Skip to Content

archive

> Daily Archives: 8. oktober 2014

Musik for døve ører

Musik er for mange en del af hverdagen, og de fleste skænker det ikke flere tanker, end hvilken sang, de lige har lyst til at høre. Men hvad nu hvis man ikke kan høre noget? Giver det så overhovedet mening at høre musik?

For mange virker musik og døvhed som modsætninger, og ikke som to ting, der forbindes med hinanden. Men ørene er ikke den eneste kropsdel, som musik kan opleves med.

Afhængigt af hvilke instrumenter, der bliver spillet på, og hvor højt der bliver skruet op for dem, vil døve kunne mærke svingningerne i forskellige dele af kroppen – lige fra fødderne til ansigtet.

De dybe toner kan oftest føles i fødderne og de høje toner i issen. Hvis man er døv, mærker man musik gennem vibrationer, på samme måde som hvis man får placeret sig for tæt på en højtaler med høj musik og føler bassen gå gennem gulvet og op i fødderne.

Mennesker, som er født døve, opfatter vibrationer i den hjernedel, som hørende personer opfatter signaler fra ørerne med. Derfor kan døve opfatte og nyde musikken på samme måde som hørende personer, og det er også forklaringen på, hvordan det har været muligt for døve at blive udøvende musikere.

Et af de mest kendte eksempler er Beethoven, der, selv efter han blev døv, fortsatte med at komponere musik.

Definitioner på døv
Hos Danske Døves Landsforbund (DDL) beskriver man to forskellige definitioner på døvhed.

Den første er den medicinske, hvor det er personens hørekurve, der afgør, hvorvidt man er døv, hørehæmmet eller normalthørende. Her er du døv, hvis dit høretab er mellem 70 og 100 dB.

Den anden definition er ud fra en sociologisk synsvinkel, hvor man tager udgangspunkt i et identitetsspørgsmål.

Her kan vedkommende kalde sig for døv, hvis personen, uanset sin grad af høretab på hørekurven, føler det største tilhørsforhold til gruppen, der har tegnsprog og døvekultur, frem for den normalthørende kultur.

Hos DDL bruger man den sociologiske definition.

Stemningsmusik
Benjamin Trudsøe Trock er 22 år og læser Multimediedesign på KEA (Københavns Erhvervsakademi). Til hverdag er han Mediekoordinator for Dansk Døve-Idrætsforbund, hvor han står for videoproduktionen.

Hans hørelse ligger på omkring 100 dB, hvilket ifølge ham selv betyder, at det eneste, han rent faktisk kan høre, er larm fra f.eks. motorcykler. For ham spiller musikken ikke den samme hverdagsrolle, som den gør hos mange andre.

– Jeg kan ikke forstå, hvorfor normalthørende mennesker går så meget op i musik. Jeg hører aldrig musik, når jeg er hjemme, og ejer ikke engang et par højtalere.

Hjemmet på Amager deler Benjamin med sin kæreste, som også er hørehæmmet, men når han ikke befinder sig indenfor lejlighedens fire vægge, kan situationen med ingen musik godt se anderledes ud.

– Jeg har venner, der ikke føler sig hele, uden at de er omgivet af musik, så jeg beder dem ofte om at skrue op for bassen, idet jeg ikke hører musikken, men jeg mærker bassen. Jeg holder mig ofte i nærheden af højtalere, så jeg kan mærke det.

De fleste af os hører musik flere gange dagligt. Mange vil nok endda påstå, at bus og togturene er kedelige og lange, hvis de kommer af sted uden muligheden for at høre musik.

Hvor normalthørende personer er vant til at lukke verden ude i ny og næ ved at putte høretelefonerne i ørerne, så har Benjamin ikke noget forhold til lyd.

Der, hvor hans forhold til musikken i stedet har sine ligheder med normalthørendes er, når det kommer til at skabe en stemning.

“Jeg holder mig ofte i nærheden af højtalere, så jeg kan mærke det.”

– Jeg er inkarneret fan af Lyngby Boldklub, og når jeg er på stadion for at støtte drengene, så finder man mig altid ved trommen. Jeg vil jo gerne være en del af stemningen.

Den individuelle trang til musik kan Benjamin altså ikke nikke genkendende til, men han erkender, at han ofte mærker bassen eller trommen, fordi det er en måde at være en del af fællesskabet på.

– Selvom jeg ikke forstår det, så vil jeg da ikke være udenfor.

Resthørelsens betydning
Landets første døveskole blev oprettet i København i 1807, høreapparatet blev i 1951 introduceret i Danmark og den nye teknologi, cochlear implant, blev i starten af 90’erne introduceret.

Teknologien og forskningen indenfor døvhed har udviklet sig en del indenfor de sidste 20 år, og især mobiltelefonen og internettet har gjort en stor forskel i forhold til døves forhold til omverden.

