[infobox]

  • Stifter og ejer af ”Lakrids by Johan Bülow”
  • 29 år, kæreste med Sarah og far til Eleanor på et år med tilnavnet ”lakridsprinsessen”.
  • Har en HHX fra Niels Brock Gymnasium
  • Sælger lakrids til 18 lande, blandt andet til Harrod’s i London og Chelsea Food Market i New York. Alt sammen produceret fra fabrikken i Hvidovre.
  • Vinder af prisen ”Årets ejerleder i hovedstaden 2013” og dansk mester i lakrids 2012.
  • Udnævnt til Røde Kors-ambassadør for 2013.
  • Forfatter til bogen ”Lakrids i maden” og er sammen med Christian Bitz i gang med at udvikle en lakrids-the, som han selv beskriver som ”kamille-the på steroider”.

[/infobox]

”Det her er så laboratoriet.”
I det hvide 90’er-køkken står der blandt meget andet fyldte gryder på vægte, lakridseksperimenter til en stor, ny, hemmelig kunde – og Bugles-chips.
”I vil ikke tro det, men Bugles-chips med flydende chokolade og rå lakrids pulver..” Johan kigger sigende på os, selvom de tre elementer langt fra klassisk bliver spist sammen.
”I virkeligheden er dét hemmeligheden bag Lakrids by Johan Bülow og den produktudvikling, vi har lavet. Det er ikke slaviske laboranter, der går og tager tests hele tiden. Det er bare folk, der leger og afprøver nye ting. Men det er også sådan, de gode ting opstår.”

1

Johan Bülow er entreprenør. Han er far, han er 29 år, og han er manden bag Danmarks førende gourmet-lakridsmærke Lakrids by Johan Bülow.
Han er langt foran sine jævnaldrene, hvad angår ansvar, job, bolig og økonomi. Og bagud i forhold til uddannelse. For han er en selfmade man, og i dag står en 3500 kvadratmeter stor lakridsfabrik færdig i Hvidovre med hans navn på. Fabrikken kan producere 2,5 tons lakrids hver dag og er betalt med rede penge.
Johan Bülow skylder intet i banken.

”Fra vi startede til nu – den omsætning på 6,5 år – det er uhørt. I bund og grund kan det ikke lade sig gøre med sådan et produkt, som vi laver.”

”Det er vitterligt blevet en stor succes. Vi siger nej til flere kunder, end vi siger ja til og har lige nu over 400 kunder på venteliste til at få lov til at sælge vores produkt bare i Danmark. Fra vi startede til nu – den omsætning på 6,5 år – det er uhørt. I bund og grund kan det ikke lade sig gøre med sådan et produkt, som vi laver. Så jeg kan da godt se, at vi har sat gang i noget,” smiler han.

Fabrik i mors køkken

Man skal ikke langt tilbage i tiden, men langt ned i skala, før man kommer til starten på lakridseventyret. Johan er oprindeligt fra Bornholm, og som 22-årig flyttede han med sin kæreste Sarah tilbage til solskinsøen og ind i sin mors lille køkken. Året er 2006, og Johan har sat sig for at finde den gyldne opskrift på gourmetlakrids.

På køkkenbordet, bevæbnet med træske, gryde og ingredienslisten fra en pose Piratos, blev der de næste 14 måneder kogt, rullet og smidt ud i store mængder. For der var vitterligt en grund til, at der ikke var nogen, der før havde givet sig i kast med lakrids på den måde, som Johan ville.

”Det var som at bygge en rumfærge. Den kompetence og viden, vi har i dag, den har vi fandeme også brugt meget tid på og betalt mange penge for,” forklarer han. Der blev købt lakridsbøger fra udlandet til flere tusind kroner og fløjet eksperter ind fra Australien for at grave opskriften op. Men stadig var der ingen lakrids.

”Jeg er forfærdelig, hvad sådan noget angår – jeg giver aldrig op. Det er en meget stor force, men også noget, der kan ramme én rigtig hårdt. Jeg vil altid være bedst. Hvis jeg skal løbe 15 kilometer, og min krop ikke kan, så falder jeg om, inden jeg giver op. Men det bliver du nødt til at have i dig, hvis du vil være entreprenør.”

Johan ved, hvad han snakker om, når han taler om viljen til at være entreprenør. Både mor og onkel har succesfulde virksomheder på Bornholm, så skabertrangen kom helt naturligt sammen med modermælken.

