Klumme. Som studerende på et universitet med over 26.000 medstuderende, så tænker de fleste nok, at man ikke kan undgå at få et hektisk socialt liv med mange nye og nære bekendtskaber. Men desværre er virkeligheden en helt anden for rigtig mange studerende.

[quotebox]Alle studerende skal bidrage til vores fælles studieliv. Så her kommer en opfordring: Kig dig omkring på dine medstuderende[/quotebox]I den store undersøgelse “Studie- og undervisningsmiljøvurdering 2013” viser det sig, at hver 5. studerende er ensomme på vores universitet. Tænk lige en ekstra gang på det tal, 5, næste gang du går ned af en gang eller sidder til forelæsning – hver 5. Medstuderende, du ser, føler sig ensom.

Langvarig ensomhed kan give alvorlige konsekvenser, hvor man trækker sig mere og mere fra sine sociale relationer pga. frygt for at blive afvist, så man til sidst kan opbygge en depression eller social forbi, der kan føre til selvmordstanker.

Derfor skal vi forholde os meget alvorligt til ensomhed blandt studerende, især når vi ved, at rigtig mange, nemlig tusind, studerende på Syddansk Universitet er ensomme. Desværre er det et tabu at være ærlig om sin ensomhed. Man påtager sig alene skylden for sin egen ensomhed, hvilket kan være med til at forstærke trangen til at isolere sig yderligere.

I Syddanske Studerende er vi meget optagede af at bryde det tabu og få studerende ud af ensomheden. Vi er meget opmærksomme på de uhyggelige konsekvenser, som ensomhed kan betyde. Derfor er vi med i flere initiativer på området:

  • Først og fremmest var vi medarrangører på en stor konference i forbindelse med FNs “Verdensdag for Selvmordsforebyggelse” i samarbejde med bl.a. NEFOS – Netværket for selvmordsramte.
  • For det andet var vi også medarrangører på Studiestartsmessen, der med vores hjælp blev udvidet med Foreningsdagen, hvor 32 studenterforeninger var tilmeldt. Med Foreningsdagen ønskede vi at binde studerende og foreninger sammen, så studerende, der savner at være sammen med andre, kan finde et nyt og spændende fællesskab at blive en del af.
  • For det tredje så er Syddanske Studerende også engageret i et projekt under De Studerende i Centrum, der arbejder med at skabe det inkluderende introforløb. Så alle nye studerende fra første dag føler sig som en del af deres nye studie.
  • Og for det fjerde og sidste initiativ, jeg vil nævne, så har vi fået skabt flere centrale, sociale mødesteder for studerende i Odense med Nedenunder på Campusvej og det nye Studenterhus i centrum.

Vi er på rette vej. Men der er meget lang vej endnu, hvis ensomheden skal væk fra SDU. Og vigtigst af alt, så kan det ikke lykkes uden hjælp fra andre. Den ensomme studerende kan ikke overvinde det selv, og det kan Syddanske Studerende heller ikke. Alle studerende skal bidrage til vores fælles studieliv. Så her kommer en opfordring: Kig dig omkring på dine medstuderende. Hvordan kan du hjælpe hver 5., der er ensom eller hvordan kan de 4 studerende omkring dig hjælpe dig, hvis du er ensom?

Rust har på det seneste sat fokus på ensomheden på SDU. Læs flere artikler om emnet under “Studerende anbefaler” herunder.

The following two tabs change content below.

Peter Lykkegaard, Formand for Syddanske Studerende

Nyeste indlæg af Peter Lykkegaard, Formand for Syddanske Studerende (se alle)