Rasmus Walter har igennem årene vundet stor succes og anerkendelse blandt danskerne med sine musikalske perler og sprøde stemme, først som forsanger i bandet Grand Avenue og senere som soloartist. Hans tvillingebror Anders Walter gjorde for nylig alle danske filmelskere stolte, da han modtog en Oscarstatuette for sin kortfilm, Helium.

2

RUST tog til Frederiksberg for at møde de to brødre til en snak om det at være kreativ, berømt og tvilling.

Vi banker på ind til det lille kontorfællesskab, hvor Anders og Rasmus Walter udfolder deres kreativitet. Anders Walter tager imod os i en mørk gang. Rasmus Walter står længere nede ad gangen med en halv riskiks i hånden og den anden halvdel i munden.

Han smider dog hurtigt den tørre snack fra sig, og begge lyser de lidt op, da de ser vores medbragte bærepose fra Lagkagehuset.

– Hvad har I med fra Lagkagehuset? spørger Rasmus, allerede inden vi har fået overtøjet af. Det var åbenbart den helt rigtige beslutning at tage kage med for at bryde isen.

Gulvene knager helt ustyrligt i lejligheden, men falder lidt til ro, da vi sætter os omkring et lille sofabord på Anders’ kontor. Brødrene Walter kaster sig hurtigt over de små medbragte jordbærtærter.

Stemningen er afslappet og brødrene får hurtigt talt sig varme. Vores første spørgsmål lyder selvfølgelig: Hvem kom først?

– Det gjorde storebror derover, og det har vores liv båret præg af lige siden! Lyder det ironisk fra Rasmus, der sidder med et smil på læben.

– Jeg kan mærke, at du er i et lallet humør lige nu. Pas nu på, hvad der slipper ud, Rasmus!

– Du er helt sukkerhøj, og det er fuldstændig bevidst, at de kommer med de der kager. Det er sådan et sandhedsserum, du har fået, advarer ’storebror’.

Der er fisse i guitar

De to talentfulde brødre er vokset op i Aarhus, og har, siden de var børn, altid haft interesse for det kreative. Dét, de sidenhen voksede op og blev professionelle med.

– Anders har altid tegnet, og er gået målrettet efter dét. Jeg har måske lidt mere været ham ’lillebroren’, der kunne tillade sig at være lidt mere uansvarlig, lyder det fra Rasmus.

Anders flyttede tidligt til København og etablerede sig i hovedstaden i en alder af blot 17 år. Her levede han af at tegne, imens Rasmus stadig rendte rundt i Nærum, hvor han solgte smørrebrød og pizza i Tivoli Friheden.

Men selvom de to tvillinger ikke altid har kørt parallelle forløb, har de alligevel i perioder forsøgt at tage hinandens interesser til sig.

– Det er jo ikke så sexet at sidde i en brandert og sige, ”Jeg kan lave tegneserier”.

– Det er jo ikke så sexet at sidde i en brandert og sige, ”Jeg kan lave tegneserier”. Det virkede ikke helt på samme måde, fortæller Anders, der bliver afbrudt af Rasmus:

– Da vi lavede Grand Avenue, spurgte Anders faktisk, hvad der var det letteste instrument at lære at spille. Så vi gav ham lov til at spille bas.

1

– Så der sad jeg i præcis fem minutter, før jeg tænkte: ”Okay, det er måske lidt af de forkerte årsager, at jeg forsøger at lære at spille bas”. Det er vigtigt, at man finder sit eget felt, ellers ender man bare med altid at være nummer to, lyder det filosofisk fra Anders.

Forskellige interesser

For Anders Walter startede det hele med tegneserierne, og det vil altid være hans udgangspunkt. Rollen som instruktør er først kommet til senere. Han har, siden han var barn, vidst, at han ville være lige så stor en tegner, som den kendte Tintin-tegner, Hergé. Det var en drøm, der ikke vaklede så meget som ét sekund.

Jeg stak af fra vores ferier, og satte mig op i bilen, bare for at få lov til at sidde og kigge i de der Tintin-hæfter. Det var en total forelskelse.

