– om Josefine Klougarts Hallerne og en tendens i litteraturen

[faktabox align=”right” header=”Bladkultur”]

Hver måned giver RUST ordet til et andet SDU-blad, denne måned går turen til bladet “Synsvinkler”

[/faktabox]

Når man læser Josefine Klougarts roman Hallerne, står det klart, at sanseligheden i hendes lyriske stil kredser om kvindens krop over for mandens blik på kvinden. Det er et sprog, der undersøger den kvindelighed, som synes at være henfalden til mandens objektivisering af kvinden. Dette magtforhold beskrives i Hallerne, hvis narrative omdrejningspunkt er et sadomasochistisk parforhold, der udspiller sig for øjnene af et indskrevet og impliceret publikum.

Denne stillingtagen til kroppen er ikke kun et litterært brændstof for Josefine Klougart, men også for mange af hendes yngre kolleger. Denne artikel vil søge at beskrive den nye kropslige tendens i moderne dansk litteratur som et gennemgående tema hos mange af scenens debutanter.

Josefine Klougart er født 1985 og dimitterede fra forfatterskolen i 2010. Hun har desuden studeret kunsthistorie og litteraturhistorie ved Århus Universitet. Hun debuterede stærkt med romanen Stigninger og fald i 2010, der blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2011, og siden debuten har hun udgivet to mindre tekster: Den vind der manglede, Bjergene samt hendes seneste roman fra 2011 Hallerne. I februar 2012 udkom så hendes tredje roman En af os sover.

Josefine Klougarts romaner står i et sanseligt spændingsfelt imellem romanen og digtsamlingen, men i modsætning til 1990’ernes postmodernister og minimalister er Klougarts romaner ikke hybridromaner som det eksempelvis ses hos eksempelvis Solvej Balle. Hendes romaner er derimod lyriske romaner, hvis metriske og sproglige ekvilibrisme, samt ekstremt gennemførte stil danner rammen om et originalt og komplekst narrativ, der leder tankerne hen på Josefine Klougarts selverklærede inspiration: den amerikanske forfatterinde Virginia Woolf.

Scenen

I Stigninger og fald beskriver romanens lyriske jeg et malerisk landskab, hvis suggestive billedrækker og maleriske sprog udgør bevægelser i en infantil bevidsthed, hvori ordene taktilt undersøger landskabets dybder og barndommens legende tilgang til eksistensen.

I Hallerne er landskabet og barndommen gledet ud af fortællerens blik og placeret i baggrunden. Naturen optræder i kvindens bevidsthed som vilde naturfænomener, der paradoksalt gror og optræder i den ellers menneskeskabte by, som er romanens kulisse. Omverdenen er industriel og virker nærmest overvældende for fortælleren, og da naturen er latent i kvindens bevidsthed, forbliver denne naturlighed en del af en ikke synlig bevidsthed, der dog melder sig uventet hos kvinden i form af små sproglige knobskydninger og drømmelignende billeder.

Dette bliver tydeligt i romanens sidste halvdel, hvor byen styrter sammen omkring kvinden, og man ser hende gå barfodet igennem den destruerede og barokke by Kongens København, som fortælleren distancerer fra kvinden som et maskulint rum. Kvinden bliver dermed den sårede natur, der går barfodet igennem byens destruktive rum. Den industrielle omverden får i romanen sit helt eget liv og hallerne, der både rummer forholdet mellem manden og kvinden, kvindens bevidsthed og kvindens krop: ”Manden har boet i byen altid. Han ved det ikke, men han skjuler sig for andre mennesker for at kunne iagttage dem og styre dem. De uvidende.” (Klougart 2011:151).

Det metaforiske sprog hos Josefine Klougart søger sammenligninger og sammenhænge mellem kroppen og bevidstheden. Sproget søger også efter liv og fænomener, der kan udfylde de tomme haller, som kvinden metaforisk sammenligner sig selv med. Den påtrængende understrøm af natur giver dog kvinden et andet blik på sig selv, for hendes tanker styrer uden om destruktiviteten, som ellers omgærder hendes liv i lejligheden sammen med manden og søger mod ensomheden. Kvinden forsøger at komme i kontakt med sin naturlige bevidsthed ved gradvist at reducere sit blik på manden og ender med at blive alene på fortællerens scene (Klougart 2011:154).

Hallerne kredser tematisk om objektiviseringen af kvinden. Denne tingsliggørelse i romanen medvirker til, at kvindens selvbillede bliver konstitueret af mandens blik på hende. Manden i denne roman ser kvinden som en Lolita-figur. For kvinden har egne tanker om forholdet og deres fysiske forhold. Disse nærmest drømmelignende sekvenser forekommer ved et sommerhus på Samsø, hvor kvinden forfører manden af lyst, og hvor hendes blik endnu er naturligt og ikke underlagt manden. Denne bevidsthed bliver beskrevet med en anden tone og lethed: ”Manden ser op. Hun er klippet ud af himlen, hun er af karton.” (Klougart 2011:74). Stilistisk er dette i kontrast til romans øvrige beskrivelse af bevidstheden: Det mørke blik og de tomme industrihaller: ”Omvendte figurer, omvendte kroppe, tomme haller, tomme øjne.” (Klougart 2011:80).

I hallerne bliver kødet parteret og gjort klar til at hænge på slagtekrogene, og kvinden bliver beskrevet som en ødelagt balletdanser. Men denne ødelagte danser har en erindring om noget andet, et andet liv og en forelskelse på Samsø hvor det eneste, der kradser på hendes hud, er mandens skægstubbe.

