Henrik Milling kan underholde ethvert selskab. Han er bedre end 1001 nats eventyr, når han først åbner op for de fedeste, skøreste og mest dramatiske musik-historier.

– Der er nogle, der samler på frimærker, der er nogle der samler på testel og der er nogle, der samler på sommerfugle. Jeg samler på historier, fortæller DJ Henrik Milling.


[toggle title=”Røv og Roxanne”]

I 1979 tager en lærer fra Newcastle til London. Han har store ambitioner og starter et band op sammen med to andre drenge. De har ikke penge, så de medvirker i en shampoo-reklame og farver deres hår sølv. Der er dog stadig ikke mange penge til at lave musik for, men de får alligevel lavet et demobånd.

På en af optagelserne kommer en af drengene, Sting, til at sætte sig på klaveret, så tonerne flyder ud i kaotisk symfoni. Og han griner højt. Og så råber han “Rooxaannee!”

Fordi pengene er så små, må The Police klippe nummeret sammen på forskellige, ledige stykker affaldsbånd, men heldigvis blev singlen udgivet. I dag kan man høre originalen med røv-godt klaverspil og små hak undervejs.

The Police, “Roxanne”

[/toggle]
[toggle title=”The meanest manager”]

Det gælder om at have styr på sine kontrakter. Det har Vanilla Ice ikke. Til gengæld har han en langfingret manager, der render med hele profitten.

Vanilla Ice er bare en gut, der gerne ville rappe. Så han laver “Ice, Ice Baby” og et pladeselskab samler det op.

Nummeret haster selvfølgelig op ad hitlisterne og bliver et internationalt mega-hit. Den sælger 18 millioner singler indenfor det første år. Men hans manager, Suge Knight, som i øvrigt sidder i fængsel nu, havde fikset lidt med kontrakten. Så alt hvad der hedder publishing og rettigheder overgår til managementselskabet.

Vanilla Ice får ikke en rød reje for sit hit.

Vanilla Ice, “Ice, Ice Baby”
[/toggle]
[toggle title=”Misforstået kokain”]
Der sidder to mænd på Vesterbrogade, som pludselig modtager ufattelig mange fanbreve fra hestepiger, der syntes, det er for fedt, at der er blevet lavet et dansehit om at have hest. Men White Horse handler slet ikke om heste.

Det ved man godt i USA, hvor sangen også er vildt populær.

Imens resten af planeten går og hører Sunshine Reggae, er White Horse the shit i USA. Så amerikanerne vil have Laid Back til staterne, og de to gutter på Vesterbro må sende et billede til at starte med.

Tim og John sidder og ryger og tager livet ret let. De gider ikke rigtig flyve til Amerika.

Der går dog ikke længe, inden et telegram kommer igen. De må ikke komme. De må for Guds skyld ikke komme til USA!

Alle tror nemlig, at de er de ondeste, sorteste technodudes, og hvis nogen opdager, at det ’bare’ er Tim og John fra Vesterbro, vil det ødelægge deres image fuldstændig.

Så Laid Back slipper for flyveturen og bliver på Vesterbro, hvorfra de kan fortsætte deres meget afslappede – og lidt tågede – hverdag.

Laid Back, “White Horse

[/toggle]
[toggle title=”Funky one hit-wonder”]

Seks italienske fyre har et band, som hedder Wild Cherry – et classic american rock-band. Det går ad helvedes til for dem, men de får et gig på et diskotek i Pennsylvania, der hedder “The 2001”.

Her skal de spille 3-4 aftener om ugen i en måned. Men det er slut 70’erne – midt i diskobølgen, hvor folk kun hører Gloria Gaynor og Donna Summer.

Ingen gider rock. Derfor er Wild Cherry tæt på at gå af scenen, indtil diskoteksejeren siger: “You just gotta play that funky music, White boy!”

Dagen efter laver bandet et nyt nummer. “…There was a boogie singer playing in a rock’n’roll band…”.

De spiller nummeret, da de aftenen efter går på scenen, og publikum er ellevilde.

Nummeret bliver indspillet og stryger til tops. Men her begynder problemerne for rockbandet, for de aner ikke hvordan man laver funk. De udgiver et album – og det stinker! Det er beyond lort, og de får kun det ene one hit-wonder.

Wild Cherry, “Play that Funky Music White Boy”

[/toggle]
[toggle title=”Diva-skideballe”]
Jazzsangerinden Chaka Khan har brug for et hit i starten af firserne. Selvom anmelderne er vilde med hende, kræver folket pop. Så hun finder et gammelt Prince-nummer – “I Feel for You”.

