[faktabox align=”right” header=”Anne-Grethe Bjarup Riis”]

  • Født i 1965 og opvokset i Snejbjerg uden for Herning
  • Flyttede som 22-årig til København for at studere på Statens Teaterskole
  • Har udgivet to bøger, Send Mere Sex og Send Flere Børn, mens den tredje, Send Mere Kærlighed, kommer til foråret næste år.
  • Har været gift med Bo Mortensen i 10 år. Sammen har de Yrsa på 9 år og Gilbert på 6 år. Den ældste, Osvald, på 17 år har hun fra et tidligere forhold.
  • Hendes debut som filminstruktør for Hvidsten Gruppen solgte 765.000 billetter, hvilket gjorde den til den mest sete danske film i 2012.

[/faktabox]

Stærkt bevæbnet med et lille gammeldags håndholdt videokamera, nærmest formet som James Bonds Walther PPK pistol, står hun og poserer foran kameraet. Med hænderne lagt på kryds foran brystet og sigtende ud i horisonten.

”Det her bliver nok mine eneste to minutter som Bond-babe,” griner Anne-Grethe Bjarup Riis ude i hendes baggård på Østerbro i København. Chancen for at den næste James Bond instruktør ringer hende op er da også forsvindende lille. Og hvis det skulle ske, så ville hun også takke nej.

”Jeg kunne ikke finde på at tage et skuespiller job igen”, fortæller hun, mens vi går tilbage ind igennem bagdøren og ind i hendes kunstneriske køkken. Med en udstoppet fugl på en af køkkenhylderne, alle mulige eksotiske former for te, vel at mærke økologisk, og store kunstmalerier på væggene, som hun selv har lavet. Her mødes familien på fem stort set hver eneste aften.

_DSC9261

”Vi spiser næsten altid sammen. Så beder vi en lille bordbøn for at takke Gud for, at vi endnu engang fik et måltid mad,” forklarer Anne-Grethe Bjarup Riis, der netop har afsluttet optagelserne til den nye danske film Tarok. Den handler om travhesten, der blev kendt som Dannebrog på fire ben, da den tilbage i 70’erne vandt over 100 løb og blev en af de mest betydningsfulde derbyheste nogensinde. Før det fik multikunstneren sin instruktørdebut med Hvidsten Gruppen, der blev den mest sete film i danske biografer i 2012.

”Det har været hårdere at optage den her. Vi har pisket rundt på pløjemarker med heste og alt muligt,” fortæller hun. Det familiære sammenhold i Tarok, der har premiere d. 31. oktober, har været kernen i filmen. Ligesom det var i Hvidsten Gruppen.

”Det sjoveste har været at arbejde med børnene. De fik replikkerne fjorten dage før, vi skulle optage, men så har de ellers bare formuleret sig på deres eget sprog. Ellers. Så. Lyder. Det. Ofte. Sådan. Her. Når. Børn. Skal. Sige. Deres. Replikker,” demonstrerer hun med et staccatosprog, der viser børns umiddelbare måde at udtale replikkerne på, når de selv skal læse dem op.

Vokset op med Janteloven som fjende

Selvom Anne-Grethe Bjarup Riis har boet i København i snart 20 år, har hun ikke tilegnet sig den særprægede dialekt. Det hænger sammen med, at hun er opvokset op i Snejbjerg, en lille by fire kilometer fra Herning. Her oplevede hun en opvækst med Janteloven som fast fjende.

”Jamen i min barndomsby blev jeg mobbet sønder og sammen, fordi jeg var anderledes,” forklarer hun med et fast blik. Derfor vidste hun godt, at hun på et eller andet tidspunkt skulle væk derfra. Der var simpelthen ikke noget albuerum. Man måtte ikke sige noget pænt om sig selv og højere tanker blev mobbet til jorden. Hun fik dog samlet en lille gruppe, der alle delte hendes engagement i kunst, musik og skuespil. De lavede film og billeder sammen og flyttede i et lille kollektiv.

