Fem lalleglade kvinder – tre med tilknytning til Odense – kunne i fredags stille sig øverst på sejrsskamlen til DM i improcomedy. Bag succesen ligger dog flere hårde valg samt uendeligt mange træningstimer på de skrå brædder.

For lidt over halvandet år siden startede et helt nyt eventyr for fem unge kvinder. Med Odense som base, blev gruppen Den Lalleglade Brigade grundlagt. Succesen indtraf for alvor i fredags, da gruppen vandt DM i improcomedy.

– For os er det helt vildt. Det er så stort, at jeg fik det fysisk dårligt til showet. Faktisk følte jeg, at jeg skulle brække mig i pausen, siger Sisse Gram de Fries.

Sisse Gram de Fries er én af tre fra gruppen med tilknytning til Odense. Båndet til eventyrbyen er dog snart kappet. Planen er, at Sisse bliver færdig med sin uddannelse på Idræt & Sundhed allerede i november. Udover Sisse, studerer Anna Louise Petersen Amargós også på SDU til Medievidenskab. Som den sidste odenseanske brik er Theresa Lange Olesen født og opvokset i byen. Men efter lang tids overvejelser er alle medlemmer nu flyttet mod hovedstaden.

“Jeg fik det fysisk dårligt til showet. Faktisk følte jeg, at jeg skulle brække mig i pausen”

– Det er en mærkelig fornemmelse. Vi startede i Odense og har haft halvandet år her, men pga. Brigaden er vi flyttet til København. Vi har dog stadig fokus på Odense og kommer tit forbi til et show, siger Sisse Gram de Fries.

Efter succesen til DM satser Den Lalleglade Brigade stort. Målet er at kunne leve af projektet i fremtiden. Og med 20 timers træning om ugen, diverse møder samt shows har de fem kvinder allerede det, der i antal timer svarer til et fuldtidsjob i Brigaden.

Brigaden kan primært opleves i Odense, Århus og København. Så SDU’s resterende campusbyer må indtil videre kigge langt efter Danmarks sjoveste improkomikere.

Næste gang, de optræder i Odense, er 6. februar på U-teater.

Se forsmag på, hvad der gør Den Lalleglade Brigade til landets sjoveste:

[infobox]BRIGADEN

  • Startede i Odense for halvandet år siden
  • Består af fem kvinder i tyverne
  • Har netop vundet DM i improcomedy
  • Facebook
  • Hjemmesiden

[/infobox]

The following two tabs change content below.