Hun har taget kampen op med fortiden. Eller nærmere – hun har valgt at lade den ligge. For hvad nytter det at hænge sig i fortiden? Med forskellige projekter i omløb og en kærlighed til livet efter de 30, bliver al fokus brugt på det, der er i dag – og måske i morgen.

Skuespiller, filminstruktør, komiker, sanger, sangskriver og børnebogsforfatter. Ja, Hella Joof er lidt af en kulturel altmuligkvinde, når det kommer til, hvilke roller hun påtager sig. Og hun vil gerne være dem alle sammen på én gang.

For mens der bliver lavet filmoptagelser på Malta, er der en børnebog på vej herhjemme med en to’er liggende klar. Og ved natbordet på Frederiksberg ligger en lille notesbog med ideer til små noveller og uddrag til sjove sange. Man skal passe på med ikke at snuble i forvirring over alle de planer, Hella Joof har gang i.

Selv virker hun dog rolig og entusiastisk, når hun åbner op for et nyt samtaleemne med endnu en ting, som hun også liiige er i gang med.

Hella på hjemmebane

Jeg møder Hella Joof en torsdag eftermiddag i København foran biografen Palads. Vi skal ind og se testvisningen af hendes nye film All Inclusive, der kommer i biograferne til december. Sammen med os er en af skuespillerne i filmen, producenten og en af Hellas tætte venner.

– Vi mener jo selv, at filmen er sådan lidt ungdommelig, men vores målgruppe er jo nok for at være realistisk 45 plus, griner Hella.

Den påstand bliver dog sekundet efter udfordret ved, at en ung dreng på omkring 17 år høfligt henvender sig til Hella med en forespørgsel på, hvornår man kan forvente en ny film fra hende. Med et glædeligt svar om, at der snart kommer en ny film, forlader han os, og Hella småvisker til mig: ‘Nååå, det var sødt’.

Filmen er lige begyndt, da vi sniger os ind på den bagerste række. I lærredets skær forsøger jeg at genkende mig hvor mange, der er dukket op. Isserne ligner nogle, der kan tilhøre både gamle og unge, og umiddelbart kan jeg ikke se et eneste ledigt sæde i salen.

Jeg synker ned i mit rødpolstrede sæde, og forlader Danmark i kurs mod hedere himmelstrøg på Malta, sammen med en mor, spillet af Bodil Jørgensen, og to søstre, spillet af Danica Curcic og Maria Rossing, der er hinandens modsætninger.

Der er dømt Pina Colada, blomsterkranse og familiedrama i den næste time og 28 minutter.

En god billist

Hella voksede op sammen med sin lillesøster og sin mor i et hjem noget mindre end klassekammeraternes, uden en bil i indkørslen eller en far, der kom hjem fra arbejde. Faktisk kom han aldrig hjem. Han boede nemlig i Afrika.

– Alle mine venner, som havde en far og en mor og en kernefamilie, fik kørekort, da de var 18, for det gjorde man jo bare. Men min mor havde ikke noget kørekort, og vi havde ingen bil, og jeg havde ikke nogen far, som havde en bil. Min stedfar, som min mor blev skilt fra, da jeg var seks, havde kortvarigt en folkevogn, men ikke længe nok til, at jeg identificerede mig med at være en familie med bil.

– Så jeg fik først kørekort, da jeg var 36. Men så er jeg til gengæld også en god billist, ler Hella og fortæller, at hun først købte en brugt, hvid Mercedes Stationcar og samme dag gik ned til køreskolen og meldte sig til.

– Jeg havde aldrig fået det kørekort, hvis jeg ikke havde købt den bil først.

“Det er aldrig de dumme, der får tis på sig, det er altid de søde.”

I dag er den gamle Mercedes solgt og skiftet ud med en cykel. Dog har hun stadig en bil, som bliver brugt, når hun har et presset skema og har flere møder i hver sin ende af byen. Hvilket er ret ofte.

Foto: Jesper Hede

Foto: Jesper Hede

Har du manglet en faderfigur i din barndom?

– Det er lidt kontrafaktisk, når man skal snakke om, hvordan noget havde været, hvis man havde en far. Og jeg havde jo en stedfar, som var sød ved mig. Men måske havde der været lidt mere styr på nogle ting i mit hoved. Men det ved vi jo ikke noget om, siger Hella og fortæller i korte fraser om, hvordan hun én gang besøgte sin biologiske far i Afrika som 14 årig, og at han ikke var en del af hendes liv på nogen måde.

– Det der med at have sådan en fast størrelse, som en far jo er. Det betyder bare noget.
Hella stopper op og stilheden dominerer et sekund.

