[faktabox align=”right” header=”Teitur”]

  • Teitur Lassen.
  • Født i 1977 på Færøerne.
  • Er netop flyttet tilbage til Færøerne.
  • Er aktuel med sit sjette album, Story Music.
    Det er det første album indspillet på Færøerne.
  • Har en dansk kæreste i København.
    Endnu ingen børn, men drømmer om det.

[/faktabox]

Luften er tæt af kropsvarme i Det Brunske Pakhus i Fredericia. I det lille intime koncertlokale står der små runde borde med stearinlys, der har trukket al ilt ud af luften og gjort den tyk at træde sig igennem. Folk venter med boblende kvalitetsøl på, at musikken skal starte. Stemningen er summende. Efter en tids venten bliver stemmerne mindre, da Teitur gelinde træder op på den lille scene. Det færøske band tropper tæt bag ved ham som et pust på Teiturs dugfriske turné, som han påbegyndte 16. september.

Han kigger ud på publikum med hovedet let bøjet og et ydmygt blik. Det skæve smil vidner om en genert sjæl. De let hævede, spinkle skuldre i den cowboyfarvede skjorte forstærker indtrykket. Men da Teitur sætter sig ved sit klaver, løsnes lemmernes anstrengelse og nervøsitet. Teitur er, hvor han er bedst. Ved musikken.

”Hvor ser her hyggeligt ud!” Smiler han og kigger ud over den intime forsamling.

Teitur er aktuel med sit sjette album, Story Music, som udkom den 16. september. Et album, som skiller sig ud fra de andre. Det er nemlig som det eneste indspillet på Færøerne, hvor Teitur er vokset op. Som 17-årig flyttede han med sin familie til Danmark. Først Holstebro og senere København, London og Stockholm. Samtidigt med dette har Teitur været oppe og spille 250 koncerter om året forskellige steder i verden. Nu er han vendt tilbage til freden på Færøerne og udkommer i samme åndedrag med et nyt album indspillet i en gammel isfabrik i hovedstaden Tórshavn. Stort set alle sangene på pladen er indspillet og sunget live af Teitur og de omtrent 60 lokale færinger, som har hjulpet ham med at fortælle historierne.

Kaffe på kanten af stolen

Billede-1

RUST møder Teitur til en tår kaffe på Christianshavn kort før hans udgivelse. Luften over København har hele dagen været fugtig. Skyerne har hængt og samlet vand, som lagner, hvis vævning til sidst må give efter for vandets vægt. Teitur svinger om hjørnet på sin røde racercykel ved den lille café og når knap at træde ind af døren, før dråberne rammer brostenene. Man skulle næsten tro, Teitur havde bragt det ustadige vejr med sig fra Færøerne. Med øjnene anstrengt opad for at gøre sig forhåbning om at få øje på, om håret bærer præg af cykelturen, retter han i pandehåret og rækker hånden ud. ”Hej!” siger han forsigtigt.

Genert sætter han sig ved bordet. Skævt på stolen, som var det på den måde nemmere for ham at kunne slippe væk derfra igen. Teitur kigger ud af vinduet og vrider lidt rundt på stolen. Men efterhånden som snakken er i gang og stemmebåndet varmet op, vender benene langsomt fremad, og holdningen er mere afslappet. Et musikalsk kropssprog vælter ud gennem fingrene, når han forklarer. Teiturs fingre spiller ustandseligt hen over cafébordet, som havde han et klaver foran sig.

Til Frankfurt for 25. gang

Den nu 36-årige kunstner har valgt at flytte tilbage til sit helma. Hjem på færøsk. Indtil nu har Teitur haft ét ben i det moderne musiksamfund og et andet i traditionen fra hjemmet på Færøerne. Men med sin nye plade er begge ben rykket tilbage til slugten lidt uden for Tórshavn.

”Når man kommer til Frankfurt for 25. gang, så vil man gerne have et sted, hvor man kender systemet, og hvor man bare kan få fred. Færøerne er en kontrast til storbylivet, hvor alt ikke er i kalender og planlagt.”

Teitur har efterhånden spillet så mange koncerter, at flere af stederne unægteligt vil være de samme. Og selvom det er glædeligt for ham at vende tilbage til de mange besøgte byer, er flere dage nogle af stederne noget, han gerne vil prioritere.

Og netop tid, eller mangel på samme, er noget, der optager Teitur. På Færøerne er der mere tid og mere nærvær. Story Music er indspillet i et studie, som hans gamle barndomsven Jonas har bygget. Dét var i sig selv et incitament for Teitur at producere sin plade på Færøerne.

”Faktisk har jeg også haft et behov for at gennemføre ting professionelt på Færøerne. Hvorfor skal jeg ikke kunne bo dér og være dér og gøre det, som jeg gør. Man har opbygget en eller andet tro om, at det kan man ikke gøre deroppe, fordi der er for meget modstand, og det fungerer for dårligt, men det har jeg valgt ligesom at trodse. Nej jeg skal sgu gøre det deroppe,” fortæller han.

Billede-3

Og selvom det ifølge Teitur er mere tjekket og mere produktivt i London, så er det netop det langsomme og det nærværende aspekt, der trækker ham i retningen af at sadle om og modsætte sig det oplagte. Og efter Teiturs mening har det heller ikke været det vigtigste, hvor fancy indspilningen af den nye plade var. Den musikalske kvalitet, han har opnået i Tórshavn, er for ham dét, der har gjort udslaget og givet mening. I sin nye udgivelse har han inddraget den færøske befolkning, og ifølge Teitur giver det en anseelig, musikalsk værdi, at en 16-årig sidder ved siden af en 83-årig og spiller musik. For Teitur mener, at musik ofte er noget man godt kan lide, fordi man godt kan lide de mennesker, der spiller den.

