Står slikautomaten tæt på dit undervisningslokale, eller er det nemt at gå ned og svede i fitness? Vores omgivelser har betydning for, om vi lever sundt. 

Det sunde liv er på mode. Men ligesom SU’en kan holde dig fra at købe designerskjorten, så begrænses du også af, hvor du færdes. Din adgang til at træne eller spise sundt er vigtig for, om du faktisk gør det. Forskning peger nemlig på, at det sunde valg skal være det lette valg, hvis vi oftest skal tage det.

Finn Mogensen fra University College Syddanmark er i gang med en undersøgelse blandt 25.000 folkeskoleelever landet over. Han vil undersøge om eksternaliteter, som at være nabo til Papas Pizza, kan få os til at droppe de gode intentioner om spelt og selleri. Han siger, at de samme mekanismer arbejder, når vi går ned ad campus’ gange. 

”Det tyder på, at adgang til idrætsfaciliteter er vigtig. Jo tættere man er på dem, jo oftere benytter man dem, og dermed har man større potentiale for et sundere liv,” siger han. 

Dermed kan SDU Fitness altså give en opblomstring i de studerendes sundhed. Finn Mogensen siger, at forskningen viser, at tilgængeligheden af sportsaktiviteter og sund mad  ikke bare påvirker vores opfattelse af, om vi er sunde. Forskningen kan også sætte fokus på, om samfundet skal indrettes på en måde, hvor borgerne hjælpes til at tage det gode valg.

[quotebox]Forskningen kan også sætte fokus på, om samfundet skal indrettes på en måde, hvor borgerne hjælpes til at tage det gode valg.[/quotebox]

Fra teori til praksis

Syddanske studerendes nye mulighed for at få muskler og vådt pandehår i skoletiden er blevet prioriteret fra ledelsens side. Det siger rektor Jens Oddershede.

  ”Jeg mener, at vi på universitetet skal tage vores egen medicin. Vi underviser og forsker i sund livsstil og folkesundhed, og så skal de studerende og ansatte også have mulighed for at gennemføre de gode principper i praksis.”

Jens Oddershede siger, at de på universitetet godt er klar over, at det sunde alternativ skal være inden for rækkevide. Derfor har ledelsen igennem en årrække arbejdet på at give universitetets sundhed en vitaminindsprøjtning.

Kantinerne skal have ernæringsrigtig mad, og der skal være motionsmuligheder for de, der har lyst. Ledelsen har da også del i opstarten af SDU Fitness, som gør det nemt at træne andet end bodegamusklen i fredagsbaren overfor. Ifølge rektor har SDU Fitness næsten 1000 medlemmer. 

”Jeg er ikke i tvivl om, at tilslutningen til fitness skyldes, at det er let tilgængeligt,” siger Jens Oddershede.

 

The following two tabs change content below.

Anne Sofie Feld

Nyeste indlæg af Anne Sofie Feld (se alle)