_DSC9168

”På et tidspunkt fik vi lyst til bare at spasse rundt inde på Herning Banegård. Så var der nogle, der ringede efter politiet, der kom og hentede os. Det synes vi jo var fantastisk, for så måtte vi jo have spillet det godt nok,” griner hun. Selvom Anne-Grethe Bjarup Riis flyttede til København, da hun kom ind på Statens Teaterskole, har hun også oplevet Janteloven i den ellers så altomfavnende hovedstad.

”Der var nogle stykker efter premieren på Hvidsten Gruppen, der sagde, at det var da helt sindssygt, at jeg havde fået muligheden for at instruere sådan en film. Men så gik jeg vedkommende på klingen, og så viser det sig sgu, at de ikke engang har set filmen. Det må jo være Jantelov, når du kritiserer noget, som du ikke engang kender.”

Hunden Coco har på nuværende tidspunkt gjort sig opmærksom i længere tid ved at  hoppe op og ned for foden af hendes stol. Hendes yngste datter, Yrsa, kom en dag og sagde, at hun gerne ville have en hund. Anne-Grethe Bjarup Riis’ umiddelbare svar var nej.

”Men da jeg så tænkte mig om, så forsøger jeg jo at opdrage mine børn efter, at de ikke skal tage et nej for et nej. Så derfor bad jeg hende komme med nogle argumenter for, hvorfor vi pludselig skulle have en hund. Og så endte det jo med, at vi måtte det købe det lille kræ her,” siger hun, mens den krølhårede hund springer op af benet på hende.

De to hjernehalvdele

_DSC9175

Man behøver ikke gå længe rundt i Anne-Grethe Bjarup Riis’ lejlighed, før man ser, at hun er kunstinteresseret. Over alt hænger der malerier, som hun selv har lavet. En enkelt planche i køkkenet forestiller umiddelbart ikke det helt store. Men trykker man på kontakten under kunstværket bliver et baggrundslys tændt, og silhuetterne af nøgne bryster bliver kastet frem i hovedet på en. Vi kan jo lige tænde for brysterne, som hun selv udtrykker det. Ude i gangen hænger der endda et vaskeægte blikfang: Et kvadratisk billede af Anne-Grethe Bjarup Riis selv, splitternøgen, med hendes pige Yrsa i favnen. Ligeledes i samme mundering som da hun kom til verden. Henover kunstnerens mave er der skrevet Ordinary Hooker, hvilket for nogle år tilbage skulle fremprovokere en debat om købesex. Det skaffede hende en berømt optræden i Go’ Morgen Danmark, hvor hun ikke gav hendes modstander meget taletid og til sidst blev truet med tape for munden, hvis hun ikke klappede i.

”Jeg har de der to hjernehalvdele. På den ene side er jeg kunstner, mens jeg på den anden side bare gerne vil hjælpe folk. Jeg ved ikke, om det er fordi, at jeg er troende og tror på næstekærligheden, men hvis jeg kunne gå som Moses Hansen med korset og stille mig op foran Irma og sige ”Don’t do it, køb kun økologisk”, så gjorde jeg det. Men så ville jeg også bare blive hende tossen fra Østerbro.”

Hjemme i lejligheden på Willemoesgade bliver der da også kun serveret god økologisk mad, så længe hverdagen tillader det. Og kræsenhed er et bandlyst ord.

”Det er respektløst over for maden. Jeg gider simpelthen ikke høre på det. Når nogle af børnene har venner med hjem til middag, og de begynder at sige det der ”åh nej, det kan jeg i hvert fald slet ikke lide”, så afbryder jeg dem og siger, at det der gider jeg bare ikke høre på,” forklarer hun. Så skal maden lægges op på siden af tallerkenen, hvis man absolut ikke kan spise det. Anne-Grethe Bjarup Riis mener også, at børns umiddelbare kræsenhed er et råb om opmærksomhed. Så snart de brokker sig, så springer forældrene op, fjerner maden fra bordet og smører straks en rugbrødsmad med det ønskede pålæg på.