– Jeg var helt blæst omkuld, da jeg lærte Hergé og Tintin at kende. Det var som om, jeg havde fået en eller anden form for guddommelig oplevelse. Jeg stak af fra vores ferier, og satte mig op i bilen, bare for at få lov til at sidde og kigge i de der Tintin-hæfter. Det var en total forelskelse.

Efter Anders havde fået kendskab til Tintins fortryllende univers og Hergés enkle og karakteristiske tegninger, måtte han gøre ham kunsten efter. Han begyndte derfor at lave sit eget, blandt andet i form af små tegneserier og plakater til den lokale ungdomsskoles klubfester.

Anders’ fokus skifter pludselig, og han ser over på sin bror. Han stiller selv vores næste spørgsmål:

– Hvornår begyndte du egentlig, Ralle?

Rasmus, der ellers bare har siddet og lyttet, kigger hurtigt op og begynder at fortælle om sin første guitar:

– Det er jo en del år siden… Jeg tror jeg var 11 eller 12 år gammel, da jeg fandt en guitar, som mors kæreste havde efterladt, da han flyttede. Den stod og flagrede i nogle år, og så tænkte jeg, at dér var mit kald. Jeg begyndte at sidde inde på værelset og spille – selvfølgelig til stor irritation for Anders, fortæller Rasmus, og Anders tilføjer:

– Du blev faktisk flyttet over på den anden side af gangen af mor!

– Jeg sad ikke som 11-årig og tænkte, at det var det, jeg skulle leve af. Jeg havde da sikkert drømme, men jeg tror ikke helt, jeg var klar over, hvad der skulle ske med min fremtid. Jeg tror heller ikke helt, jeg tænkte over det på det tidspunkt. Jeg spillede musik og boede i Aarhus. Jeg er ikke kommet ligeså let, eller ikke let, men hurtigt til det, som Anders er, fortæller Rasmus, der kigger afventende på sin bror, som nikker genkendende til det, han siger.

Anders er jo den eneste, der ikke aner, hvad ufaglært arbejde er.

– Du må gerne sige, det er let, for det føltes let for mig.

– Anders er jo den eneste, der ikke aner, hvad ufaglært arbejde er.

Og netop når det gælder arbejdsmoral, er der stor forskel på, hvordan de griber individuelle projekter an. Rasmus holder sig ikke tilbage for at rose sin brors måde at arbejde målrettet på. Han erkender samtidig, at det er en egenskab, han ikke i lige så høj grad besidder.

– Anders har uden tvivl altid haft en større arbejdsmoral end jeg. Han har været tvunget til at være mere disciplineret, for når man tegner, er der ikke nogen mulighed for at springe over, hvor gærdet er lavest. Jeg har måske været lidt mere lallende i min tilgang, ikke fordi jeg ikke har været seriøs, men det har bare ikke krævet så meget disciplin, lyder det fra Rasmus.

Karriere inden for tegning

Rasmus Walter fik sin første pladekontrakt i en alder af 24. Anderledes hurtigt gik det for
Anders, der allerede som 18-årig fik plads som elev på højborgen for danske tegneserier, tegnestuen Gimle.

– En dag var der et reklamebureau, der ringede, men der var ingen, der kunne løse opgaven.

Derfor spurgte de, om jeg var frisk. Og så kom jeg ind på et reklamebureau, hvor jeg lavede noget reklamearbejde til 500 kroner i timen. Jeg troede simpelthen, det var løgn – for bare at sidde og tegne! Når jeg så havde tegnet i 12 timer, havde jeg tjent 6.000 kroner og fattede ikke en skid. Jeg tænkte: ”Kan det virkelig passe?”

3

Efterfølgende tjente Anders penge ved at lave storyboards, plakater, illustrationer til børnebøger og alt muligt andet.

Tvillinger med ens smag

Anders og Rasmus Walter ikke bare ligner og lyder som hinanden. Deres smag ligger også utrolig tæt op ad hinanden, og derfor inddrager de ofte hinanden i deres arbejde – for at høre den andens mening. De er begge bevidste om, at deres smag ligger så tæt op ad hinandens, at det er som om, de ser deres arbejde for første gang, når den anden kaster et blik på det.

