Traditionen tro byder et nyt år på en ny RUST-redaktion. Magasinet har fået nye chefredaktører og redaktører, mens web-redaktionen fortsætter. Herunder kan du læse de to nye chefredaktørers, Sofie Caroline Rye Wøhlk og Fannie Isabel Couderc Pramming, tanker om det kommende RUST-år.

For en kort stund siden sluttede et år, og et nyt startede. Det betød samtidigt et farvel til en gammel RUST-redaktion, et gammelt semester og et hej til det nye.

Vi har den sidste måned svedt i litervis, grædt salte tårer og diskuteret højlydt. Det er en kendt sag, at RUST alle dage har været de studerendes blad – et blad, hvor de studerende, uanset fakultet og årgang, har haft lov til at boltre sig og slå sig løs. Men det har også altid været et blad, hvor dem der skrev det, selv var studerende.

Så imens vi har skrevet vores første RUST, har vi afsluttet vores første semester og haft vores første eksaminer. For at sige det pænt, har vi altså været i samme båd som Jer – og vi er glade for, at det er overstået. Weekender der igen bliver weekender og tid til impulsive onsdags-øl.

Måske netop derfor var temaet for dette nummer meget klart for os. Vi havde brug for et alternativ til januars mange slankekure og råd til at tabe julefedtet. Ikke fordi vi ikke ønsker det. Men kan det ikke være sjovt imens?

For ja, dette nummer handler også om sundhed, skønhed og kropsidealer. Men hvem siger, at pulled-pork ikke kan være sundt? Og hvordan er det i virkeligheden med alle de slankekurer- og fitnesstips, folk konstant snakker om? Vi har afprøvet det hele på egne kroppe, så værs’go at gå i gang.

Måske har I undret Jer over, hvad Gustav laver på forsiden? Vi vil være et blad, som I snakker om, et blad I tager under armen og smugkigger i til forelæsning. Et blad der gør, at I får kaffen galt i halsen og stiller spørgsmålstegn ved, hvad der sker omkring Jer. Og helt ærligt. Hvem er en bedre repræsentant til at diskutere skønhedsidealer end selveste Hr. For-lækker-til-love?

Vi håber, at I tager godt imod os – vi byder i hvert fald ind til en masse skønhed og sundhed i form af kur og skønhedskultur. God læselyst, vi ses i fredagsbaren.

Sofie og Fannie

Ppppsssst: Husk nu liiiige at få lavet den forskudsopgørelse, så I ikke skal betale en masse penge tilbage. De kan bruges på så meget andet. Find guiden i bladet, hvis I skal bruge hjælp.

The following two tabs change content below.

Sofie Caroline Rye Wøhlk

Nyeste indlæg af Sofie Caroline Rye Wøhlk (se alle)