Klumme. Det fremføres ofte som et angreb mod ateismen, at den også blot er udslag af en tro. Men hvad ligger der i denne påstand, og har den noget på sig?

[faktabox align=right header=REFLEKS]

RUST har i denne måned besøg af REFLEKS – SDU’s filosofiske magasin. Redaktionen består af fem studerende, men alle kan bidrage til bladet. Det udkommer hvert halve år. Nye og gamle udgaver kan læses på

www.facebook.dk/reflekssdu[/faktabox]

Ateisme er en tro på linje med anden religiøs tro, for ateisten kan ikke hævde at vide, at der ikke findes en Gud. Faktisk er ateismen meningsløs, for den er udtryk for en tro på, at der ikke er noget at tro på.

I den verserende debat om ateisme og gudstro hører man med mellemrum dette synspunkt. Den her citerede udlægning stammer fra dr.theol. Ole Jensen i en kronik i Kristeligt Dagblad den 14.4.2007. Umiddelbart virker synspunktet rimeligt: Ateistens position er behæftet med en uoverskridelig usikkerhed, og den troendes position er også behæftet med en uoverskridelig usikkerhed. Oveni købet gælder det for begge usikkerhederne, at de er epistemiske – altså relaterede til spørgsmålet om, hvordan vi erkender forhold som sande (eller falske). Men disse ligheder til trods er der helt afgørende forskelle på spil. Man må nemlig gøre sig klart (1) at tro og tro er forskellige ting, og (2) at ateisme og ateisme er forskellige ting – anderledes sagt: Der er en tvetydighed på spil, hvor vi bruger de samme ord, men de refererer til et forskelligt meningsindhold.

Det generelle erkendelsesproblem er ligeså gammelt som filosofien selv. I antikken formuleredes det som problemet om, hvordan vi kommer fra doxa (mere eller mindre ubegrundede meninger og antagelser) til episteme (sikker viden). Overgangens mulighed blev betvivlet af tidens skeptikere og forsøgt bekræftet af deres modstandere. Allerede dengang deltes skeptikerneslejr i forskellige positioner, hvor de akademiske skeptikere (fra Platons akademi) lidt firkantet opstillet hævdede, at de vidste, at de intet vidste, hvilket er et åbenlyst selvgendrivende udsagn. Heroverfor stod den retning, som man senere har kaldt den pyrrhonæiske skepsis (efter Pyrrhon). Pyrrhonæisk skepticisme adskiller sig fra den akademiske ved ikke positivt at hævde, at viden ikke kan opnås. Man kan godt udtale sig om det, der foreligger – det fænomenale -, blot skal man gøre sig dét bevidst, at man ikke kan tage skridtet fra udtalelser om fænomenet til derefter at sige noget om verden, som den faktisk er: Vi kan ikke tage skridtet fra doxa til episteme. Sextus Empiricus, som var en hovedskikkelse i den pyrrhonæiske skepticisme, brugte ikke primært dette som en erkendelsesteoretisk pointe, men som en livsfilosofisk: Du skal indrette dit liv således, at du ikke bekymrer dig om sikker viden og evige sandheder (episteme); i stedet skal du udøve epoché (holde dine domme om sandhed og falskhed tilbage), for derved opnås sjælefred (ataraxia). Hvor den akademiske skeptiker positivt hævdede, at han intet vidste, suspenderer Sextus altså sin mening og siger: ”jeg har intet kriterium til at afgøre for eller imod, derfor forholder jeg mig blot til det, der fremtræder for mig”. Ser vi på ateisten som en akademisk skeptiker, har han altså en dårlig sag, når han hævder at vide, at der ikke findes en Gud. Hvor ved du det fra? kan man spørge; at man ikke har fået øje på ham kan ikke tages til indtægt for synspunktet, at han ikke findes (som var han et stort lyserødt badedyr hinsides stratosfæren, som Martin Krasnik skrev for nylig). Men her stiller den pyrrhonæiske ateist sig anderledes. Han siger blot, at vimangler kriterier til at dømme for eller imod – derfor bør vi undlade at fælle dom. Den pyrrhonæiske ateist bliver en slags agnostiker.