– Uanset om man tegner, laver film eller skriver musik, så sidder man så længe og intenst med det, at man mister overblikket. Så kan du ikke længere finde ud af, om det er godt eller dårligt, fortæller Rasmus, der ofte bruger sin bror i form af sparring. Han fortsætter:

– Man mister friskheden, og man ville bare ønske, at man kunne se på det med nye øjne. Dér kan jeg bruge Anders, og så inviterer jeg ham op på loftet til at høre noget. Det er det tætteste, jeg kommer på at høre det med friske øre, forklarer Rasmus.

Samarbejde uden budget

Kontoret, vi sidder i, har været Anders’ arbejdsplads de seneste tre år. Ovenpå i et gammelt arkivlokale, holder Rasmus til. Her har han indrettet et lille lydstudie, hvor han kan være sig selv, men alligevel tæt på andre.

– Det er ikke særligt stort, men det fungerer. Normalt lejer man sig ind i øvelokaler, men det er bare så kedeligt! Her er det rart, for hvis jeg får en ide, kan jeg altid komme ned og få en kop kaffe med de andre, fortæller Rasmus, der i øjeblikket arbejder på sit tredje soloalbum på dansk.

Anders får derfor nogle gange lov til at være en del af Rasmus’ univers. Men mest fordi, de laver alt uden budget, forklarer Rasmus med et glimt i øjet.

– Det er jo en af de fede ting ved at være tvilling, at vi kan bruge hinanden. Det er let at arbejde sammen, og det har altid været let at lade Anders være instruktør. Jeg har også lavet musik til Anders’ kortfilm, selvom jeg synes, han hundser lidt med mig, siger Rasmus og ser nysgerrigt over på storebror, der hurtigt affejer drilleriet.

– Jeg hundser ikke. Det kaldes at frembringe kunstneren ’inside’, griner Anders, der også var med til at frembringe Rasmus’ danske musik.

Et skub til dansk musik

– Jeg havde tidligere nævnt for mit pladeselskab, at jeg gerne ville skrive på dansk på et tidspunkt, men gjorde ikke rigtigt noget ved det. En dag ringede de så og spurgte, hvad fanden jeg gik og lavede, fortæller Rasmus.

Det viste sig, at det var Anders, der bag om ryggen på brormand havde sendt noget materiale ind til pladeselskabet. Og dermed givet Rasmus det skub, der skulle til.

Rasmus forklarer selv, at han dengang var pinlig over at skulle udtrykke sig på dansk. Folk forstod pludselig hans tekster, hvilket gjorde ham bevidst om sin musik og sit udtryk.

– Selvfølgelig kan alle folk forstå, hvad man synger på engelsk, men de tager det ikke ind på samme måde. Det kan godt være, de synger med, men det er sjældent, folk rigtig ved, hvad de synger med på, siger Rasmus.

Materialet, Anders havde sendt ind, blev ikke bare starten på et sprogskifte – men også et springbræt til en solokarriere.

– Vi endte med at lave en kontrakt på en dansk plade på baggrund af det, Anders havde sendt ind. Jeg havde ikke selv nosser til at gøre det, for jeg synes, det var alt for grænseoverskridende, lyder det fra Rasmus, der sidenhen fik stor ros for sit første danske album, Rasmus Walter.

Der skulle blot et par år og et skub fra brormand til, og i dag kan han for alvor melde sig ind i klubben blandt musikere, der synger på dansk. Og han har ikke tænkt sig at se sig tilbage.

– Jeg vil altid synge på dansk fra nu af. Det er ligesom en dør, der er åbnet, som aldrig bliver lukket igen, fortæller Rasmus, der i øjeblikket arbejder på et tredje album.

Kreativitet uden fabrikskultur

Selvom Anders og Rasmus beskæftiger sig med to forskellige sider af kreativiteten, og udtrykker sig på forskellige platforme, er der stadig ligheder at spore i brødrenes arbejde. Sentimentaliteten er et gennemgående tema i både Anders’ film og Rasmus’ musik.