Hun indspiller den og synes, den er hjemme. Stewie Wonder er endda inde over det. Men der er en lang trommeintro på 40-50 sekunder, som producerne ikke er vilde med. Det er tomt. Men rap er in, så de inviterer rapperen Melle Mel fra the Furious Five i studiet, uden Chaka Khan ved det.

Han begynder at sige “Chaka, Chaka, Chaka, Chaka Khan, Chaka Khan, Chaka Khan, Chaka Khan, Chaka Khan, Let me rock you, Let me rock you, Chaka Khan, That’s all I wanna do”.

Det bliver samplet ind i starten af nummeret, og først da det færdige produkt skal høres igennem opdager Chaka Khan, at der er lavet om i det. Hun bliver rasende, og hun er kvinde for en ordentlig skideballe – parat til at slå folk ihjel.

Alle andre i lokalet synes, det er det vildeste. Hun gør alt, hvad hun kan for at stoppe det, men den udkommer.

Lige siden har hun har været kendt for det, hun hader mest. ”Chaka, Chaka, Chaka, Chaka Khan, Chaka Khan, Chaka Khan, Chaka Khan, Chaka Khan…”

Chaka Khan, “I Feel for You”

[/toggle]
[toggle title=”Practical joke”]

Producertrioen, Stock Aitkin Waterman, der står bag blandt andet Rick Astley og Kylie Minogue, dominerer den britiske hitliste med et hav af numre, der ligger i top tre. De har fået en ny duo, Mel & Kim – to rigtige poptøser.

De mangler bare et fedt nummer. Imens Watermans job er at promovere og sælge, står Stock og Aitkin for produktionsdelen. De går i studiet med Melanie og Kimberly og får lyst til at tage pis på Waterman. Så de sampler omkvædet, “Take or leave us only please believe us / We ain’t never gonna be respectable” til “Tay, tay, tay, tay, tay, tay, take or leave us only please believe us / We ain’t never gonna be respectable”.

De kalder Waterman i studiet, som nærmest hopper i begejstring:

“That’s the single most amazing thing I’ve ever heard!”

Det resulterer selvfølgelig i et større skænderi om, hvorvidt samplingen skal bevares eller ej, men Waterman vinder og nummeret stryger direkte ind på en førsteplads. Heldigvis – ellers havde det måske betydet opløsningen af en britisk popmusiks giganter.

Mel & Kim, “Respectable”

[/toggle]
[toggle title=”Et forpustet hit”]

Det mest spillede danske nummer på dansk radio bliver til en dag, hvor Peter Frødin er ude at jogge med Søs Fenger.

Hun er for hurtig, og Frødin må hele tiden råbe “Vent på mig! Vent på mig, veeent på mig.”

Til sidst sætter han sig på en bænk og nynner det.

“Vent på mig” bliver altså til på en joggetur rundt om søerne. Mere specifikt på bænken helt oppe ved Østerbrogade.

Jimmy Jørgensen, Martin Brygmann og Peter Frødin, “Vent på mig”

[/toggle]
[toggle title=”Cowboysang”]
“The Cowboy Song” er et halvfærdigt nummer, Queen har liggende.

“Mammaa – just killed a man”. Der er cirka halvandet vers om den stakkels kriminelle cowboy, indtil Freddy Mercury får den ide, at der skal et operastykke om retssagen på. “Will not let you go / Let me go! / Never, never let you go /Neverletmego,oh/No,no,no,no, no, no, no.“ Det bliver en opera-samtale mellem anklager, forsvarsadvokat og den tiltalte cowboy. Et nummer, der bliver fundet et helt andet sted.

Cowboyen bliver dømt til døden. Den sidste del af nummeret bliver fundet et tredje sted i Queens kartotek. Kun Freddy Mercury ved, hvad det skal blive til, men de andre hopper med på den vanvittige ide. “The Cowboy Song” bliver gjort færdig, og varer over 5 min. Det er pladeselskabet ikke vild med, og den må kortes ned. Men Queen stiller dem et ultimatum: Enten bliver sangen den næste single, ellers vil Queen aldrig mere indspille noget. Pladeselskabet vil nemlig ikke kunne tvinge dem til at gå i studiet. Det ender med, at de giver en kopi af nummeret til en DJ fra BBC, som ’kommer til’ at spille den i radioen. Det medfører en lavine. Folk er vilde med den!

Det nummer, vi i dag betragter som en genistreg – et gennemtænkt nummer med dybde, er altså tre sange, der har ligget i hver deres kasse af ufærdige numre.

