Hver måned bringer vi en novelle skrevet af en studerende på SDU. Dette års sidste novelle er skrevet af Marianne Fromm Pedersen. God fornøjelse. 

Jeg var trist, da jeg gik ind i kirken. Det var vi nok alle. Triste, som vejret og årstiden her i slutningen af januar, hvor al julens varme var forbi. Der lå blomster på gulvet, og på de forreste bænke sad familien. Herudover var et par, for mig, ukendte ansigter dukket op. Det var ikke et overvældende fremmøde. Men os der var kommet, var oprigtigt triste. Der blev uddelt smilende nik, og hænder kom frem imod mig. De kneb i mine hænder og arme for at kondolere. Jeg følte mig stærkere, da jeg satte mig på bænken og lod salmebogen dumpe ned mellem mig og mine søskende. Så sad vi der.

Præsten talte, og vi sang. Vi prøvede i hvert fald på at synge. Men ordene forsvandt bare. Jeg kunne mærke dem komme op igennem halsen, men ligeså snart de skulle stryge henover tungen, blev de til en hvisken af luft. Imens jeg sad der, mistede jeg ligeså stille kontakten med resten af kroppen. Jeg flød under vand, og det eneste jeg kunne mærke var en trykken for mine øre. Præsten, blomsterne, kisten og alle de andre kunne jeg se helt skarpt, men lyden var væk.

Jeg hørte derfor kun det halve af præstens ord. Han talte om, hvor svært det kan være at miste nogen, og jeg tænkte på, hvordan det måtte være at miste livet. Han talte om min bedstemors liv. Om hendes arbejde, hendes ægteskab og børn. Han talte også om alderdom og om Gud. Det hele blev til skår af en samlet rude. Nu hvor ruden var knust, føg vinden ind og ruskede op i alting. Hun havde fået mange år at leve i. En stor del af dem var gode år.

Pludselig var folk begyndt at rejse sig. Det var det. Pæne ord og pæne blomster. Snart kunne vi komme ud af kirken. Mændene gik bag præsten med kisten imellem sig. Vi fulgte efter, og da vi kom ud i våbenhuset, kunne jeg mærke, hvordan kroppen fik kontakt med hovedet igen. Vandet, jeg havde flydt rundt i, blev langsomt pumpet ud.

Vi fulgtes ud af stierne på kirkegården. De første minutter, var der ingen, som sagde noget. Ligeså stille faldt små kommentarer om vejret og kulden. Hænder fandt hinanden og arme slyngede sig sammen. Min bedstefar knoklede afsted med sin grønne rolator. Da vi krydsede endnu en høj hæk, gækkede han, om vi var på vej ind i et nyt sogn. Jeg tror alle smilte, og et par steder kom der også latter frem. Da vi nåede frem til hvilestedet, var alle klar. Blomster blev delt rundt, og alle sikrede sig, at ingen stod alene. Præsten talte igen og prøvede at få os til at synge med, og det gik bedre nu. Den friske luft pustede liv i den hviskende summen, som før havde været i kirken. Kisten blev sænket og blomster svævede ned over i det frosne hul. Der blev budt på kaffe og takket for deltagelsen. I spredte flokke gik vi tilbage mod kirken og bilerne. Vi talte sammen. Vi talte om blomsterne og kisten, men hurtigt blev samtalerne om løst og fast, om hvordan det gik og om, hvordan det ikke gik.

Alle tog videre til kaffen. Familien var samlet, og bordene blev hurtigt fyldt op ligesom kaffekopperne. Boller og småkager blev revet væk, som om vi alle havde løbet en maraton. Store bløde boller med et tykt lag smør og sprøde småkager, som gled ned sammen med den varme kaffe. Folk var snaksaglige, og alle var interesserede i at høre om de andres liv. Hvordan gik det med renoveringen, landbruget og uddannelsen. Hvilke rejser havde de været på, og hvad med børnene, der var blevet så store. Det var faktisk rigtig hyggeligt, og jeg høstede flere knus, end jeg høstede boller. 

Vi begyndte at fortælle historier. Historier om dengang de store børn var små, og om de voksne, dengang de var unge. Men et opbrud nærmede sig, da suppen blev serveret. Det var sikkert en udmærket suppe, men min appetit var svundet ovenpå de boller, kager og knus jeg havde konsumeret. Jeg var fyldt op. Der blev talt om gensyn. Gode forslag kom på bordet. Vi skulle da mødes snart igen, og alle virkede helt opstemte. Tiden kom, hvor vi måtte hjemad, og der kom flere knus og håndtryk. Det var blevet mørkt udenfor, og i morgen var det en helt almindelig onsdag, hvor alle skulle arbejde eller i skole.

På vejen hjem måtte vi forbi Rema. Vi manglede mælk og pålæg. Der var næsten øde i butikken, og det var helt rart at være der. Vi fandt mælk og pålæg. Men der var også tilbud på kaffe. Kassedamen smilede stort, da vi nåede derop, som om vi var de første kunder på butikkens åbningsdag. En, to, tre og så var de varer tjekket ind. Hundred og seksoghalvtreds en halv lød det fra hende med en mekanisk stemme. Mindre imødekommende var hun, da jeg hev min portemonnæ op af tasken og begyndte at lægge småpenge op i skålen til byttepenge. Det tog sin tid, og stilheden i butikken blev pludselig til en usynlig storm, som truede. Jeg havde fået portemonnæen af bedstemor, og den skulle bruges. Hun lagde pengene i kassen uden et ord, og præsterede et smil, som varede under et sekund. Det var det, og i morgen var det onsdag.

[faktabox align=”right” header=”]

Marianne Fromm Pedersen er uddannet advokat og har en tillægsuddannelse i faglig formidling fra Journalisthøjskolen. I dag læser hun skrivekunst på 1. semester på deltid ved SDU. Hun synes, at det er skønt at blive udfordret på kreativiteten i sproget, der står i stærk kontrast til juraens sprog. 

 

The following two tabs change content below.

Marianne Fromm Pedersen

Nyeste indlæg af Marianne Fromm Pedersen (se alle)