”Jeg er jo født af en mor, der er meget entreprenant og altid har gang i alle mulige projektet. Så der er ingen tvivl om, at hun gerne ville præge mig i den retning tidligt. Det har jeg altid vidst, hvilket gør, at man som 6-årig går ud i haven, plukker æbler og kirsebær og sætter sig på vejen for at sælge dem. ”

Som 14-årig udvidede Johan vejsidebutikken og lånte 10.000 kroner af sin mor til at forpagte en lille strandkiosk på Bornholm. I sommerferien mellem 8. og 9.klasse var Johan pludselig virksomhedsejer. Men når den danske sommer kun byder på regn, og lageret bliver stjålet to gange undervejs, så hænger det bare ikke rigtig sammen.

”Det er lidt vildt at sige, at man har været selvstædig i 15 år, når man er 29.”

”Jeg tror, jeg endte op med 14 timers arbejde hver dag, 12-13 uger i træk og nul kroner i fortjeneste. Men fair nok. Det var gode lærepenge, og jeg fik set, hvad fanden det hele var, i en ung alder. Det CVR-nummer jeg fik dengang, har jeg stadig i dag. Det er lidt vildt at sige, at man har været selvstædig i 15 år, når man er 29.”

Viljekraft, hårdt arbejde og lidt held udløste, at Johan på den nærmest spirituelle dato 7.7.2007 kunne slå dørene op til den første Lakrids by Johan Bülow-butik i Svaneke.

”Datoen er helt tilfældig. Butikken åbnede kun den dag, fordi det var på det tidpunkt, vi havde lært at lave den helt rigtige lakrids. 2,5 time efter åbningen var alt udsolgt, og vi måtte lukke igen. Så ved man ikke, om man skal grine eller græde. Vi har ikke mere lakrids, så nu skal vi lave lakrids hver nat en hel sommer. Men vi gjorde det og solgte ud hver eneste dag.”

32

Guldet er sort og smager af lakrids

Nu, 6,5 år senere, har Johan en lakridsfabrik, seks butikker i Danmark, 70 fuldtidsansatte, 1000 kunder i hele verden, og hvad han selv beskriver som ”en pæn omsætning”. Han har for nyligt købt og totalrenoveret et 300 kvadratmeter stort hus på Frederiksberg til sin familie. Men det økonomiske tager han med ophøjet ro.

”Jeg har ikke været den der unge fyr, der gik ud og købte en Ferrari og bragede den af sted i byen hver weekend, så snart det begyndte at gå godt. Jeg har købt et solidt, godt hus og en bil, som jeg altid gerne ville have. Det er da super fedt, at hvis du har behov for noget nyt tøj, så kan du købe det, og du kan være pisseligeglad med prisen. Det gør også, at min datter kan komme i en bedre vuggestue, og at du kan tage nogle ture, hvor du kan prøve de helt fede ting. Så der er bare en masse bekymringer i hverdagen, der bliver fjernet. Det kan sgu godt være, at jeg køber en Ferrari en dag, men så skal det være fordi, at jeg føler, det er det eneste rigtige. Du kommer aldrig til at se mig i kæmpe armbevægelser. ”

Ung, frygtløs og villig til at ofre alt

Armbevægelserne var dog en del større, da Johan efter successommeren på Bornholm valgte at tage eventyret endnu et skridt videre. Nu ville han bygge en lakridsfabrik. Men maskiner til lakridsproduktion bliver kun produceret i England, så Johan hoppede på en flyver og skulle nu forhandle en maskine til flere millioner – uden at have dem stående på kontoen.

_MG_7455

”Det er ikke sjovt at sidde i banken og skrive under på, at du skal lave en lakridsfabrik til 3,5 millioner som 23-årig. Jeg var totalt frygtløs dengang, og jeg var villig til at ofre ALT. Men som bankmanden sagde til mig: ’Nu lader vi dig låne de her penge Johan, for jeg kan se, at du har pantsat dig selv og din venstre testikel til helt op over begge ører, men hvad skal jeg bruge den lakridsmaskine til, hvis du går på røven? Den er jo ikke noget værd! ’ Så hold kæft, hvor havde det været svært at komme op igen, hvis det ikke var gået. ”

Ned og ramme bunden kom lakridsfabrikken heldigvis aldrig. Men det gjorde mennesket Johan til gengæld. Danskerne havde taget gourmetlakridsen til sig. Virksomheden voksede eksponentielt, og Johan vidste ikke, om det var onsdag eller søndag, kun at han var på arbejde over 120 timer om ugen. Så for tre år siden sagde Johans krop stop.

”Jeg sad en dag til et møde med en kuglepen i hånden. Pludselig kunne jeg ikke huske, hvad jeg skulle bruge kuglepennen til. Alt crashede. Det tog mig fire måneder at komme ovenpå igen, stille og roligt med meget lidt arbejde af gangen. ”

Stressen fik fat i Johan. Nu kender han symptomerne – hvis hjertet begynder at slå skævt, eller det hele begynder at flimre, så har arbejdet taget overhånd. Han har lært sin lektie.

