En skinnende jakke i amerikanske flagfarver rocker rundt på scenen. Musikken og hele sættet associerer til varmere himmelstrøg og ja – USA. Jakken sidder på forsangeren Emil. Vi står på Smukfest 2014 blandt skrigende fans, der er kommet for at se Danmarks svar på et amerikansk-Michael Jackson-inspireret band.

Drømmen om USA skælver ud af højtalerne. Mange drømme er allerede gået i opfyldelse for de tre drenge, men det har ikke gjort drømmen om at blive stjerner i USA mindre.

Melodi Granprix drømme
Vi skal tilbage til 2. klasse på Rudolf Steiner Skolen, hvor to 7-8 årige drenge, Emil og Alexander, efter skoletid øver sig i at rappe gloser til deres nummer ‘Frikvarter’.

“Mors drenge”, som de kalder sig, stræber efter at deltage i Børne Melodi Granprix, men den drøm ender brat, da de ikke kommer med.

Drømmen om at blive rockstjerner i USA begynder så småt at forme sig, da duoens nye led, Joachim, starter i 7. klasse.

– Han var overdrevet god til at spille tommer, siger Emil og fortæller, hvordan han og Alexander tog til en rockgudstjeneste i Gentofte for at høre Joachim spille på trommer sammen med sin storebror på guitar.

Den aften beslutter Emil sig for, at han ville være lige så god til at spille guitar som Joachims storebror. Emil kigger på sin kompagnon Alexander – ‘hvad vil du så spille?’, hvorefter Alexander svarer ‘Jamen, så kan jeg vel spille bas’.

Og dermed var rødderne til et rockband plantet. Emil på guitar, Alexander på bas og Joachim på trommer.

Hvem vil synge i vores band?
Emil, Alexander og Joachim har alle tre fundet deres pladser bag et instrument, men en forsanger i bandet mangler.

Der bliver søgt på Arto.dk og holdt auditions, men det fører ingen vegne. Så trioen beslutter sig for at lave en audition, hvor de alle tre skal synger Red Hot Chili Peppers ‘Under the bridge’.

Emil synger bedst, og fra den dag er han bandets forsanger.

Jeg sang ikke særligt godt dengang, siger Emil.

– De første to år sang Emil måske ikke helt godt, men lige nu får han af vide, at han er en af de bedste sangere i Danmark, og det er kommet med passion og hårdt arbejde, siger Joachim om sin kammerat, bryder Joachim ind.

For store til Danmark
Drengene går nu i ottende klasse og rockbandet, der endnu ikke har fundet deres egen lyd, forsøger sig som Red Hot Chili Peppers coverband, hvor de spiller til forskellige arrangementer.

– Vi plørede alt ned. Små cafeer, smed demoer ind til pladeselskaber, spillede til små arrangementer og fik en kasse øl som fortjeneste, fortæller Alexander og Emil.

Men drengene fik aldrig den opmærksomhed, som de stilede efter. De fik ofte af vide, at de havde den vildeste energi, men der var aldrig nogen, der sagde, at de lød godt.

De blev ret hurtige enige om, at grunden til den manglende opmærksomhed var, at de var for store til Danmark. Så midt i øvelokalet der én gang om ugen blev ambitionerne om at tage til L.A. og blive rockstjerner større og større. Og en rejse blev planlagt.

New York
Efter Rudolf Steiner Skolen arbejder drengene for at tjene penge til en flybillet til New York.

Året efter står de der. Scenen er sat – bogstaveligt talt – og de tre drenge venter spændt i Brooklyn, hvor de skal spille deres første koncert i det land, som de så længe har drømt om.

Men hvor er menneskerne? Kun én person er at finde, der hvor et ellers skrigende publikum skulle have stået.

Pludselig kulminerer illusionen om, at bandet er for stort til Danmark. Og det går op for de tre forstadsdrenge, at man skal skrive gode sange, for at folk gider at høre dem. Sange som alle skal kunne relatere til.

Resten af tiden i New York, som var planlagt at skulle vare et halvt år, står på vilde fester og mødet med mange store stjerner. Men musikalsk må Alexander, Emil og Joachim søge ind ad, og lærestregen om at skrive noget godt musik tager de med i flyet på vej hjem til Danmark.

P’3 uundgåelige
Da de alle tre står med dansk jord under fødderne, beslutter de sig for ikke at se hinanden i to uger. Indtil da har de tre drenge været sammen uafbrudt.

Efter to uger skal de mødes i Sverige i et sommerhus og starte på en frisk med at lave musik.

Sommerhusturen bliver fødslen til nummeret ‘Windy’.

– Vi vidste, at vi havde en kerne. Vi havde pludselig en tro på, at vi havde noget, som vi ikke havde haft før, siger drengene i flæng.

I tiden efter arbejder Alexander, Joachim og Emil med almindelige jobs som SFO medhjælper og facer på strøget, og om aftenen mødes de i øvelokalet.

Først et år efter at de har skrevet nummeret ‘Windy’, får de fat i en manager, som har en masse kontakter i pladebranchen.

– Vi mærkede ikke en hurtigt effekt, efter vi havde skrevet nummeret – der skulle gå et år, før at nogen opdagede os, fortæller Emil.

– Efter en koncert kommer alle hen og siger, at det er gået så hurtigt – hvor vi tænker “jaaah, men der ligger et enormt forarbejde bag”, fortsætter Alexander.

Pludselig begynder pladeselskaberne at rive i dem. Og i februar 2014 ender Scarlet Pleasures nummer ‘Windy’ som P3’s uundgåelige.

– Det hele var nu blevet en realitet, siger Joachim.

Drengene fortæller entusiastisk om, hvordan de første gang hørte deres sang i radioen, og hvor uvirkeligt det hele var.

– Det er ikke for at lyde arrogant, men nu er det blevet en selvfølge at høre sig selv i radioen, siger Alexander og fortætter:

– Du opnår et mål, du føler dig taknemmelig for det, og straks får du nye mål. Vi vil gerne erobre mere.

Drømmen om USA lever stadig
Lige nu og her er ambitionerne, at drengene gerne vil åbne Bøgescenen eller spille i p3-teltet.

Men på længere sigt er drømmen om USA stadig intakt.

– Vi vil stadig gerne til USA. Det er det hele vores univers er bygget op omkring. Det skal vi tilbage til – det er vi ikke i tvivl om, fastslå Alexander.

I dag har bandet Scarlet Pleasure fundet deres kerne, og har bevæget sig væk fra rockgenren og over i popgenren med inspiration af Michael Jackson.

– Michael Jackson formår at samle alle under et tag og lave kvalitetsmusik, som poptøserne og jazzlytterne elsker. Han henvender sig til alle grupper, ligesom vi gerne vil, siger Emil.

Denne sommer har Sacarlet Pleasure spillet på en række festivaler rundt i landet – blandt andet Nibe Festival, Trailer Park Festival i København, Den Grimmeste Festival og Smukfest.

[infobox icon=”info-circle”]FAKTA

  • Hvem: Scarlet Plesure består af dren- getrioen Emil som forsanger, Joachim på trommer og Alexander på bas.
  • Sange du måske har hørt: ’Windy’ & ’Under the Palmtrees’.
  • Lige nu: 22. september udkom EP’en ’Mirage’ med fire nye sange.

[/infobox]

The following two tabs change content below.

Nanna Steen Sjørslev

Nyeste indlæg af Nanna Steen Sjørslev (se alle)