– Men jeg har besluttet mig for, at jeg ikke kan side og pive over det, der ikke har været. Man bliver altid nødt til fokusere på det, der er, og det, der kan komme. Ellers er det fandme svært at blive glad.

For præcis ti år siden døde Hellas mor. Forholdet mellem mor og datter beskriver Hella som kompliceret. Men i sit voksne liv og i rollen som mor har Hella fået en bedre forståelse for situationer, hendes egen mor har været i.

– Altså jeg vil sige, at jeg har et virkelig godt forhold til min mor nu, efter hun er død. Det er jo mm.. stopper Hella op og trækker vejret, inden hun forsætter: Det er jo sådan lidt morbidt. Der er en masse ting, som jeg har været vred på hende over, som jeg nu har sluppet, fordi jeg selv er blevet gammel og voksen.

– Men jeg har talt så meget om min mor i så mange interviews, så jeg har på en eller anden måde lyst til at lade det ligge – forstår du, hvad jeg mener? Lade hende hvile i fred.

“Hvis man spørger kvinder, hvad der er galt, så er der ikke noget galt, men det kan man jo se, der er. Så skal man gætte, hvad der galt. Og det kan mænd ikke gætte. De tror, det er noget med hunden.”

Ung og skilsmisseramt

Den dag Olivia kom til verden, lovede Hella sig selv én ting. Hun ville gøre sig umage med ikke at gentage de fejl, som hun synes hendes egen mor begik. Men mange af de samme fejl har Hella allerede begået.

Foto: Jesper Hede

Foto: Jesper Hede

– Jeg har været ung og skilsmisseramt. Og så var jeg træt. Det værste jeg vidste var, når min egen mor kom hjem og var træt. Hvis jeg kunne lave noget om, så skulle det være det. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skulle have gjort anderledes. For jeg var ene om at forsørge, og som skuespiller skulle jeg være væk om aftenen. Jeg ville bare ønske, at det havde været lidt federe, da Olivia var lille.

Hella er 25 år, da hun får datteren Olivia. På det tidspunkt går hun stadig på skuespillerskolen i Odense og er gift med skuespiller Runi Lewerissa. Tre år senere bliver de skilt, og Hella flytter med sin datter i en lejlighed på Nørrebro. Der bor de nogle år med en dårlig bolig situation, indtil Hella begynder at tjene flere penge, og de får råd til at rykke i noget større.

– Det var simpelthen så vigtigt for mig, at Oliva og jeg skulle bo i en stor lejlighed, som jeg fik anskaffet os på hjørnet af Værnedamsvej. Olivia fik sit eget soveværelse og sin egen stue. Men hun sad altid ude i køkkenet, for det var slet ikke hendes behov, det var mig, der havde den drøm, da jeg var barn, fortæller Hella, der tydeligt husker, hvordan hun som ung altid var ovre hos barndomsveninden, der havde sit eget værelse med tilhørende stue.

I sin stræben på at være en lyttende og forstående mor, har Hella i dag et tæt bånd til sin datter og flere timers hyggesnak i køkkenet, er ikke ualmindeligt, når Olivia kommer på besøg.

– Men der er også en ulempe ved sådan nogen som os, siger Hella.

Sådan nogen som os?

– Jeg mener os søde og rummelige forældre, man kan snakke med. Jeg har været svær at gøre oprør imod, fordi der ikke rigtig har været nogen grund. Jeg har næsten altid sagt ja. Men nogle gange skal man bare være en dum kælling, så ens børn kan få lov til at hade en.

‘Ting bliver nødt til at være sande’

Filmen er slut. Som en pose blandet slik får man serveret de kiksede situationer, som en sur vingummistjerne akkompagneret af en underlagt humor, som fylder munden af blød karamel med chokoladeovertræk. Hvilket på alle måder gør det til en rigtig Hellaproduktion, og som hun selv siger:

– Folk, der kender mig, kan meget tydeligt se, at det er mig, der har lavet den.
For at kunne instruere film, skal Hella have et ejerskab til historien, og det skal være emner, hun kan forholde sig til. Som da Hella for to år siden fik refereret manuskriptet til All Inclusive af Mette Heeno og straks bed på.

– Jeg vil aldrig kunne lave sådan en ‘Min Søsters Børn-film’, hvor der var nogle, der kom med et manuskript og sagde ‘Vi skal have 260.000 i biografen, og det skal være sådan og sådan’. Det ville jeg slet ikke kunne. Så ville jeg ikke få en eneste idé, siger Hella og fortsætter:

– Ting bliver jo nødt til at være sande. For eksempel i den scene i vores film, hvor de står og ikke kan komme ind af døren. Hvor nøglekortet skal prøves 100 gange, før det virker, og de kan komme ind på hotelværelset. Det er sådan noget, vi finder på, når vi er på optagelserne, fordi det er så irriterende! Og den scene hvor moren får tis på sig, efter hun lige er blevet forladt af sin mand. Det er jo slet ikke sjovt. Og sådan er det jo. Det er aldrig de dumme, der får tis på sig, det er altid de søde. – Det er meget min humor, griner Hella.