– Jeg synes da også, der er noget sentimentalt over noget af det, jeg skriver. Jeg tror, vi begge er meget nostalgiske, forklarer Rasmus.

Jeg tuder i et væk, efter jeg blev far for 15 måneder siden. Jeg har aldrig grædt i hele mit liv, som jeg har i de 15 måneder

De mener begge, at sentimentaliteten er taget yderligere til efter, at de er blevet fædre inden for de seneste par år.

4

– Jeg tuder i et væk, efter jeg blev far for 15 måneder siden. Jeg har aldrig grædt i hele mit liv, som jeg har i de 15 måneder, erkender Rasmus.

Sentimentaliteten kommer indefra og flyder i brødrenes årer. Det er derfor også noget, der helt naturligt kommer til udtryk i deres arbejde.

Rasmus husker, hvordan han med sit band Grand Avenue tog nogle bevidste valg i forhold til musikken, og hvor de gerne ville hen. I dag har han dog ikke længere så travlt med at opnå anmeldernes accept.

– Som yngre musiker higer man nok i højere grad efter en accept. Men nu, hvor jeg er blevet ældre, føler jeg mig heldig, at min smag er folkelig. Det er bare dét, der kommer ud af mig, når jeg sætter mig med en guitar. Det er et privilegium, at min smag appellerer til et bredt publikum. Jo ældre, jeg er blevet, er jeg bare blevet gladere og gladere for at lave.. øhh.. Rasmus tøver pludselig.

– …at lave popmusik, siger Anders, som færdiggør Rasmus’ sætning, hvorefter de begge griner højt. Popmusiker er åbenbart stadig ikke helt et prædikat, Rasmus har taget til sig.

Anders fortsætter:

– Jeg vil da også gerne ramme et stort publikum. Men det er jo bare sådan med kreativitet, at det kommer til én. Jeg kan ikke forklare, hvorfor de ting, jeg laver, har en sentimental tone. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde sendt Heliums manuskript til Refn (red., Nicolas Winding Refn), så ville han synes, det var noget knald.

Rasmus påpeger også, at det er ærgerligt, hvis man begynder at kalkulere i, hvad der kan bringe flest stjerner hjem.

Jeg er sikker på, at hvis jeg havde sendt Heliums manuskript til Refn (red., Nicolas Winding Refn), så ville han synes, det var noget knald.

– Jamen, det er der jo ingen, der gør! udbryder Anders.

– Joo, det er der faktisk nogen, der gør, lyder det fra Rasmus

– Så er det fabrikskultur, der ikke har noget med kunst at gøre, lyder det forarget fra Anders, der dermed sætter fed streg under ægtheden i deres kunst og kreative udtryk.

Den sentimentale stemning svæver også tykt igennem luften i Anders’ nyeste kortfilm, Helium. En lille dreng drømmer sig væk til landet Helium for at tackle frygten og uvidenheden om sin nært forestående død.

Oscar-opskrift?

Filmen vandt i foråret en Oscar for bedste kortfilm. Spørger man Anders, hvordan man laver en film, der først bliver nomineret og siden hen vinder en Oscar, kan han ikke helt lade være med at joke. Han forklarer med forvrænget fortællerstemme:

– Det var en mørk og stormfuld aften.. NEJ – det er forkert, det er ikke Oscar! Moren lå og var døden nær. Sådan! Dansk Oscar!

Imens mimer han, at han sidder og skriver ned på et stykke papir, som en anden Shakespeare eller H.C. Andersen. Så lægger han den fiktive pen fra sig, ser på os og siger:

– Du betaler jo bare en masse folk i Hollywood en masse penge, og så er det bare ”Good luck” derfra! Anders’ ansigt flækkes igen i et grin, men så tilføjer han kort efter i et mere alvorligt toneleje:

– Nej, det handler vel mere om hvilken smag, du har som fortæller, og hvilken fortællerstemme du har. Hvis du hedder Refn og laver en kortfilm, så er jeg sikker på, du ikke bliver nomineret til en Oscar. Ikke fordi den ikke kunne blive fantastisk, men så ender den sikkert i Cannes, fordi man behandler filmsproget på en anden måde, forklarer han.