Kroppens køn

Bjørn Rasmussen modtog 6. januar 2012 en af de prætentiøse danske litteraturpriser, Montanas litteraturpris, for sin romandebut Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Romanen udforsker kroppens muligheder og begrænsninger gennem seksualitet og køn i en kort og kompleks roman, der ligesom Josefine Klougarts Hallerne beskriver kroppen som et objekt, som indehaveren forvalter med brutalitet og fremmedgørelse.

Handlingen udspiller sig hovedsageligt (og ironisk nok) i Lemvig. En lille by hvor fordomme kan leve i fuldt flor. Hovedpersonen Bjørn er homoseksuel, og fordømmelsen af hans seksualitet synes at være en del af hans identitet. Romanen handler om seksuelt begær og om den smertefulde nydelse, som hovedpersonen deler i et forhold med en ældre mand. Begæret driver Bjørn ud i – endnu et, fristes man til at skrive – sadomasochistisk forhold, hvor nydelsen er sidestillet med smerten.

Huden spiller en stor rolle for billedsproget i Bjørn Rasmussens roman. Huden er kroppens største sanseorgan, og gennem huden kan Bjørn såres, da han skærer i sig selv og påfører sig selv smerte. Huden er et vigtigt fænomen i romanen. Den er billede på den sanselighed, det erotiske møde rummer, da dette møde ikke kun er koncentreret om kroppens køn. Det skal siges om Bjørn Rasmussens roman, at den er skrevet med en sjælden virtuositet. Og i denne passage opstiller Bjørn Rasmussen essensen af den nye tendens i dansk litteratur:

”Hvad er to dukker, to hjerter. Når der er sprog imellem dig og mig. I det mellemrum. Hvad er en pupil, to, fire, hvad er en slimhindekontrakt. Når der er langt fra hjerne til hjerne. Hvad er en følelse, når der er fakta. Når der er science fiction i mellemrummet, når der ligger en trold i køkkenvasken. Og Bræger. Hvad betyder kapitalisme for en trold, hvad betyder naturlighed. Hvad betyder genetik, en pik, en moder.” (Rasmussen 2011:88).

Den konkrete kropslighed bliver hos en anden litterær debutant til en ny kærlighed. Asta Olivia Nordenhofs roman Et ansigt til Emily forherliger kroppens kompleksitet. Hun beskriver kroppen som en del af naturen: ”Sommetider bliver jeg bange for at hun føler mere samhørighed med sortfyrren i vores have, Helligdomsklipperne, åkanderne, end hun gør med mig.” (Nordenhof 2011:80). Emily, der er romanens hovedperson, er flyttet til Bornholm sammen med Rosa for at blive i ét med naturen, hvor de begge kan være lykkelige. Hos Nordenhof er kroppen indgået i symbiose med naturen, og hun har generelt et mere positivt forhold til det naturlige. Det er derimod hendes fortælleres seksuelle orientering, der ligger til grund for hendes konflikt. Nordenhof adskiller sig fra nogle af de andre forfattere ved at beskrive en kærlighed i naturen. Asta Olivia Nordenhof beskriver kroppen som et transformationspotentiale og giver hovedkarakteren Emily mulighed for at sætte ansigt på alle sine forelskelser gennem kroppens sanser og personernes ansigtstræk.

Den nye tendens

Josefine Klougart, Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhof koncentrerer sig alle om kroppen som et sansende organ med forbindelse til vores bevidsthed, som Maurice Merleau-Ponty beskriver det i sit filosofiske værk Kroppens Fænomenologi (1945).

Denne artikel har forsøgt at skitsere nogle af de tendenser, der går igen hos den yngre forfattergeneration. Alle synes de at kredse om nogle af de samme temaer i deres skrift. Maurice Merleau-Pontys tanker om kroppen som den perceptionerende instans i vores bevidsthed får hos disse forfattere en aktualitet, som anskueliggør deres æstetiske projekter væsentligt.

Kød, køn, identitet og begær er alle tematiske nøgleord for disse forfattere, der ser kroppen som det sansende hylster, vores bevidsthed befinder sig i. At der derfor er en hovedvægt af kvindelige forfattere, som er interessante at analysere i denne sammenhæng, er ganske enkelt biologisk indlysende. For som Olga Ravn belyser det i sin lyrik, er kvinden dømt til sin biologi og manden i mindre grad.

Dette vil selvfølgelige ikke sige, at mændene ikke har noget at skulle have sagt i den nye litteratur, da forfattere som Rasmus Halling Nielsen og Harald Voetmann også behandler kroppen og kødet. Voetman har især fået opmærksomhed for sin roman Kødet letter. Bjørn Rasmussen rammer dog en langt mere tidstypisk strømning med sin queer-roman, der sætter den kønspolitiske debat i et ganske klart lys ved ganske enkelt at lade hovedpersonen fravælge sig sin heteroseksualitet og maskuline rolle i samfundet. Spørgsmålet om kønnet og den seksuelle orientering bliver derved til et valg i Rasmussens debutroman. Den kønspolitiske problematik er altså ikke til at overse hos de forfattere, jeg fremhæver i denne artikel, og der er god grund til at tro, at disse temaer vil være aktuelle en rum tid endnu. Læser man det lyriske tidsskrift Hvedekorn, er der også en fællesnævner ved mange af digtene, som dekonstruerer kønnet og kroppen.

 

The following two tabs change content below.

Cecilia Mandrup

Nyeste indlæg af Cecilia Mandrup (se alle)