Jeppe1

Fotogravure. En gammel fototeknik hvor tynde kobberplader får ætset billedskikkelsen i sig som huller, der derefter bliver fyldt med blæk, og til sidst kan fungere som en måde at trykke sine fotografier. Adam Jeppesen, en af Danmarks mest kendte fotografer, har netop åbnet sin nyeste udstilling ”On Paper” i Bredgade i København. Han er ved at fortælle mig om den teknik, han har brugt til at få trykt billederne til udstillingen.

Teknikken har han brugt ved sin nuværende udstilling. Han har kørt papir igennem pladerne indtil der ikke er mere blæk at se på det sidste papir.  Billederne hænger nu som et samlet værk på væggen. Det er en uforudsigelig proces, men det er egentlig noget af det, Adam godt kan lide. For der er to ting, der interesserer ham. For ham er billedernes gradvise udviskning et tydeligt tegn på ting, der forsvinder, om det er naturen, minder eller geografiske steder. Selve processen, når man tager billederne, er spændende. Produktet er én ting, en anden er den oplevelse, der er ved at tage billedet. Processen er vigtig for Adam Jeppesen, og det er noget, der går igen med stort set alt, hvad han foretager sig.

Den første fremkaldervæske

Adam Jeppesen har fra han dyppede sine første billeder i fremkaldervæske vidst, hvad han skulle. Det kom til ham i slutningen af 3.g, da han tog sit første fotokursus. Han skulle noget med billeder.

Efter gymnasiet valgte Adam Jeppesen hverken at træde ud i universitetsmøllen eller at spare sammen til den gængse tur gennem Laos, Cambodja og Thailand. Nej. Han valgte at holde én uge fri, hvorefter han blev ansat som assistent på et produktionsselskab i København. Adam Jeppesen kan bedst identificeres med en farverige figur, der vælger at gå den anden vej på Storm P’s billede ”Tilbage til Naturen” fra 1945. Adam gør det, han selv finder rigtigt.

Indtil da var det kun stillbilleder, han havde haft med at gøre, hvor dokumentargenren var helt ny og uopdaget. Adam Jeppesen modtog undervisning fra de hyrede fotografer, og da det efter et par år gik op for ham, at det arbejde, de gjorde, simpelthen var noget han lige så godt kunne gøre, sagde han op. Samme uge ringede de ham op fra produktionsselskabet og tilbød ham at komme med på et længere rejseprojekt, kun ham og en anden journalist.

”Om jeg var klar? Helt sikkert”, fortæller Adam Jeppesen.

Herfra begyndte den lange rejse gennem nogle af verdens mest øde steder. Kun afbrudt af en indmeldelse på fotoskolen Fatamorgana, som Adam efter flere fototure besluttede sig for at søge ind på.

”Det var mest for at udvikle det visuelle sprog, men jeg var der aldrig rigtig“, fortæller han.

Jeppe2

Adam blev nemlig tilbudt flere og flere jobs, der ifølge ham selv kunne give ham en masse praktisk erfaring i branchen. Det gik, som de fleste nok ville mene, forrygende med jobs hos både DR og TV2, han fik lov at lave interessante dokumentarfilm rundt omkring i verden, men efterhånden erfarede Adam, at der blev længere og længere mellem de gode jobs. Et stykke tid fortsatte det, men for Adam var det vigtigt at have sig selv med i sit arbejde.

”Det sidste job jeg lavede var på Island med kendte danske kvinder, der red på hest,” efterhånden som branchen begyndte at indebære mere og mere underholdning, sagde Adam Jeppesen stop. Det var nødvendigt at tage tilværelsen op til revision.

”Hvad er det, jeg laver”? Spurgte Adam Jeppesen sig selv.

Det store behov for lidt

Adam Jeppesen sagde stop i tre måneder.

”Jeg gik og drømte om, at jeg ville skrive et brev til alle, jeg havde arbejdet for. At de skulle lade være at kontakte mig fremover, og at jeg trak mig som fotograf, og nu ville jeg lave mit eget. Det sendte jeg heldigvis ikke ud,” fortæller Adam Jeppesen med et smil i mundvigen.