Anders mener selv, at hans smag lægger sig op ad den form for Spielberg-sentimentalisme, som der også er særlig tradition for i Hollywood.

– I mig så man (red., Det Danske Filminstitut) nok en fortællerstemme, som minder om det, de godt kan lide i Hollywood.

Blod på tanden

Tilbage i november blev Helium shortlistet og var således med i kapløbet om en af de fornemme nomineringer. Den 16. januar blev det så offentliggjort, hvem der var blandt de fem nominerede.

– Folk forstår heller ikke rigtig det, at man er shortlistet. Men nu er jeg nomineret, og det kan alle fatte! Jeg er blandt de fem, der bliver læst op, og jeg kommer med til showet, og jeg vil altid være oscarnomineret instruktør, tænkte jeg. Og det er fandeme fucking stort!

Selvom nomineringen var en stor anerkendelse og oplevelse for ham og holdet bag Helium, indrømmer Anders alligevel, at han med tiden fik blod på tanden.

– Man er vel lidt grisk. Man vender sig jo også til at være nomineret, og når man så halvanden måned efter sidder til showet, så vil man bare have den fucking guldstatue, fortæller han.

I want to thank the Academy!

Endelig sidder de alle på deres pladser i det store Dolby Theater. Anders på gulvet sammen med alle de nominerede og andre kendte gæster. Rasmus, og resten af den danske delegation, inklusive Casper Crump, der spiller den voksne hovedrolle i Helium, sidder længere oppe bagved.

– Verden eksploderer jo bare! Og det går op for mig, at folk nok alligevel har set vores film,

fortæller Anders om de få sekunder, hvor han går fra at være dansk kortfilmsinstruktør til at være Oscarvindende instruktør og objekt for Dolby Theaters klapsalver.

Imens sidder Rasmus oppe bagved og tuder sammen med Casper Crump. Begge hopper de op af stolene, da Helium råbes op.

– Der knækkede filmen godt nok. Jeg rejste mig op og råbte ”Fuck, fuck, fuck!” Folk omkring mig gloede helt vildt, fordi jeg gik sådan amok over, at en mand fra Danmark var blevet råbt op

– Der knækkede filmen godt nok. Jeg rejste mig op og råbte ”Fuck, fuck, fuck!” Folk omkring mig gloede helt vildt, fordi jeg gik sådan amok over, at en mand fra Danmark var blevet råbt op, fortæller Rasmus.

– Der findes en video, hvor Ralle bryder helt sammen, griner Anders og fortæller, at hvis man genser klippet på YouTube, hvor Helium bliver råbt op, kan man i baggrunden høre en mand, der råber ”HEEAYYYARGH!” Det er Rasmus.

Exit

Eftermiddagssolen varmer og Frederiksberg emmer af forår. Vi ser på uret, der fortæller os, at den afsatte tid til interviewet er ved at rinde ud. Vi stiller hurtigt det sidste spørgsmål: Hvad kan I fortælle om hinanden, som offentligheden ikke ved?

– Rasmus syr og bager hele tiden. Han har syet i mange år, og han har endda syet sine egne bukser på et tidspunkt. Han havde et par cowboybukser, der sad godt på ham, så han splittede dem op for at få pasformen og syede dem i det stof, han gerne ville have, fortæller Anders.

Rasmus har lidt sværere ved at finde noget frem om sin bror, men fortæller så:

– Jeg kan ikke forestille mig, at Anders har tid til en hobby, fordi han arbejder hele tiden. Men hver sommer ser han Tour de France – det er virkelig noget, han går op i!

De to brødre har umiddelbart svært ved at påpege hinandens dårlige sider. De beundrer tydeligvis hinanden, og måske netop derfor arbejder de så tæt sammen til daglig – på trods af deres forskellige måder at udtrykke sig på.

The following two tabs change content below.

Sarah Bech Lundegaard

Nyeste indlæg af Sarah Bech Lundegaard (se alle)