Følelsen af ejerskab og magt til selv at bestemme kom for alvor, nogle år efter Hella var blevet færdiguddannet på skuespillerskolen i Odense.

– Jeg var ikke speciel tilfreds med at være skuespiller, fordi du kun har indflydelse på din egen skive af lagkagen, og du skal ikke blande dig i så specielt meget mere, for det gør instruktøren stresset. Til sidst blev det sådan, at jeg ofte sad med manuskriptet og tænkte ‘ej, skal jeg spille den lorterolle, den gør jo hverken fra eller til!’, fortæller Hella og mister i samme sekund sit fæstnede blik på mig, og viger det over på en forbigående kvinde.

– Ej, de er smarte de bukser! Er de ikke smarte?

Kvinden, der er først i 30’erne, har et par leopardbukser på.

– Det er også en god farve til leopard – sådan en mørk pudderfarvet, fortsætter Hella optaget af de løse leopardbukser, hvorefter hun langsomt slipper blikket og igen kigger hen på mig.

– Kan man godt tillade sig at spørge, hvor hun har købt dem?

På trods af intentionen glemmer Hella dog at spørge kvinden efter interviewet.

Foto: Jesper Hede

Foto: Jesper Hede

Vi har erstattet biografsalens stilhed og den fælles latter med støjen fra kaffekværnen, mælkeskummeren og den efterfølgende meget aggressive banken i bordet for at samle mælken.

Indimellem overdøver støjen så meget, at jeg til trods for min skærpede koncentration, må få Hella til at gentage.

Da jeg kommer med en lille bemærkning om den høje rumsteren, giver Hella mig ret, men fortsætter derefter ubemærket sin fortælling. Som om det alligevel ikke generer hende det mindste i at skulle fortælle videre.

“Til sidst blev det sådan, at jeg ofte sad med manuskriptet og tænkte ’ej, skal jeg spille den lorterolle, den gør jo hverken fra eller til!”

Efter den lille afbrydelse fortsætter vi samtalen om Hellas skuespillerkarriere, der udover den manglende indflydelse også havde en anden bagside.

– Jeg havde sådan et indbygget problem, at det var, og til dels stadig er, røvbesværligt at have en anden hudfarve i Danmark – og især i 1990, da jeg blev uddannet. Altså det er ved at blive bedre nu. Men på det tidspunkt var det bare røvbesværligt, siger Hella og beskriver en episode fra Odense Teaterskole, hvor teaterchefen fortalte hende, at hun nok var lidt for eksotisk til at være ansat i provinsen.

Også når der skulle castes til en rolle, måtte Hella ofte vige sin plads til en anden, fordi hun var mørk.

“Ej, hun kan ikke spille spindoktor. Jamen, så kan hun spille nabo, ej det bliver også for mærkeligt, så kommer det til at handle om det med hudfarven. Ej, ved du hvad, vi tager hende her i stedet”, parodierer Hella, mens hun i et forsøg på at vise, hvordan rollerne bliver fordelt, rykker rundt på den tomme chokoladeindpakning, som hun få minutter inden har spist indholdet af.

– Jeg har oplevet det tusindvis af gange. Det kan man jo vælge at blive stiktosset, bitter og såret over, eller også kan man ligesom sige, ‘sådan er virkeligheden’ og finde en måde at navigere i den på uden at blive vanvittig.

‘Enormt heldigt’, som hun selv udtrykker det, så får hun penge til at instruere sin første film En kort en lang, der ender med at blive en kæmpe succes.

– I dag kan jeg selv caste og vælge, hvem jeg vil have med i mine film. Jeg har altid folk af forskellige etniciteter med i det, jeg laver. Måske kan vi være med til at træde en sti til den næste generation af brune eller koreanere.

Mænd

I dag bor Hella på Frederiksberg i et roligt, kærligt og meget voksent parforhold med sin mand Henrik Jepsen. Sidste år blev de gift efter ti år som kærester. Men Hellas forhold har ikke altid været rolige, tværtimod har de været dramatiske, og der var en periode, hvor hun havde 2-3 års-lange-forhold, som overtog hinanden på skift.

Men som helt ung var der ikke meget kendskab til hankønnet.

– Jeg har gjort meget ud af at forklare Olivia, at der er forskel på mænd og kvinder, for det vidste jeg ikke, da jeg var barn. Jeg vidste ikke, at mænd tænker anderledes. Fordi der var jo ingen fastboende mænd i mit hjem. Der var min søster, min mor og jeg og min mors kærester, men de var sådan “ad”.

