For mange af os virker tanken om at starte en virksomhed op som et uoverskueligt projekt. Men i virkeligheden behøver det ikke være så indviklet. RUST giver dig her skubbet til at komme i gang

Du har sikkert hørt, at det danske samfund har brug for flere iværksættere. At man er en helt, hvis man starter sin egen virksomhed op. Du har sikkert også hørt, at det bare kræver en smule mod, vilje og passion. Hvis du virkelig vil være iværksætter er der intet, der kan stoppe dig.

Men helt ærligt? Hvad skal der til helt lavpraktisk? RUST har undersøgt det for dig, så der ikke er nogen undskyldninger længere.

Første trin

Hvis du drømmer om at starte din egen virksomhed er det vigtigt, du er realistisk. Du skal spørge dig selv, om din idé holder:

  • Kan det laves?
  • Kan det sælges?
  • Kan det svare sig?

Hvis du har styr på disse tre spørgsmål, kan du roligt fortsætte drømmen, om at blive iværksætter.

Pas på!

Du skal være helt sikker på følgende ting:

  • Har en original idé, der ikke er set før?
  • Er din idé noget der interesserer dig og noget, du for alvor brænder for?
  • Har du sikkerhed i form af økonomien?
  • Har du et præcist overblik over dine kompetencer, og dine svagheder?

Når du med disse spørgsmål har spændt ben for dig selv og rejst dig igen, er du klar til at gå i gang.

Hvad skal ideen hedde?

Måske var navnet det første, du fandt på? Måske er du stadig i tvivl? Men inden du kaster penge efter en numerolog, eller opkalder det efter din hundehvalp, så tænk dig godt om.

–       Find et unikt navn, der ikke er set før.

–       Kald din virksomhed noget, der er sigende for dit produkt og din virksomhed.

–       Tjek om du kan finde et passende domænenavn til din kommende hjemmeside.

Det, du ikke kommer uden om

Skal du have en lovlig virksomhed i Danmark, er du nødt til at registrere dig.

  • På virk.dk kan du registrere din virksomhed og får samtidig et CVR-nummer – Otte tal, så Skat altid kan komme efter dig

Økonomi. Det er altså ikke gratis at blive iværksætter og før der kan komme penge ud, skal der penge ind. Måske har du en rig onkel, der vil financieret dig eller også har du allerede tømt din børneopsparing og brugt alle pengene fra din konfirmation.

  • Gå i banken. Forbered dig først rigtig godt og lav en forretningsplan, så du er realistisk, velargumenteret og tillidsvækkende, så din bankrådgiver får lyst til at kaste selv sin egen opsparing efter dig

Nu er du igang

Har du først fået go fra banken sidder du virkelig i saksen. Du har lånt en masse penge og nu skal de bare tjenes ind igen, så du ikke skal bo hos dine forældre resten af dit liv.

  • Husk at markedsføre dit brand og din virksomhed. Fortæl folk om dit fede produkt, så der bliver skabt en interesse omkring dig, du udvider dit netværk og får flere kunder
  • Hav altid et visitkort på dig, som du kan lægge hos bankmanden, numerologen eller journalisten

Så er der ikke længere nogen undskyldning! Gå ud og skab noget vækst!

Kilde: www.startvaekst.dk

Foto: Sacha Chua

The following two tabs change content below.

Barbara Herzog

Nyeste indlæg af Barbara Herzog (se alle)