”Det er jo sådan noget, som folk glemmer i dag, fordi det går rigtig godt, og man har nogle muligheder og penge, som mange ikke har. Folk glemmer, at man arbejdede 120 timer om ugen i flere år, gik ned med stress og skyldte banken en masse penge.”

Det kræver ofre at sejre

Når Johan fortæller om lakridsimperiets fødsel, får man pludselig øje på de små revner. Langt fra ser man ikke andet end en ung mangemillionær, der lever livet. Men tæt på fornemmer man, at bygningen har krævet sine ofre. Ofre, som Johan var fuldt bevidst om, før han startede, men stadig var hårde valg at træffe.

”Jeg føler, jeg tog 4-5 år ud af 20’erne, hvor jeg ikke lavede andet end at arbejde, og dér ligger klart en ofring. Hvis du vil det her, hvis du vil sidde her, gøre det her, have folk, der vil købe din forretning – så skal du virkelig have skyklapper på i de år og ikke kigge dig tilbage. ”

Men Johan var ikke alene. Kæresten Sarah, som han i dag har en lille datter med, skulle også være en del af hverdagen. Johan tog derfor en beslutning om, at gennem seks måneder spiste parret ude syv dage om ugen. Han var sent hjemme, så det gjaldt om at få kvalitetstid sammen og undgå spildtid på indkøb, planlægning og opvask.

”Der er en hel masse ting, der skal snakke sammen, for at det her kan lade sig gøre. Min kæreste er en kæmpe del af det, bare i forhold til, at hun lader mig gøre det. At hun stadig synes, det var okay, selvom jeg ikke havde været hjemme i to døgn. Den går heller ikke længere, men det gik i nogle år. Jeg sagde jo, at jeg forsøgte at bygge et fundament for vores familie senere hen. Og at jeg så allerede har gjort det nu er heldigt nok.”

Et godt bagland, en lærerig barndom og masser af begejstring for lakrids. Johan klarede det, og det samme gjorde Sarah. Men at være entreprenør fra bunden har også gjort Johan til kandidat i problemløsning.

_MG_7447

”Jeg tror, stort set at alle kan blive entreprenører, men du skal være villig til at ofre. Der ingen, der kommer og hjælper dig, når problemerne opstår. Det er kun dig selv. Det var nogle af de chok, jeg fik.” Fuck, det her har jeg jo aldrig gjort før, hvordan løser du det?” Men du har altså bare nogle ansatte, der skal have løn, feriepenge og godtgørelse for støvtillæg på seks procent. Og en fødevarestyrelse, der siger, du skal bach-journallere al din produktion, så du kan spore dine produkter til forhandleren i Grønland. Halle-fucking-luja. Det er jo sådan noget, der rammer.”

Lakridsens konge

Men på trods af det hele er det med Johans egne ord stadig en fest i verden at være entreprenør. Og begejstring for hverdagen er essentielt for lakridsens mand. Verden ville simpelthen være et bedre sted, hvis folk kunne være begejstrede over deres eget liv i stedet for at surmule, filosoferer han.

For det var ved begejstringen for lakridsen, at det hele startede. Johan kunne se kunderne stå i kø til sin onkels håndlavede bolsjeproduktion på Bornholm, men ville selv meget hellere købe en pose god lakrids end onkels bolsjer.

”Folk var vilde med kvalitetsaspektet i at kunne se produktionen, dufte de nylavede bolsjer og se, hvor ingredienserne kom fra. Men hvorfor fanden var der ingen, der havde gjort det med lakrids? For mig, var det dér, det hele startede.”

Hurtigt fandt Johan ud af, at al smagen kom fra en plante, der bliver trukket op fra jorden. Lakridsroden. En fuldstændig uopdaget rod i forhold til alt det, den kunne. Han fandt ud af, at der var stor forskel på smag og kvalitet i forhold til, hvor i verdenen den blev dyrket. Og så var lakrids oprindeligt slet ikke slik, men blev i mange generationer brugt som naturmedicin.

”Tænk, hvis du kunne åbne et spektrum af gourmet på lakrids, fra konfituredelen til øl, pasta og mad på Michelin- restauranter. Det synes jeg eddermame var interessant. Og en sindssygt god idé. ”

Johan ville gøre lakrids til en gourmetoplevelse. Fra sin tid som tjener og restaurantchef på finere restauranter i København vidste han en del om råvarer. Det skulle være ordenligt fra starten, nyt og gennemtænkt.