Døvelærer, audiologopæd og musikterapeut, Claus Bang, har i mange år ment, at døve kunne være musikalske.

Han har i dag arbejdet med emnet i over 20 år, og har lavet flere forsøg, hvor han f.eks. har ladet normalthørende opleve at være døve ved at blokere deres hørelse og lade dem fornemme musikken udelukkende gennem vibrationer.

På baggrund af sine undersøgelser, mener han, at døve kan stimulere og udnytte den rest af hørelse, de har, ved at lytte til musik.

De fleste døve har en hørerest tilbage, der gør, at de kan fornemme den dybe bas, og ifølge Claus Bangs projekt “En verden af lyd og musik” er det vigtigt, at den døve er bevidst om sin hørerest og udnytter den bedre i situationer som kommunikation til omverden og lyde fra for eksempel trafikken.

 

[infobox]DØVHED I DANMARK

  • Der findes ca. 4.000 døve i Danmark • En promille af et lands befolkning er døve
  • For hvert sprog findes der et tegn- sprog
  • Ca. 65 børn hvert år fødes med et så stort et høretab, at de kan kaldes døve
  • Årsager til døvhed er ofte arvelige faktorer eller skader/sygdomme
  • Dansk tegnsprog er ikke officielt anerkendt som et selvstændigt sprog.

Kilde: www.deaf.dk[/infobox]

Kvalitet – et spørgsmål om sociale kontrakter

KLUMME: I løbet af oktober forventes det, at ministeriets kvalitets-kommission kommer med deres perspektiv på, hvad kvalitet er. Set i lyset af deres første rapport, med ideer som 4 år lange bachelorer, 1 års lange kandidater, begrænset optag på kandidaterne og lukning af små uddannelser, kan man kun vente spændt. Det kan med al tydelighed gå mange veje. Èn ting er dog sikkert; der vil være meget at tage fat i.

Først og fremmest er det sandsynligt, at udvalget vil bruge taletiden til at sende en bedsk bemærkning i retning af os studerende og vores arbejdsindsats. Det er sandsynligt, at vi vil få besked på, at det at studere bør tilsvare et fuldtidsjob. Den holdning kan man jo svært fortænke dem i. Det er dog vigtigt, for ikke at sige afgørende, at udvalget ikke lader en sådan bemærkning stå alene, men lader den følge af radikale forbedringsforslag til vores uddannelser, så deres relevans for såvel arbejdsmarkedet som for os studerende styrkes.

Så længe vi kan se, at frivilligt arbejde, studiejobs, eller lignende i højere grad giver os det, vi selv vurderer, udvikler os bedst, vil undervisning og akademiske tekster fortsat blive nedprioriteret.

Dernæst bliver det interessant at se, om udvalget vil kommentere på pædagogikken, der hersker på universiteterne. Det er næsten forventeligt, at de vil – og også påkrævet. For kvalitet i uddannelse hænger unægteligt sammen med kvalitet i pædagogik. Men givet udvalgets sammensætning er det desværre svært at forestille sig, at udvalget skulle have den fornødne ekspertise til at retfærdiggøre sin egen indflydelse på ministerens fremtidige beslutninger. I Syddanske Studerende håber vi derfor, at udvalgets anbefalinger vil blive taget som indspark til debat og ikke indspark til reformer og ministeriel detailstyring.

De danske universiteter har nemlig brug for en langt større frihed, end hvad styrelsen den seneste tid har lagt op til. Vi har brug for frirum til at skabe de forbedringer, der giver mening på netop vores universitet. Som repræsentanter for Syddanske Studerende sidder vi dagligt til møder med universitetet. Her er sikringen af kvalitet og forbedrede studieliv på dagsordenen. Der diskuteres optagelseskriterier, elite-programmer, studieordninger og senest, desværre, implementering af fremdriftsreformen. Netop dette sidste arbejdsområde viser med al tydelighed en lektie, som ministeren snart burde have lært;

Arbejdet med at forbedre vores uddannelser er langt større og en langt mere kompleks opgave, end hvad der kan styres fra centralt hold.

Udviklingen af vores uddannelser og universitet ligger dog heldigvis stadig mest i vores egne hænder.
Af samme årsag er det med glæde, at vi ser frem til dette års universitetsvalg i november, hvor vi skal indvælge næste års studenterpolitikere. Vi opfordrer alle til at stemme og derved vise hinanden, såvel som resten af universitetet, at vi vil vores uddannelser. At vi vil vores fremtid.

Med disse ord skal slutteligt lyde en opfordring til alle om at involvere sig og kontakte os, hvis lysten til at forandre universitetet trænger sig på. Nye meninger og perspektiver er altid velkomne og påskønt i Syddanske Studerende.