De fleste unge kan muligvis nikke genkendende til, at studietiden til tider kan føles som at befinde et venteværelse. Et uundgåeligt venteværelse, hvor der skal pilles navle og trilles tommelfingre i et par år, før den reelle jagt på drømmejobbet kan skydes i gang. Men så findes der også dem, der føler sig ganske godt tilpas i venteværelset, og faktisk foretrækker at blive hængende.

Jon Rostgaard Boiesen er, hvad man kan kalde en atypisk studerende. For han er knapt så ung som flertallet. 37 år for at være præcis. Dermed ikke sagt, at 37 er en høj alder, men måske en alder, hvor de fleste er godt i gang på arbejdsmarkedet. Og oftest har været det i et stykke tid.

Jon begyndte på sin første videregående uddannelse i 1997, og han er endnu ikke færdig. I en alder af 20 år begyndte han at læse historie i Aarhus, men det blev en kortvarig affære. Han var for ung, studiet var for kedeligt, og med kun lidt arbejdserfaring og kontanthjælp i bagagen fra sit ene sabbatår, droppede han ud efter kun seks måneder.

En tur med den transsibiriske jernbane virkede langt mere tiltalende for Jon, end tørre timer i en forelæsningssal om det danske landbrugssamfund i 1700-tallet.

Jon tog den med ro

Da han bliver spurgt, om han ikke havde travlt med at komme i gang igen, tøver han ikke længe.

– Nej, det havde jeg ikke, griner han. Eller med at blive færdig for den sags skyld.

I 1999 valgte Jon dog at starte på filosofi. Det blev en uddannelse, der kom til at tage ham 11, næsten 12 år. Nok til at han burde blive kaldt Evighedsstudenten.

– Der var mange ting, der gjorde, at det tog så lang tid. Men specialet gjorde det først og fremmest. Det var virkelig en specialesump, fortæller han.

– Og det er ikke fordi, at jeg synes, at alle skal gøre som mig. Men jeg synes, at det er blevet for meget med fremdriftsreform, og at man bare skal køre igennem.

Jon brugte næsten fire år på at skrive et speciale, der rent faktisk kun var beregnet til et år. Delvist fordi han havde svært ved at disciplinere sig selv. Delvist fordi han i bund og grund bare ikke havde travlt.

– Man kan have gode grunde til at blive forsinket. Og det er også fint at bruge lidt tid på at snuse til faget og ikke tage alle eksamenerne med det samme, fastslår han.

Farvel til SU

Men Jon endte på den front med at gøre sig selv en bjørnetjeneste. Den såkaldt manglende drivkraft for at gøre specialet færdigt gjorde, at han omtrent midt i sin studietid fik frataget sin SU. To bittesmå bogstaver. Altafgørende for en studerende.

At finansiere studiet med arbejde ved siden af blev en kæmpe hindring i forhold til at få specialet afleveret.

– Den proces jeg havde med mit speciale, er ikke noget, jeg vil anbefale nogen, forsikrer Jon.

– Det var hårdt og ubehageligt. Jeg gik ned på det, og der var mange perioder, hvor jeg slet ikke arbejdede på det.

Men hvorfor blev Jon så hængende i første omgang? Reglerne om SU-klip er klare, ligesom Jon var klar over, at det en dag ville blive en udfordring. Forklaringen ligger i den uoverskuelighed, der følger med at blive færdiguddannet.

– Jeg havde svært ved at blive færdig og se mig selv komme ud på den anden side, fortæller han.

Ubevidst trak han tiden ud, fordi han ikke vidste, hvad der ventede.

– Filosofi er ikke et fag, hvor der ligger et job parat til dig, når du er færdig. Det er ikke ligesom at blive journalist, lærer eller læge. Det er meget sjældent, at nogen rent faktisk søger en filosof.

Blev hængende

På trods af at være færdig med sit speciale og have modtaget eksamensbevis og hvad der ellers hører med, har Jon stadig tilknytning til instituttet. Ikke i en formel forstand, men han kommer der stadig, når der dukker arrangementer op, han finder interessante.

Det kunne være et spændende foredrag eller en konference. Og så er han medlem af en læsekreds for tysk idealisme, der mødes en gang om måneden og diskuterer tekster. Fordi han simpelthen ikke kan lade være.

– Det er ikke noget, jeg kan bruge til noget i den forstand, for det øger ikke mine jobmuligheder. Det er noget, jeg gør for mig selv. Jeg kan bruge det til noget som menneske, og det giver mig noget. Sådan har jeg altid haft det med uddannelse. Det er ikke noget, jeg skal have for at kunne bruge det. Det handler mere om, om det er spændende.

Jon får ikke de store aha-oplevelser længere, som han gjorde, da han studerede. Han ved mere nu, og de ting, han syntes, var svære engang, er ikke så svære længere. Men han forsøger stadig at opnå dem, og derfor bliver han hængende.

– Det med at studere har for mig noget at gøre med at blive klogere. Min ambition om at forstå, hvordan hele verden hænger sammen, har jeg lidt måtte opgive på. Engang skulle jeg forstå alting. Det var også derfor, jeg skulle læse filosofi, for det var alting. Men som man bliver ældre, lærer man, at man ikke kan kende hele verden.

Bare tre år mere

Jon ville savne studielivet, hvis han ikke holdt fast i det. Om ikke andet ville han i hvert fald savne filosofien. For studielivet giver ham noget, arbejde ikke kan.

– Det at man kan fortsætte med at tænke. Stadig overveje de store spørgsmål, som man nødvendigvis ikke går og gør i hverdagen. Det er noget, man hurtigt kan falde fra på, hvis man ikke gør det, fortæller han.

– Men den der følelse af virkelig at tænke igennem. At komme derud, hvor det virkelig er svært og frustrerende. At presse sig selv til yderste tankeevne. Det er der, det bliver spændende. Nu har jeg aldrig prøvet at tage den kolde tyrker, så jeg ved ikke, hvordan det ville være at sige stop.

Og Jon har umiddelbart ikke i sinde at sige stop. I hvert fald søger han i den nærmeste fremtid om en ph.d.. Han har før søgt ph.d. i Aarhus, på RUC, SDU og KU, og har efterhånden ikke tal på, hvor mange gange det løber op i. Omkring de ti er hans eget bud.

Det ideelle job for Jon ville ifølge ham selv være som underviser p universitetet, hvor en ph.d. ville være det første skridt på vejen. Alligevel føler han selv, at det er for højt et mål at sætte sig.

Jon vil ikke beskrive sig selv om ambitiøs i en karrieremæssig forstand, men nærmere som intellektuelt ambitiøs.

Hvorfor så få en ph.d.?

– Altså, jeg har lyst til at lave det projekt, og jeg har lyst til at få tre års fast arbejde, siger han.

Om det vil forbedre hans jobmuligheder i fremtiden, er han dog ikke sikker på. Ej heller, hvad han vil bruge den til.

Alligevel mener han ikke, at det vil være spild af tid, for han vil få mulighed for at arbejde med det, han allerhelst vil. Om ikke andet i tre år.

The following two tabs change content below.

Sarah Sandhøj

Nyeste indlæg af Sarah Sandhøj (se alle)