I stedet lejede han en hytte i Finland en vinter oppe i en skov.  I tre måneder havde han ikke kontakt til nogen. Med hele sin materialesamling drog han af sted mod stilheden og nærværet med sig selv og sine egne ideer. Bogen ”Awake”, som det senere endte med at blive, var oprindeligt en fem meter lang foldebog, som akkurat passede ned i en filmæske.

487 dage rundt i verden

Billederne fra den nuværende udstilling ”På Papiret” og den forhenværende ”The Flatland Camp Project” er taget fra den længste rejse, Adam Jeppesen har været på. I 2009 rejste Adam Jeppesen gennem 487 dage fra Nord- til Sydpolen. På cykel. Bolivias saltørken ”Salar de Uyuni” var et af de mest fremstående og golde landskaber, fortæller Adam Jeppesen, mens han holder sine knæ oppe til brystet. Næsten parat til at springe ud i næste eventyr. En rejse, nok de færreste kan forestille sig at gå igennem, og et projekt, der ikke er til at se en ende på. Hvordan har det set ud, og hvordan har det føltes at være den lille mand i barske into-the-wild-landskaber, som drønede gennem vind og vejr. Har kinderne været rødmossede, var håret saltvandsvildt og filtret, og havde han konstant sommerknæ, fordi han væltede sig rundt i naturen? Det kan det være svært at forestille sig. Og selvom det for Adam Jeppesen var en lang rejse, som ikke var til  at se en ende på, var det interessant at opbygge en hverdag, selvom han hele tiden var på farten. For Adam var det et privilegium at være alene og fordybe sig i det at tage billeder. Og fordybelse og især tålmodighed var vigtigt i denne sammenhæng, for Adam skød, og skyder stadig, sine billeder med en stor jernklods fra 40’erne. Der er en vis praktisk tænkning i det, da kameraet helst skal kunne holde til vand, sand og frost, men udover det gør den besværlige proces med så gammelt et kamera det kun mere spædende for den eventyrlystne fotograf.

”Tidligere har jeg fotograferet en del om natten. Så står du i 20 minutter og venter, fordi lukkertiden på kameraet er så langsom. Det er en oplevelse i sig selv, som er supervigtig, og jeg opnår en nærmest meditativ tilstand af det”.

Jeppe3

Ude er bedre end hjemme

Argentina er på nuværende tidspunkt hjemme for Adam Jeppesen. Igen er han på jagt efter det uforudsigelige og det ukendte. Inden han rejste for snart to år siden, kendte han ingenting til kulturen og landet. Der er en række begrænsninger ved at arbejde i et land som Argentina, fordi der ikke er mulighed for at få fat på de samme materialer, men Adam mener ikke, det er et problem. Tværtimod.

”Nu har jeg kun de her to typer af oliemaling, så skal jeg ikke til at prøve 20 forskellige. Det er det, jeg har at gøre godt med. Det er fantastisk,” siger Adam Jeppesen.

Og netop det simple liv er noget, der får ham til at arbejde mere frit. I Argentina kender han ikke regler og procedurer, det får ham til at slippe tøjlerne på en anden måde, end når han arbejder i Danmark.

For at holde kontakten til dem, han kender i Danmark, tager han hver dag billeder.

”Jeg er mega fan af at tage billeder fra min telefon,” griner han, som om han godt ved, at det står i skarp kontrast til den store klods fra 40’erne. Det er som en dagbog, der hjælper ham til at huske, hvad den ene dag er i forhold til den anden. Han deler med sine venner og familie og håber, at det kan få dagene til at blive vedblive minder, så de ikke udviskes i hukommelsen. 

”Når man ikke tager billeder, forsvinder dagene bare.”

Foto: Peter Blæsild

The following two tabs change content below.

Stine Voigt de Klauman

Nyeste indlæg af Stine Voigt de Klauman (se alle)