Hella rækker tungen ud af munden og laver en grimasse.

– Det er bare godt at vide det der med mænd, fortsætter Hella og kommer ind på, hvor enkle mænd er i forhold til kvinder.

– Mænd siger jo tit, hvad der er galt. Hvis man spørger kvinder, hvad der er galt, så er der ikke noget galt, men det kan man jo se, der er. Så skal man gætte, hvad der galt. Og det kan mænd ikke gætte. De tror, det er noget med hunden. Men nej, det er fordi, du ikke huskede vores bryllupsdag.

– Guuud, udbryder Hella, hvad dato er det i dag? Det er faktisk snart min bryllupsdag, fortsætter hun og famler efter sin iPhone.

Omkring neglen på højre pegefinger klæber der sig et hudfarvet plaster, som beskyttelse af den dybe rift hun pådrog sig, da hun skar sig selv med en køkkenkniv for et par dage siden.

Vi får hurtigt fastslået, at bryllupsdagen først er om fem dage, og Hella falder til ro igen.

Foto: Jesper Hede

Foto: Jesper Hede

‘Jeg skulle have været jazzsangerinde’

Med ørehængere som ‘Jeg vil i Seng med de Fleste’ og ‘Vi Skal Ud I Det Blå’ har Hella også bevæget sig på den musikalske scene.

Selv mener hun, at musik er hele grunden til det, hun laver i dag. Og når hun lytter til musik, får hun den der lykkefølelse, hvor det bobler inden i.

– Woody Allen ville have spillet klarinet, men det var han ikke god nok til, i stedet blev han filminstruktør. Sådan har jeg det også. Jeg ville have været sangerinde. Operasanger eller jazzsangerinde.

Stemmen er blevet en anelse lysere, efter emnet skiftede over i musik, og armbevægelserne pulserer sig over i en blødere bevægelse, der tager form som en lille piges.

– Jeg var ret gammel, da jeg fandt ud af, at jeg desværre ikke sang godt nok til at blive det, jeg gerne ville med min sangstemme. Og jeg gider ikke være den femogtredivte bedste og bruge alt for meget tid på noget, som jeg ikke kan blive rigtig god til.

– Men jeg har faktisk et lille projekt, som jeg gerne vil… Ømmmm…

Hella stopper op i få sekunder, og jeg kan nærmest høre tankerne buldre derud af. Skal hun røbe sin lille hemmelighed?

– Nu fortæller jeg dig det. Jeg har skrevet nogle sange, som jeg vil spørge min ven Nick, om han ikke vil komponere noget musik til, så det ligger i en toneart, så jeg kan synge dem. Og så vil jeg tage ud på en lillebitte turné, hvor jeg snakker lidt ind imellem, og så vil jeg synge sange.

– Det bliver simpelthen mit nye projekt.

– Så har jeg selvfølgelig også nogle filmprojekter, men altså inden for nye ting, så bliver det dét, siger Hella og kigger forlegent ned i et forsøg på at skjule sin begejstring.

Børnebogsforfatter

En anden helt ny ting Hella har afprøvet, er rollen som børnebogsforfatter. I september udkom bogen Snitten & Kis – Frygt og Bæven og en mand på strømpesokker.

– Du skal lige se den, siger Hella og roder i sin taske, og finder et billede af bogomslaget på sin iPhone. På omslaget er en lille dreng med en blå kappe, han holder en kvinde i hånden, der til forveksling godt kunne ligne Hella. Sammen går de på en eng med muldvarpeskud og en kanin og et pindsvin hoppende rundt mellem dem.

Med sig i den lilla Mulberrytaske har Hella en flaske cider, som Camilla Plums mand har lavet. Den skal hjem og prøvesmages inden lørdag, hvor den skal serveres til et arrangement, hvor hun skal læse op fra sin børnebog.

“Jeg havde sådan et indbygget problem, at det var, og til dels stadig er, røvbesværligt at have en anden hudfarve i Danmark.”

Hjemme i lejligheden ligger en efterfølger til børnebogen allerede parat. Men den skal ikke udgives endnu. Måske engang næste år. Man skal jo ikke komme med det hele på en gang, siger Hella i et forsøg på at undskylde for, at hun har været så effektiv i sin produktion.

Så to børnebøger og en ny film lige oveni hinanden er lidt for meget?

– Ja, man skal måske lige dosere lidt, ellers får folk jo kvalme, griner Hella.

The following two tabs change content below.

Nanna Steen Sjørslev

Nyeste indlæg af Nanna Steen Sjørslev (se alle)