Det er mandag aften. Mørket har for længst opslugt alt det lyse. Men i Odense midtby kæmper flere tusinde mennesker for at holde flammen tændt. De mange oplyste fakler får ens hoved til at blive helt ør. Men man fortsætter.  Som en lillebitte del af den gigantiske menneskeslange, hvis færd går gennem den inderste del af Odense. Den mumlende dyne af småsnak bliver kun sporadisk afbrudt af den klagende lyd fra utålmodige biler. Bus nummer 141 mod Otterup lister sig langsomt forbi.

Ruten ender under det store ur på Flakhaven. Alle er samlet af én grund, men alle ønsker, at grunden var en anden. Men det kan ikke laves om. Danmarks hovedstad blev den 14. februar 2015 udsat for terror – med to konkrete ofre.

– Vi skal have respekt for de enkelte mennesker, hver og især, som vi står samlet i dag, hvorfra vi end er kommet, hvad vi måtte tro på eller hvilken religion vi har, lyder det fra Odenses borgmester, Anker Boye, til de fremmødte.

– Retten for vores friheder, retten for at udtale sig er helt afgørende for den gensidige respekt over for hinanden. Det er en balance mellem frihed og ansvar for hinanden. Det ansvar og den frihed vil vi gerne værne om, runger ud fra de opstillede højtalere.

Talen blev kun afbrudt af de tunge slag fra Rådhusets store ur, og da klokken slog ni, bredder der sig et minut stilhed til de uskyldige ofre for terrorangrebet.

Og langsomt, kun langsomt begynder klumpen af mennesker at opløse sig. Folk forlader hånd i hånd stille Flakhavens store ur – men mørket kan de ikke slippe.

The following two tabs change content below.

Julie Würtz

Nyeste indlæg af Julie Würtz (se alle)