Hygge er ikke bare hygge. Hygge er det, vi identificerer os med. Hygge er det, den kommende jul er centreret om. Og hygge er det, Jeppe Trolle Linnet har forsket i.

Vi skriver nu december i toppen af vores noter. Temperaturen siger virkelig koldt, og SU’en bliver vendt og drejet for at kunne rumme både julebryg og gaver. Om lidt er det jul. Og det bliver hyggeligt.

”Julen er et sted, hvor hyggen skal op på et endnu højere plan. Familien mødes fra nær og fjern. Hyggen er uundværlig,” fortæller Jeppe Trolle Linnet, der er antropolog og forbrugsforsker ved Institut for Marketing og Management – og hyggeekspert.

Hygge er nemlig ikke bare hygge. Hygge er noget, der kan forskes i. Og det har Jeppe Trolle Linnet gjort:

”Det er hårdt arbejde ligesom alt muligt andet. Men det er et godt small talk-emne,” svarer Jeppe Trolle Linnet, da jeg spørger, om det er hyggeligt at forske i hygge.

[quotebox]Hygge er en måde at leve på[/quotebox]

Ordet hygge kan dateres tilbage til det 19. århundrede. Det stammer fra det germanske ord hyggja, der betyder at tænke, mene eller at føle sig tilfreds. Og ordet hygge findes også i både den svenske og norske ordbog.

Hvad hygge egentlig er, har Jeppe Trolle Linnet flere svar på. Der er nemlig flere forskellige indgangsvinkler. Det er både et identitetsrelateret symbol, og så er det en stemning at være i. Begge to er rigtige. Jeppe Trolle Linnet kigger mest på hyggen som en stemning eller en atmosfære – og hvordan hyggen er i den nationale selvforståelse:

”Der er moralske betydninger, der knytter sig til ordet. Hygge er en måde at leve på,” fortæller Jeppe Trolle Linnet.

Ikke så dansk endda

Danskerne er ikke de eneste, der hygger sig. Det er Jeppe Trolle Linnets svar, da jeg spørger, hvorfor hygge er så dansk. Det danske ved hygge opstår i måden, hvorpå vi identificerer os med det.

”Danmark er blevet et samfund, hvor det, der karakteriserer samfundet, stemmer godt overens med hyggen,” fortæller Jeppe Trolle Linnet.

Hvorfor vi så identificerer os med hygge, er der flere grunde til. Grunde, der kan findes både politisk, socialt, klimamæssigt og faktisk også historisk. Velfærdssamfundet lægger en beskyttende skal om individet, der kan sammenlignes med hygge. Vi siger ikke længere De til hinanden – den uformelle tone er sammenlignelig med den, man møder i en hyggelig situation. Og klimaet. Hvad får du mest lyst til, når det regner og blæser? Især de kolde årstider lægger op til at blive inden døre – og hygge.

Danmark er af mange beskrevet som et lille eventyrland. H. C. Andersen, bindingsværk og hygge – dét er dansk. Og her spiller historien en vigtig rolle. Jeppe Trolle Linnet forklarer:

”Det handler om selvforståelse. Billedet af sig selv som nationen, der er karakteriseret ved at være skrumpet i størrelse. Vi idealiserer det flade og begrænsede. Det spiller en national karakter. Nationer har forskellige værdier, der ophøjes som det, vi karakteriserer os med.”

De rette omgivelser

Umiddelbart ville man måske tro, at hygge er en stemning, der er uafhængig af penge og fysiske ting. Men en stor del af hyggen er de materielle rammer. Dermed ikke sagt, at det skal være stort og dyrt. Men det er omgivelserne, der er med til at skabe hyggen.

”Hygge er måske ikke karakteriseret ved noget, der er meget trendy og brandet. Det handler om en idé, om at være sammen med nogen under specielle forhold – og de forhold er meget materielle,” fortæller Jeppe Trolle Linnet.

Bløde og komfortable møbler, velbehag og noget at spise og drikke. Dét er med til at skabe hyggen. Vi samles om noget fælles, og det er maden med til. Ligesom så mange andre folkeslag lægger danskerne en stor glæde i den faste føde. Den gør dig ikke kun mæt – den skaber også hyggelige rammer.

”Det er en måde at stimulere kroppen på. Det er en måde at spejle sig selv i hinandens selskab – at dele noget fælles. Følelsen af at dele noget, man har købt sammen med andre,” siger Jeppe Trolle Linnet.

[quotebox]For at hygge med andre mennesker skal man få de ting væk, der distraherer én fra øjeblikket[/quotebox]

Tid til hygge

Men at skabe tid og rum til godt selskab og hygge kan være svært i den travle hverdag, som mange studerende formentlig kan nikke genkende til. Derfor handler det også om at tage sig tid til hyggen.

”Det er vigtigt at have tid til nærvær. Tid, hvor man ikke er produktiv. Nogle gange er man nødt til at være disciplineret for at kunne være ikke-disciplineret,” forklarer Jeppe Trolle Linnet og fortsætter:

”For at hygge med andre mennesker skal man få de ting væk, der distraherer én fra øjeblikket,”  siger han og forklarer, at man blandt andet kan lægge sin mobiltelefon i entréen, når man skal til at hygge.

Men det skal ikke betyde, at man kun kan hygge sig uden elektronik. Jeppe Trolle Linnet har selv børn og ved, hvor vigtigt eksempelvis internettet eller fjernsynet kan være for samvær:

”Folk har så mange måder at hygge sig på. Mange kan hygge sig ved at se noget på nettet sammen. Så længe man prioriteter selskabet med andre mennesker.”

Vi skal tage os tid til at hygge. Skabe de rigtige rammer og give slip på det, der forstyrrer – især i december. For hvis julen ikke er hyggelig, så er det ikke en god jul.

 

The following two tabs change content below.

Ann-Sofie Guldbæk Rasmussen

Nyeste indlæg af Ann-Sofie Guldbæk Rasmussen (se alle)