”Jeg synes, det kan blive lige så god musik, når nogen stiller sig op og synger falsk tillykke til sin mor. Det kan være større musik end nogen, der står og spiller smart på en bar eller sådan noget, ” fortæller Teitur med den sirlige færøske accent.

”Jeg har et ønske om ikke bare at lave blabla-musik, og på Færøerne er der en helt anden energi. Især til denne plade har det været vigtigt. Til fester på Færøerne spiller folk musik for hinanden og spiser og drikker. Alle de sange man spiller til de lejligheder, har jeg lært at spille. Det er dybest set fundamentet for det, jeg gør.”

Livet bør have færre regler

Og med det i baghovedet søger Teitur også at gøre tingene i et andet tempo. Tid er et emne han filosofisk forholder sig til. Det er en tankestrøm om livets værdier, der optager ham. I et samfund af travlhed forholder han sig kritisk til den forjagede hverdag.

”Jeg tror nok, alle herinde kunne tænke sig at have mere tid”. Siger han og refererer til den bugnende café på Christianshavn.

Billede-2

Det er en luksus, som er at finde på Færøerne. En luksus som Teitur værdsætter efter adskillige hektiske koncerter bag sig. Men hvad skal man bruge sin tid på, og er noget mere værd end andet, og hvem afgør det, spørger Teitur ud i luften. Der er mange, der har en mening om, hvad man helst skal bruge sin tid på, forklarer han.

”Men er det egentlig mere værd at gå i biografen end at sidde derhjemme og spise et æble?”

Det er værd at være til stede i sit liv og gøre ting, der giver mening for en. Ikke fordi samfundet dikterer det. Man skal kun gøre ting, man kan lide at lave, så vil man have mere tid i sit liv, mener han. Og selvom tilværelsen ikke ville hænge sammen uden regler og systemer og ting, man var nødt til at gøre, synes det for Teitur grundlæggende forkert med så stramme systemer.

”Bussen holder altid kun på busstoppestedet. Jeg synes, der er et eller andet helt menneskeligt forkert ved det,” griner han og kigger ned i forlegenhed over sin tossede, men dybfølte holdning til livets sammensyning.
Ifølge Teitur burde samfundet kun bestå af få enkle, men gode regler.

”De ti bud måske?” Ler han og vender hovedet over skulderen med et glimt af ja – måske ér det det, der skal til. Herefter bliver emnet lukket med en vis distance over for sig selv og over måske at have fortalt noget, der for andre kan lyde som en snak om umuligt anarki.

Det simple, komplicerede liv

Billede-4

Som så mange andre mennesker går Teitur med drømme om at gøre ting i livet, som på stående fod ikke kan lade sig gøre. Enten på grund af tid eller penge. Nogle drømme bliver til noget, andre får lov at svæve i bevidstheden til de til sidst bliver erstattet af noget andet eller opgivet.

”Jeg kunne rigtig godt tænke mig at spise min egen frugt. I stedet for at gå ned i supermarkedet og købe masseproducerede portugisiske æbler kunne jeg godt tænke mig at plukke mine egne. Måske skal jeg have mit eget landbrug?” Siger han og griner, så det ikke er til at vide, om det er en af de svævende drømme, eller en af dem, som faktisk bliver til noget en dag. Er det søgen efter det simple liv?

”Jeg synes faktisk, det er endnu mere kompliceret. Det er ret simpelt at købe portugisiske æbler. Det andet er mere kompliceret, men jeg synes, det er et rigere liv, faktisk. Jeg har nogle tanker om, at det andet ville være bedre for mig og for omgivelserne. Det ville klæde os at være mere på den måde,” fortæller han.

Men uanset om drømmene om friskfanget frugt bliver en realitet, er søgen efter det langsomme og det meningsfulde noget, der følger ham i musikken. Målet med musikken er at give noget til andre. Og derfor har det været vigtigt at fortælle noget med musikken og nærmest skære det i små bider for at få lytteren til at fange budskabet. Teitur har bevidst bygget sine sange op om små fortællinger. Frosset tiden og beskrevet små episoder, så alle kan se det for sig. Om telefonsælgeren på gaden, om den pige, han legede med som barn, og som han nu ikke ved hvad laver, eller om sangen der handler om at vente. Alle fortæller de om små øjeblikke, som ofte er momenter, de fleste ikke ville skænke en tanke, fordi de bare var små indskud i større perspektiver og dele af dagen. Selv fortæller Teitur, at mange opfatter hans musik melankolsk og til tider trist, men han har et andet syn på klangen.

”Jeg ser det som meget humoristisk at lege med musikken. Jeg er heller ikke bange for at bruge lange pauser og pinlig stilhed. Skal der ikke ske noget? Spørger folk. Det er ligeså meget en provokation. Vil folk kæles på ryggen, eller hvad vil de?”

Til koncerten er den pirrende, provokatoriske og milde stemning et udtryk, som tilskuerne fanger. Der bliver klukket undervejs rundt omkring i hjørnerne, når pauserne bliver længere end, hvad man synes, det kan tillades, og når der bliver sunget om ting, alle kan se for sig. De små fortællinger, som bliver foldet ud til den mindste detalje. Teiturs koncert er blevet mere end blot en koncert. Det er blevet et stykke. Et stykke hvor folk kan tage en bid med hjem og smage på det i flere dage.

Foto: Gitte Post

The following two tabs change content below.

Stine Voigt de Klauman

Nyeste indlæg af Stine Voigt de Klauman (se alle)