Rus og forløb hænger ikke længere sammen. Flere studier på SDU har valgt alkoholen fra i år, når de skal introducere russerne til universitetslivet.

[quotebox]Som udgangspunkt var vi skeptiske og mente, at rusturen var en rigtigt god løsning. Men vi har haft god mulighed for at præge det nye introforløb, og jeg synes, det er blevet godt,[/quotebox]

Det er slut med sorte svin og brusende bajere. Syddansk Universitet vælger beruselse fra.

Som noget nyt har det tekniske fakultet budt de nye studerende velkommen ædrueligt, og i sidste måned skrev vi, at der også er sat nye krav for alkoholindtaget på medicin og klinisk biomekanik.

Ingeniøruddannelserne har valgt at droppe rusturen og i stedet ryste de studerende sammen med faglige aktiviteter. Jacob Bom Madsen, der er formand for Syddanske Ingeniørstuderendes Fællesråd, siger, at ændringerne kom på fakultetsledelsens opfordring.

”Som udgangspunkt var vi skeptiske og mente, at rusturen var en rigtigt god løsning. Men vi har haft god mulighed for at præge det nye introforløb, og jeg synes, det er blevet godt,” siger Jacob Bom Madsen.

 Selvom han ikke har fået evalueringerne endnu, mener han, at den promillefri rus er en succes. Han beskriver, at aldersspredningen på deres studier er stor, fordi mange allerede har en erhvervsfaglig uddannelse og måske har slået sig ned, og så er det ikke så interessant at drikke sig fuld i en hytte weekenden over.

 ”På teknisk fakultet har vi mange diplomingeniører, det vil sige, at der er mange, der kommer ind og har villa, vovse og Volvo. De er ældre end de traditionelt nye studerende, og det er hovedårsagen til, at mange før har valgt det fra at tage på rustur.”

Men teknisk fakultets intro er ikke blevet et AA-møde. Jacob Bom Madsen mener stadig, at der skal være plads til en øl med sine medstuderende – den skal bare drikkes uden for universitets officielle introforløb.

  

Man drikker ikke på arbejdspladser

Rektor Jens Oddershede støtter også de studier, der har valgt at holde et fagligt fokus i rusforløbet; hvad de studerende foretager sig i deres fritid, er deres egen sag. Han siger, at universitetet i mange år har haft fokus på at begrænse alkoholindtaget og mener, at det er en del af en udvikling i samfundet, hvor man ikke sætter flasken til munden på kontorstolen.

 ”Engang var alkohol jo en normal del af omgangen mellem mennesker. Nu er alkohol blevet en fritidsting, man ikke tager med på arbejdet, og det at studere er jo også arbejde.”

 For ham handler det også om, at alle kan føle sig velkomne på studiet. Han er blevet kontaktet af mange studerende, som ikke brød sig om alkoholkulturen ved deres studiestart. Derfor vil han gerne ændre introen i stil med det, de har på det tekniske fakultet. 

Men hvordan harmonerer det så med at have en fredagsbar med fornuftige priser?

”Vi hjælper de studerende til at have et socialt liv ved siden af studiet. Der er fester herude om aftenen, og der må man gerne servere alkohol. Vi forsøger bare at gøre alkohol til noget, som ikke er del af studiet, men en del af fritiden,” siger Jens Oddershede.

 

Bedre uden alkohol

På idræt og sundhed har man erfaring med ikke at finde rusen i øllerne, men i hinandens selskab. Her har der i mange år været introture, hvor der ikke bliver drukket.

De to førsteårsstuderende Nicoline Fuglsang og Emilie Madsen nød at være på en introtur, hvor samværet handlede om sportsaktiviteter og lege frem for at fulde sig. De mener, at de alkoholfri oplevelser har fået dem tættere på hinanden. Emile Madsen fortæller, at det undrede hende, at der ikke skulle drikkes i løbet af rusturens første tre dage.

  ”Da jeg mødte op, vidste jeg ikke, at det var uden alkohol. Jeg var sådan ’wow’ kan det lade sige gøre at tage på rustur uden? Men bagefter så var jeg meget positiv over for det.”

 Den sidste dag blev der dog tændt for disco-kuglen. Nicoline Fuglsang og Emilie Madsen siger begge, at der ikke manglede samtaleemner til festen, fordi de studerende havde haft det sjovt sammen ædru.

  ”Der behøver ikke at være alkohol, for at vi kan hygge os nu.  Hvis man havde startet med at drikke sig i hegnet, så vidste man måske ikke, hvordan man skulle være over for hinanden ædru,” siger Nicoline Fuglsang.

 

The following two tabs change content below.

Cecilia Mandrup

Nyeste indlæg af Cecilia Mandrup (se alle)