Queen, “Bohemian Rhapsody”

[/toggle]
[toggle title=”Svensk retssag”]

Lars Daneskov er tidligere dansk radiovært og er indirekte skyld i et af halvfemsernes største musikfænomener.

Han er vært på radioprogrammet 7’eren på P3 i 90’erne.

En aften havner en plade på hans bord – en meget mærkelig og dårligt produceret plade, af et band der hed The Justified Ancients of Mu Mu.

På skotsk bliver der rappet derudaf, og lige pludselig lyder hele introen af “Dancing Queen”. Så rap igen og så mere Dancing Queen.

Lars Daneskov ringer op til Stockholm, til Polar Records og Stig Andersson, som er Abbas manager. Han er en stor kanon og svær at komme igennem til, men der er forbindelse, og Daneskov holder røret op mod højtaleren og afspiller nummeret for Andersson, som bliver vred.

Det ender med en stor retssag, og alle kopier af nummeret skal destrueres, og de penge, det allerede har inkasseret, skal gives til Polar Records.

De to skotske fyre danner i stedet bandet Kopyright Liberation Front. KLF. Takket være sladrehanken Lars Daneskov.

KLF, “Justified and Ancient”

[/toggle]
[toggle title=”Grove bombe-trusler”]
Brothers Johnson er et funkband. De spiller blandt andet med på Michael Jacksons første og anden plade.

De spiller til en koncert i Chicago, som tidsmæssigt trækker ud. Det er problematisk, for de skal spille i Los Angeles senere.

Alle, der kender lidt til amerikanske afstande, ved, at man ikke bare kører fra Chicago til LA på et par timer, så de må flyve. Men de er en time fra lufthavnen og flyet letter om 20 minutter.

Der bliver taget en hurtig beslutning, og der foretages et opkald fra en mønttelefon til lufthavnen og med is i maven melder de en bombetrussel.

Da de når frem til lufthavnen spiller de overraskede over, at flyet er forsinket, men når altså festen i LA.

Brothers Johnsen, “Get the Funk Out Ma Face”

[/toggle]
[toggle title=”Et kærlighedsnummer”]

Det er midt 60’erne. Paul McCartney har som 26-årig lige købt en Aston Martin – den samme som James Bond – en blå DB 5’er. Han er på vej igennem Londons gader ud til John Lennon, hvor det står skidt til.

Lennon er nemlig ved at blive skilt fra sin første kone, Cynthia. De voksne er McCartney ikke nervøs for, hans bekymring er rettet mod parrets søn, treårige Julian.

Han sidder derfor i sin nye blå Aston Martin og nynner: “ Hey Jule / Don’t make it bad / Take a sad song and make it better.”

Da han kommer ud til Lennon, siger han: “Jeg skal spille noget for dig.”

De to spiller tit musik for hinanden og konkurrerer i, hvad de hver kan finde på.

Lennon er altid enormt kritisk, men da han hører McCartneys ide, siger han: “Det er det bedste nummer, jeg nogensinde har hørt.”

McCartney har senere udtalt, at det er første, sidste og eneste gang, John Lennon ikke har haft en kommentar.

Nummeret bliver dog lavet om til “Hey Jude”, som er er et britisk drengenavn, og fraser, som blandt andet “You were ment to go out and get her”, bliver tilføjet, så det i stedet bliver en kærlighedssang.

Men den er skabt til Julian, hvis mor og far skulle skilles.

Beatles, “Hey Jude”

[/toggle]
[toggle title=”Uhuu – Ulvehyyyyl”]

Al lyd og alle billeder er blevet lavet på ny til Michael Jacksons “Thriller”.

Alt er optaget fra bunden – selv lynene, der slår ned.

Fik folkene bag ikke det rigtige lyn, måtte de vente til næste tordenvejr. Og derfor skal der også hentes ulvehyl, men da der ikke bor ulve i Los Angeles, søger produktionen op i bjergene, Orange Country, til en mand, der opdrætter ulvelignende ulve.

Her sidder de om aftenen og forsøger at få dyrene til at hyle. Der sker ikke en skid, og man forsøger i desperation at finde klip i dyrefilm.

Til sidst springer Michael selv til og siger, “Why don’t I try?”. Og derfor er de ulvehyl, der sætter “Thriller” i gang, pop-kongens egne.

Michael Jackson, “Thriller”
[/toggle]

The following two tabs change content below.

Sarah Bech Lundegaard

Nyeste indlæg af Sarah Bech Lundegaard (se alle)