”Den slaviske tilgang til at arbejde med kvalitet, kvalitet og kvalitet bunder alt sammen i, at, når folk skruer proppen af en af vores dåser og smager den første bid, så skal dén bid, på et oplevelses- og kvalitetsmæssigt plan, redegøre for, at man har betalt 70 kroner for dåsen. Ellers køber kunderne det aldrig igen.”

4

Sidste år blev der solgt tre millioner dåser lakrids fra Johan Bülow. Salget foregår primært i Danmark, hvilket betyder, at folk kommer igen og igen.

”I starten var målet for lakrids, at hvis fem mennesker sad rundt om et bord og snakkede om lakrids, så skulle tre af dem snakke om mit navn. Og det tror jeg faktisk, de gør i dag – det er i hvert fald tæt på.”

Der er mange, der har hørt om Johan og hans succes. Derfor er det ikke sjældent, at unge entreprenører banker på fabrikkens dør for at få gode råd til den hårde vej som selvstændig. Og selvom Johan kæmper med en overbooket kalender, sætter han altid tid af til et par timers rådgivning.

”Det handler da også helt klart om at give noget igen, når man har fået succesen.

Men jeg tror også, det skærper mig at høre, hvad de her unge mennesker tænker, for deres tanker er mange gange ud af boksen. Jeg har haft masser af seje unge, både piger og drenge, som jeg har brugt nogle timer på at hjælpe. Det er jo mange af de samme ting, som jeg fik at vide, dengang jeg startede – lad være med at ansætte dine venner, du kommer til at arbejde 100 timer om ugen og så videre. Man hører det 100 gange, men det er dét, der rammer dig i nakken. For en ting er casen på CBS og at komme med en masse flotte grafer – det er der altså mange, der har gjort. Hvis du ikke kan få det ud over rampen bagefter, hvis du ikke kan tage den ofring, jeg hele tiden snakker om, så er det lige meget. ”

Tilbage til laboratoriet

I dag er Johan forbi tiden med ofringer, frygtløshed og fuld fart fremad. Familieudvidelsen har gjort, at arbejdsugen er skåret fra 120 til 50 timer, og han skal helst være hjemme klokken 17 hver dag. Lakridsen var et eventyr, men fødslen af datteren Eleanor beskriver Johan uden at tøve som sit livs største vendepunkt. Men også på det forretningsmæssige plan har faderrollen givet Johan en ro og et holdepunkt, han ikke besad i starten.

”I dag er jeg slet ikke så frygtløs længere. Der er et kæmpe ansvar forbundet med at være chef. Jeg har potentielt 70 familier, der får mad på bordet, fordi de arbejder herude. Og så er det mit arbejde at sætte folk af undervejs, hvis de ikke udvikler sig med forretningen. Det er benhårdt. Det er også der, man forstår, hvorfor direktørerne får en væsentlig højere løn. Jeg kan jo bare konkludere ud fra de år, jeg har været her, at det er op på ølkassen og sige tingene, som de er. Lad være med at pakke det ind. Det skylder man de folk, der arbejder for en. ”

_MG_7609

Tilbage i laboratoriet, eller udviklingscenteret, som det officielt hedder, kigger Johan sig omkring blandt lakridsgryderne og plastikformene. I forhold til at han startede med en træske i hånden på sin mors komfur og tegnede logoet til Lakrids by Johan Bülow på en dug, er hverdagen som leder en del anderledes.

”Jeg savner faktisk at være hernede. Jeg har altid godt kunnet lide at have fingrene nede i det. Vi lavede engang lavet en kugle med flydende, norsk myseost og hvid chokolade. Den blev faktisk ret god, selvom folk nok tænker, at jeg er syg oven i hovedet. Men det er, når man lige pludselig finder det udefinerbart, at det er sjovt. ”

Selvom han ikke får lov til at trylle i køkkenet så tit, som han kunne ønske, så er det alligevel fint. Johan kan godt lide chefrollen. Han vil hele tiden være dygtigere. Om det er en dygtigere chef, iværksætter, far eller fodboldspiller. Og så kommer han aldrig til at stoppe. Han måler sin succes i profit, omsætning og stolthed. Stolthed over at have skabt noget ud fra en rigtig god idé og siden se, hvordan det kun er blevet større.

”Det der med at lave noget fra bunden og se glæden i folks øjne – og at være stolt af sit projekt – det er en vidunderlig følelse at stå op til hver dag.”

”Det motiverer mig helt vildt at se forretningen vokse og at se folks ansigtsudtryk, når de spiser lakridsen. Det der med at lave noget fra bunden og se glæden i folks øjne – at kunne være stolt af sit projekt – det er en vidunderlig følelse at stå op til hver dag.”

Foto: Frank Lohmann

The following two tabs change content below.

Rebecca Bodnia

Nyeste indlæg af Rebecca Bodnia (se alle)