet Bahadir Dagli.

Desuden vil der være en panel debat om Tyrkiet-EU processen og andre arrangementer, der skal forbedre kendskabet til Tyrkiet for alle interesserede. Blandt deltagerne i mødet i torsdags var blandt andet Bahar Kirici, som læser religion. På Facebook blev hun opmærksom på informationsmødet.

– Jeg læste lidt på det og så også TV-indslaget om den nye forening og det lød meget interessant. Noget lignende har ikke eksisteret før, siger Bahar Kirici.

På hendes studie er hun den eneste oprindelige tyrkiske studerende. Hun føler sig dog ikke fremmed på sit studie, da hun er vokset op i Danmark og føler sig som dansk-tyrker. Men når det kommer til skolearbejde eller opgaveskrivning, kan det være svært for hende at hente hjælp.

– Det er i de situationer, hvor jeg tror at en foreningen Dansk-Tyrkisk Akademiker Union kan vejlede en og komme med hjælp, afslutter Bahar Kirici.

The following two tabs change content below.