”Jeg har da flere gange prøvet at servere Hokkaidosuppe for nogle af Yrsas venner, som er omkring de ni år. Det allerførste, de siger, er, at det kan de i hvert fald ikke lide. Så ignorer jeg dem. Så prøver de at spise det alligevel, og så ender det næsten altid med, at de udbryder, at de aldrig har fået så god mad før,” griner hun, så det runger i hele køkkenet.

_DSC9223

Vi kan trække ting ned fra oven

Omkring halsen på Anne-Grethe Bjarup Riis hænger en halskæde med et kors og et hjerte. For hende symboliserer den en religiøs tro på, at man kan hente energi ned fra oven.

”Jeg tror ikke på, at der sidder en gammel bedstefar deroppe med skæg og det hele. Men i forhold til energi så er det en ren gavebod deroppe.”

_DSC9164

Halskæden har i princippet hængt der siden den dag, hun rullede ind med firetoget, da hun skulle starte på Statens Teaterskole. Dengang var det vigtigt for hende, at hun havde troen på, at hun kunne.

”Jeg var fuldstændig sikker på, at jeg kom ind, for jeg hentede bare styrken ned deroppe fra. Jeg bliver også styrket i, at man skal have lov til at sige sin mening og forkynde kærligheden. Det skal vi jo gøre,” slår hun fast med et sikkert blik.

Kristendommen er også fremtrædende i opdragelsen af hendes tre børn. Hendes ældste søn, Osvald, der går i 1.g, er lige begyndt at læse biblen. Men det gør ham ikke nødvendigvis kedelig.

”Osvald er en lige så hardcore dreng som alle andre. Han kværner bajere hver weekend. Men det er jo, hvad folk misforstår. Bare fordi man er troende, så er det jo ikke ensbetydende med, at man er kedelig,” siger hun. Til januar næste år tager hun hele familien med på en safarirejse til Afrika.

”Jeg synes jo, at det er fedt, at de skal opleve noget andet. Og den mindste er jo vildt spændt på at se, om de virkelig bor i de lerhytter der.”

Ny film undervejs

Anne-Grethe Bjarup Riis har de seneste par måneder ædt sig gennem Karen Blixen bøger på stribe. Hendes tredje film som instruktør kommer nemlig til at omhandle den folkekære forfatter og hendes opvækst.

”Der var en, der sagde, du skal bare putte Trine Dyrholm ind i rollen som hende, så er den hjemme,” fortæller hun i spøg, men det sidste stykke tid har instruktøren været en smule træt af Tordenskjolds soldater inden for dansk film. Det er derfor vigtigt for hende, at hun er totalt til stede under selve castningen af skuespillere til en film. På den måde kan hun finde det helt specielle forhold, som der ifølge hende skal være mellem spiller og instruktør. Evnen til at improvisere ude på settet, måske endda under tidspres, er for hende også en vigtig egenskab hos en skuespiller.

”På et tidspunkt under optagelserne af Tarok tænker jeg, der er et eller andet, der ikke fungerer her. Hvad fanden er det? Kirsten Lehfeldt og Bjarne Henriksen, som spiller ægteparret, skal ind at se på staldene ved det gods, som han lige har købt. Kirsten har et forklæde på, som hun skal have af, men det står der ikke noget om i manuskriptet. Derfor lavede vi en lille intermezzo på stedet, hvor det så ender med, at hun tager forklædet af, for nu er hun jo pludselig blevet godsejer”.

Filminstruktøren genfortæller situationen fra Tarok med en indlevelsesevne og hastighed, der ikke efterlader nogen tvivl om, at hun har studeret skuespil i snart 20 år. Det er i det hele taget meget let at mærke, om Anne-Grethe Bjarup Riis snakker om et emne, der er vigtigt for hende, eller om, som hun nok selv ville formulere det, er skide ligeglad med. Hun siger tydeligvis tingene, som de er. Uden omsvøb. Hvilket også er grunden til, at hun har kunne tage det korte, men grænseoverskridende skift fra skuespiller til instruktøren med overblikket bag de rullende kameraer.

The following two tabs change content below.

Lars Düwel

Nyeste indlæg af Lars Düwel (se alle)