Studerende har alle sammen nok at se til, men Niels Rosdahl Jensen har måske lidt mere. Han har nemlig to drenge, han skal passe udover sit studie. Alligevel er det ikke så meget, fordi han går i skole, at timerne i døgnet er for få. Sådan er det bare, når man er far.

”Far… Fa-aar!”

 Halvvejs inde i en sætning bliver Niels Rosdahl Jensen afbrudt af sin 3-årige søn Sixten, der er træt af, at hans storebror er god til gemme.

”Hvad så?”

”Ved du, hvor Olivar er?”

”Nej, du må finde ham.”

to

Sixten står midt på legepladsen med armene hængende ned langs siden. Han kigger sig lidt uengageret omkring, så den grønstribede spids på hans elefanthue svinger fra side til side. Så vender han igen sine store, ærlige øjne mod sin far og siger: ”Det kan jeg ikke.” 

Man bliver indimellem forstyrret, når man er far. Det er et vilkår. Og et vilkår, Niels ved, kræver, at man er ekstra forudseende, når man skal have dagene til at hænge sammen.

 [quotebox]”Jeg har lige haft et fag, hvor jeg havde 17 dage til at skrive en eksamen. Der prioriterede jeg sådan, at jeg sad fra klokken otte-ni om morgenen, når de var afleveret, til en tre stykker, og så kunne vi hente børnene og være sammen med dem, til de skulle i seng, og så kunne jeg slappe af om aftenen. Så havde jeg skolearbejde, familietid og afslapning,”[/quotebox]

”Jeg har lige haft et fag, hvor jeg havde 17 dage til at skrive en eksamen. Der prioriterede jeg sådan, at jeg sad fra klokken otte-ni om morgenen, når de var afleveret, til en tre stykker, og så kunne vi hente børnene og være sammen med dem, til de skulle i seng, og så kunne jeg slappe af om aftenen. Så havde jeg skolearbejde, familietid og afslapning,” forklarer Niels og griner lidt af det fikse arrangement. Han var 25 år, da han fik Sixten og havde et år forinden mødt sin kone Joan, som studerede pædagogik og allerede havde sønnen Olivar. De flyttede sammen i Odense, hvor Niels var begyndt at studere journalistik. Og med det åbnede et land af ukendt territorium sig. ”Helt i starten da jeg lige var flyttet sammen med Joan, og jeg skulle aflevere Olivar i børnehave, der følte jeg mig godt nok… da jeg kom ned i børnehaven, og de andre forældre var sådan: ind, ud. Svups – madpakken i køleskabet. Og jeg stod dér og vidste knap nok, hvad jeg skulle.”

 

Far frem for alt

Faderrollen sidder efterhånden mere naturligt på Niels. Som den mørkebrune uldsweater, de fornuftigt fodformede sko og det rolige gemyt gør det. Nu er han 28 og i gang med at skrive sin bachelor, og han synes på flere måder, det har været gavnligt at blive far. 

”Jeg er blevet meget mere moden og ansvarsbevidst. Og det synes jeg helt klart er en fordel. Det kan jeg også bruge på min uddannelse, for jeg tager nok tingene mere seriøst, end jeg gjorde før.”

Han roder sig lidt i det mørke skæg og kigger ned, mens han tænker og træder sig selv lidt over tæerne. Så kigger han op og fokuserer.

”Jeg er nok blevet mere selvsikker. Altså… det er ligesom at blive voksen. Før var jeg ung, så blev jeg voksen.”

Men når man er voksen, er der også mange ting, man må gå på kompromis med.

”Man skal tilsidesætte sig selv rigtig meget. Man kommer selv sidst i køen med alle de behov, der skal stilles: mad og søvn… Det er nok det, der var og er det hårdeste ved at få børn. Der er knap så meget tid til at være sig selv og være ung. Man er meget forælder,” siger han, mens han har et vågent øje på legepladsen for at sikre sig de to drenges positioner. Sixten bager sandkager og Olivar, der er dukket frem fra sit skjul bag det store skur i legepladsens fjerne ende, spankulerer dovent over og hænger op ad bænken, hvor vi sidder.

”Hvad laver du, far?”

”Jeg bliver interviewet. Jeg skal i det der blad, jo.”

”Mmm…”

Der bliver en lille pause, hvor Olivar ikke helt ved, hvad han skal gøre af sig selv. Gemmelegen er slut, fortæller han.

”For Sixten gider ikke være med til det mere.”

 

Tiden tællerGYNGESTATIV

Niels, Olivar og Sixten kommer herned på legepladsen næsten hver weekend. Området tilhører egentlig en børnehave, men de lader velvilligt lågen stå åben, så legesyge forældre og børn kan komme og gynge og grave på deres fridage.

  ”Det er derfor, vi går herned. For vi har jo ikke nogen have, og de trænger til at krudte af.”

Og det kommer de nok til at gøre i noget tid. Livet med have ligger nemlig ikke lige inden for rækkevidde for en familie med to på SU. Men til gengæld er der tiden. For selvom Niels nogle morgener står op, får drengene gjort klar, cykler med Sixten bag på konens cykel og Olivar foran på sin egen, afleverer dem i skole og børnehave, kører hjem og skifter cykel og møder i skole klokken kvart over ni, ville den situation, nok ikke se anderledes ud, hvis det var på arbejde, han skulle møde. Og der er andre tilfælde, hvor det at være studerende faktisk er en force. 

[quotebox]En af de store fordele ved at være forældre, når man er studerende, er, at det er lidt mere fleksibelt. Man kan læse om aftenen, når de sover. Og man kan bedre blive hjemme fra studiet, hvis den ene er syg. Det giver ikke på samme måde problemer, tænker jeg, som at blive hjemme fra arbejdet.[/quotebox]

”En af de store fordele ved at være forældre, når man er studerende, er, at det er lidt mere fleksibelt. Man kan læse om aftenen, når de sover. Og man kan bedre blive hjemme fra studiet, hvis den ene er syg. Det giver ikke på samme måde problemer, tænker jeg, som at blive hjemme fra arbejdet.”

Niels kan også tit hente drengene tidligere, end hvis han havde en ni-til-fem-stilling. Og selvom livet som far og studerende ikke byder på meget plads til ungdomsliv eller dyre vaner, er det heller ikke det, der står øverst på listen i den lille familie.

   ”Vi har prioriteret at have tiden sammen med dem i stedet for at have alverdens penge til store rejser og store ting. Det har vi ikke haft. Vi har prioriteret tiden.”

Solen skinner på legepladsen. På de grønne mælkekasser, der står i aparte konstellationer hist og her. Og på Niels, der tålmodigt skubber Sixtens gynge alt efter hans kommando, indtil den lille stemme bliver træt og skal hjem og have sin middagslur. Så følges de tre drenge ud fra legepladsen og krydser vejen mod deres lejlighed, som de gør det hver weekend.

 

The following two tabs change content below.

Maja Mackintosh Johansen

Nyeste indlæg af Maja Mackintosh Johansen (se alle)