Det kan være en labyrint at finde rundt i SKAT’s indviklede systemer og begreber: Frikort, bikort, forskudsopgørelse og så videre. RUST har derfor lavet en overskuelig guide, der giver dig et overblik over de ting, som kan være relevant for dig som studerende.

1. Hvad med SKAT når jeg har et fritidsjob?

– Du skal ændre din forskudsopgørelse, når du får et studiejob ved siden af SU.

– Da du søgte om SU, valgte du, om SU skulle bruge dit hovedkort eller bikort. Du skal bruge dit hovedkort det sted, hvor du tjener mest. Det er som regel SU.

– Får du mere i SU, end du tjener på dit studiejob, skal du sørge for, at din arbejdsgiver bruger dit bikort og ikke dit hovedkort. Tal med din arbejdsgiver eller tjek din lønseddel.

– Din forskudsopgørelse kan du ændre på skat.dk/tastselv.

2. Hvad er en forskudsopgørelse?

– I din forskudsopgørelse kan du se din trækprocent og fradrag pr. måned for 2014. Når du retter din forskudsopgørelse, retter du også dit skattekort, som automatisk bliver sendt til din arbejdsgiver eller andre udbetalere – som for eksempel SU.

– Du bør rette din forskudsopgørelse, når der sker større ændringer i din økonomi. Det kan for eksempel være, hvis du får et studiejob ved siden af studiet eller stopper på et studiejob, og du derfor kommer til at tjene mere eller mindre.

3. Hvad er fradrag?

– Et skattefradrag er et beløb, som kan trækkes fra din indkomst, og som du derfor ikke behøver betale skat af.

– Alle personer over 18 har det, man kalder et personfradrag. Det trækkes fra din indkomst, inden du betaler SKAT.

– Der findes en række andre fradrag, som kan være med til at øge dit samlede fradrag. For eksempel kan du få fradrag på dine renteudgifter, hvis du betaler af på et lån.

4. Afbetaling af SU-lån

– Du får et rentefradrag, når du betaler af på dit SU-lån. Det betyder, at du betaler mindre i SKAT, så længe du betaler renter af dit SU-lån.

– Vil du have dit fradrag med det samme, skal du ændre din forskudsopgørelse i det første år, du betaler af på lånet.

– Din forskudsopgørelse kan du ændre på skat.dk/tastselv

Foto: epSos.de

The following two tabs change content below.

Jakob Schjoldager