Men er det rigtigt, at der ikke er nogen kriterier? Descartes spørger i sit hovedværk, Meditationes, sig selv: ”Hvorledes skulle jeg kunne benægte, at disse hænder og dette legeme er mine hænder og mit legeme? Medmindre jeg sammenligner mig selv med sindssyge personer, hvis hjerne i den grad er forstyrret af den sorte galdes dampe, at de ustandseligt forsikrer os om, at de er konger, selvom de i virkeligheden er meget fattige.” Hvorledes skulle jeg kunne benægte sandheden af de mest åbenlyse ting? Jo, jeg har en erfaring af at drømme, tænker Descartes, mens han sidder en aften foran kaminen, og han fortsætter: ”Hvor ofte er det ikke om natten hændt, at jeg drømte jeg befandt mig på dette sted, at jeg var påklædt og sad foran ilden, selvom jeg lå helt nøgen i min seng?”. Til sin store forbavselse mindes Descartes også, at han ofte i drømmen ikke har været i stand til at afgøre, at der var tale om en drøm, hvorfor han heller ikke i den aktuelle situation har noget kriterium til at sikre sig, at han faktisk er vågen. ”Og så stor er min forbavselse, at jeg er på nippet til at tro, at jeg sover”, skriver han. Descartes identificerer her det generelle erkendelsesproblem: Vi kan på et helt fundamentalt niveau aldrig være helt sikre på, at vi kender sandheden. Ikke en gang logiske eller matematiske sandheder er sikre, for, siger Descartes, Gud kunne jo være en bedragerisk Gud, der ustandseligt snød os, når vi udførte simpel aritmetik. Intet er sikkert. På dette fundamentale niveau er vi forvist til blot at tro at 2+2=4, at jeg er til stede nu, at verden med hele densindretning ikke blev skabt for fem minutter siden (Bertrand Russells berømte eksempel)…

Her er det, at den pyrrhonæiske ateist skal stoppe op og reflektere over, hvorvidt alle doxai er lige, eller om der alligevel er en forskel. For det er der. På den ene side er det generelle vilkår, at vi som erkendende væsener på et fundamentalt niveau er nødt til at slå ud med hænderne og sige: ”Dette er det bedste, jeg kan gøre. Sikrere end dette, bliver det nødvendigvis ikke”. På dette forhold kan man ikke bygge en lære eller en teori. Det er et fundamentalt vilkår for os alle som erkendende væsener, at vi i denne henseende må forholde os til alt som tro. Men det betyder ikke, at alle ”trosudsagn” på denne baggrund er lige. For specifikke trosudsagn som ”verden blev skabt for fem minutter siden”, ”der findes én eller flere guder” eller ”2+2=4” må der bedes om sandsynliggørelse, og her er alle argumenter ikke lige gode, selvom ingen af dem er helt sikre.

Herhjemme er K.E. Løgstrup blevet kendt for bl.a. sit forsøg på at argumentere for trosudsagn. Det er efter min mening en stor styrke ved Løgstrups tænkning, at han søger en fænomenologisk sandsynliggørelse af sin tro, som ellers – uden denne – ville være ”noget pinlig”, som han skriver i Kunst og etik. Han véd, at han skal sandsynliggøre specifikke trosudsagn, for at de ikke bliver pinlige – grebet ud af luften. Det er ikke nok at slå fast, at trosudsagnet ikke kan modbevises, og at det derfor kan ses som en mulighed – man må også kunne give et kvalificerende svar på spørgsmålet: Hvorfor skulle jeg tro på dette specifikke udsagn? Ellers ville der ikke være nogen argumentatorisk forskel på udsagn om, at Gud er Krasniks lyserøde badedyr og udsagn om, atGud er en virkende magt i Universet, som Løgstrup hævder. Siger man, at tro blot er tro, udviskes enhver kvalitativ forskel på argumenterne, og dette kan vel heller ikke være i de troendes
interesse? Sagen må handle om en vurdering af sandsynliggørende forhold, som skal vejes for og imod et udsagn, og her må der kunne findes kriterier, som kan anvendes. Hermed ændrer spørgsmålet sig fra tilsyneladende blot at være et spørgsmål om tro mod tro til at omhandle vurderinger af argumenter.

Det er klart, at den akademisk skeptiske ateist har et forklaringsproblem, for han hævder et specifikt trosudsagn som epistemisk sikkert, men den lidt mere reflekterede ateist har ikke dette forklaringsproblem. Han vurderer udsagnet og konkluderer: Jeg tror ikke på det. Hvorfor skulle jeg antage dette? Er dette et selvmodsigende udsagn om, at man tror på, at der ikke er noget at tro på? Nej, for der er tale om to forskellige trosforhold: først en epistemisk tvivl, derefter et konkret trosindhold. Gør udsagnet ham til en egentlig agnostiker? Nej, for der svares klart benægtende. Blot er man sig det generelle problem bevidst, at intet vides med absolut sikkerhed – heller ikke at man faktisk er vågen, når man som Descartes slår øjnene op i sengen. Men man kan alligevel tillade sig at indtage en klart afvisende position.

Ateisten problem specifikt.har, som alle andre, et generelt begrundelses- – den troendes begrundelsesproblem er specifikt.

Det fremføres ofte som et angreb mod ateismen, at den også blot er udslag af en tro. Men hvad ligger der i denne påstand, og har den noget på sig?

The following two tabs change content below.