Første gang, jeg hørte om det, troede jeg ikke på det. Jeg gik i 10. klasse, og min venindes lillebrors klassekammerat havde født et barn, uden nogensinde at have haft mistanke om, at hun var gravid.

Det måtte være en røver. Men så fem år efter stødte jeg på fænomenet igen, da jeg til en elektronisk musikfestival i København pludselig befandt mig blandt farverige tæpper, billige øl, smøger – og et spædbarn. Det i sig selv behøvede ikke være så besynderligt, men det der slog mig var alligevel, at barnets mor, en gammel bekendt, som vi i denne sammenhæng kan kalde V, ikke umiddelbart havde ligget i den tunge ende af skrukbarometeret. Hun var måske 20 år på dette tidspunkt, og selvom moderrollen ikke sad helt forkert på hende, virkede hun alligevel fejlcastet. Spinkel som en teenager og alene. Ikke ligefrem ulykkelig, men heller ikke tilpas. Jeg spurgte en fælles veninde, hvad historien var, og hun fortalte at V var taget på udveksling uden at ane uråd og pludselig – svups – en baby.

Jeg var forvirret. Stadig ikke overbevist, men samtidig bænket over for et ubestrideligt stykke bevismateriale. Min fornuft sadlede om. Så måtte det handle om selvfornægtelse. At hun ikke kunne forholde sig til konsekvenserne, og derfor ikke havde accepteret sin tilstand. Men også her fældede min argumentation sig selv. Både fordi det måtte være umuligt at ignorere graviditetens hastigt tiltagende mave og det udeblivende behov for tamponer. Men særligt fordi V var en kvik pige, og man skal være godt dum, hvis man fornægter konsekvensen af at have en kage i ovnen. Den vil nemlig, erkendt eller ej, unægteligt tage sin skrigende, smertefulde exit gennem dine ædlere dele. Blålilla af blod, fosterfedt og anstrengelse. Og så vil den ellers bare være der. Sandsynligvis indtil du ikke er her mere. Som jeg sad dér med min lunkne øl, kunne jeg mærke, at jeg blev vred. Hun måtte godt nok have haft hovedet under armen, hvis hun ikke havde opdaget det. Og det var slet ikke okay ikke at tage ansvar for en situation, der indebar noget så vigtigt som det lille menneske, der lå dér og klukkede med på de hippe rytmer.

Men så for omkring et år siden fik en britisk soldat pludselig mavepine ved frontlinjen i Afghanistan og blev sendt på felthospitalet, hvor hun fødte en søn. Verdenspressen reporterede vidt og bredt, men der var ikke én eneste læge eller anden fagperson, der klandrede hende for ikke at have set tegnene. Og så fik jeg dårlig samvittighed. Her havde jeg siddet og dømt V for at være uansvarlig, når hun i virkeligheden havde været ude for en oplevelse, der åbenbart kunne ramme alle og enhver, og som i mine daværende øjne måtte være nærtraumatisk – at blive surprise-mor, måske helt uden at ville det?

Men ét spørgsmål pressede stadig mod min pande: hvordan?

Jeg fik svaret for et par måneder siden. I forbindelse med et interview opsøgte jeg en pige, lad os kalde hende T, som var gået til lægen med mavesmerter og efter undersøgelsen, havde fået at vide, at hun ventede sig. Snart. Flere ting var skyldige i hendes krops bedrag. Moderkagen lå anderledes end ved de fleste graviditeter. Foran barnet. Det var derfor, hun ikke havde mærket de små spark fra sit indre. Sparkene, som havde fået moderkagen til at bløde. Det blod hun havde taget for en lidt halvhjertet menstruation. To uger efter fødte hun en søn.

Men T gav mig også et andet perspektiv på det mystiske fænomen. For der sad hun storsmilende og fortalte, at det havde været et kæmpe chok. At hun havde været på vej op ad karrierestigen, og den sidste veninderne havde forestillet sig skulle være mor. Men at oplevelsen havde vendt det hele på hovedet. På den gode måde. At midt i alt det planlagte liv, havde det været godt med en lille, stor overraskelse. For det er tit dér, vi virkelig lærer noget. Om hvem vi er, hvad vi vil, og hvor meget vi egentlig er i stand til. Og er det ikke netop det forrygende ved at være til, at man aldrig kan vide præcis, hvilket puds livet vil spille én næste gang?

The following two tabs change content below.

Maja Mackintosh Johansen

Nyeste indlæg af Maja Mackintosh Johansen (se alle)