[faktabox align=”right” header=”Pilou Asbæk”]

  • Hans borgerlige navn er Johan Phillip Asbæk. Pilou betyder Lille Phillip på fransk.
  • Er født i 1982 og opvokset i København. Her bor han i dag med kæresten Anna Bro og deres otte måneder gamle datter.
  • Blev i 2008 færdiguddannet skuespiller fra Statens Teaterskole.
  • Er i dag aktuel i filmen Spies & Glistrup.

[/faktabox]

”Pilou Asbæk er 31 år gammel. Han er far, kæreste, søn, bror og skuespiller. I den rækkefølge,” fortæller han og vifter en proptrækkerkrølle væk fra sin pande.

Hans krøller er formentlig fremprovokeret af den regn, der har hængt over København hele dagen, men det virker ikke til at anfægte hans humør. Han sætter sig i hvert fald og starter interviewet med et smil. Et interview vi ikke har være alene om at kæmpe for.

”Jeg har alle de der store: Børsen, Politiken og Jyllands-Posten. Jeg skal fandeme lave 400 portrætter her og nu. Pressemanden sagde til mig: Rust har et oplag på 2.500 – lad vær! Og så sagde jeg: Hvad snakker du om? Hvis der er noget, der definerer fremtiden, så er det sgu min egen generation. Jeg vil hellere give afkald på Børsen, Politiken og Jyllands-Posten, end at give afkald på det her,” fortæller Pilou Asbæk om vores aftale.

Han virker til at skulle finde sig til rette i interviewsituationen. Måske er det fordi, vi sidder på en velbesøgt københavnsk café, hvor vi ikke ligefrem er alene. Men det går hurtigt over. Fra det ene øjeblik at kigge ned i bordet og pille i etiketten på sin hyldeblomstsaft, sidder han det næste med armene langt fra kroppen og fortæller med passion i både stemme og blik. Der er dog ikke tid til at dvæle. Vi har kun fået en time – og ikke et minut mere. Fem minutter efter vores interview, skal han nemlig stille på Grand Teatret til et Q&A-arrangement. Han er en travl mand. Men for Pilou Asbæk er det en del af gamet.

_MG_0339

”Jeg synes et eller andet sted, at når du laver noget, du gerne vil have præsenteret for folket, så må du også lave limen imellem. Helt banalt vil jeg gerne virke som en fed fyr overfor jeres læsere. Én, man gerne vil bruge 80 kroner på.”

Når man kigger på Pilou Asbæks filmografi, er det svært at tro, at han kun har været færdiguddannet skuespiller i fem år. På kun fem år har man blandt andet set ham i To Verdener, Forbrydelsen, R, En Familie, Kapringen, Borgen og senest storfilmen Spies & Glistrup.

Skole, bagland og flid

Tre faktorer har gjort, at Pilou Asbæk er, hvor han er i dag: skole, bagland og flid. Han er ikke autodidakt skuespiller. Meget af det han kan, har han lært gennem sin tid på Statens Teaterskole. Når vi som universitetsstuderende tænker skole, tænker mange af os historie, teorier og metoder. Men for Pilou Asbæk var det rummet, hvor han måtte træde forkert, der gjorde den store forskel.

”Det er der, du har lov til at være dårlig i et beskyttet lokale. Det er der, hvor du får lov til at være dum og stille fjollede spørgsmål. Det er der, du må gøre alt det, du ikke må i den professionelle verden. Det er der, du må fejle.”

Han blev optaget på skolen anden gang, han søgte. Han fortæller, at på Teaterskolen er det optagelsesprøven, der er eksamen. Med over 800 ansøgere og kun 24 optagne, er det bestemt ikke nogen let sag at komme ind, men Pilou Asbæk klarede sig igennem. Dermed var han næsten også sikker på, at det med skuespil nok skulle blive til noget. Han dimitterede i 2008, men det betød ikke, at uddannelsen var forbi. Han vil stadig blive bedømt. Og det får han især at mærke med filmen Spies & Glistrup.

”Der er nogle mennesker, der er ekstremt gode på en skolebænk og er pissedygtige til at adoptere det miljø. Jeg har altid været meget bedre, hvis der har været noget på spil. Der har altid skulle være en udfordring. Jeg skal kunne tabe eller vinde. Det er et element af konkurrence, jeg godt kan lide,” fortæller han.

Den hyldeblomstsaft, han for lidt siden pillede nervøst ved, er pludselig tom. Han kigger ikke længere ned i bordet. Hans kropsprog lægger ikke skjul på, at han er skuespiller og historiefortæller. Også selvom der er risiko for at tabe.

”Lige nu laver jeg Spies og Glistrup. Og du finder ikke en større ikonisk karakter i Danmarks historie. Jeg er dømt til at blive slagtet. Sådan er det jo.”

_MG_0481

Social arv er et valg

Som søn af to galleriejere, har Pilou Asbæks modermælk været erstattet af kunstneriske krydderier. Til spørgsmålet om, hvad der i hans liv har haft størst indflydelse for ham professionelt, er svaret også kunst. Han fortæller, at han er vokset op i en kunstverden, hvor han hele tiden har skullet beskæftige sig med og forholde sig til kunst.

”Det første jeg gør, når jeg kommer ind i et rum, er at registrere den kunst, der er på væggene. Og det er kunst i alle afskygninger. Billede, foto, skulptur, musik, teater, skuespil, ballet, opera. Alle de genrer, synes jeg, er uhørt vigtige. Jeg synes, vores samfund er defineret af den kunst, vi har. Kig på den kunst vi har i dag. Det er den, der fortæller noget om det samfund, vi får i morgen.”

Men på trods af den kunstneriske indflydelse hans forældres erhverv har haft på Pilou Asbæks professionelle virke, har han ikke meget til overs for begrebet social arv. Med forældrenes arbejde, en opvækst i Københavns Bredgade og en studenterhue fra Herlufsholms Kostskole vil nogen måske mene, at han har haft en opvækst lidt udover det sædvanlige. Det sætter dog ikke en stopper for, at han kan spille roller, der også rører slagter Larsen fra Vester Vedsted. For Pilou Asbæk handler det om følelser.

”Følelser er universelle, ligegyldigt om du er rig eller fattig. De mennesker, jeg kender, der er født enten med en guldske, en plastikske eller ingen ske i munden, har grædt og grint over de samme ting. Et eller andet sted inde i dem selv findes en kerne, der er universelt for mennesket.”
_MG_0332

For at fremhæve sit syn på følelser, fortæller han om et stykke kunst af Yoko Ono. Hun lavede for femten år siden et stykke musik, som handlede om en kvinde i Afrika, der mister et barn og en kvinde i New York, der mister et barn. Men på trods af, at de kommer fra to samfund og sociale lag, der ligger milevidt fra hinanden, skriger begge kvinder fuldstændig ens.

”Derfor føler jeg godt, at jeg kan lave kunst til alle segmenter. Det er også, fordi vi ser hinanden i øjenhøjde. Og så er det jo det, der gør, at man er skuespiller!”

Netop fordi vi alle føler ens, kan Pilou Asbæk sagtens spille til folk, der kommer fra en helt anden baggrund end ham selv. Han lader sig ikke begrænse af sin sociale arv og tænker faktisk ikke meget over det.

”Jeg har aldrig nogensinde følt, at jeg ikke har kunne repræsentere samtlige lag i det danske samfund. Og det er fordi, jeg ikke har følt, at den begrænsning skal være op til mig. Den skal være op til publikum.”

For Pilou Asbæk handler det om at vælge. Vælge, om du vil lade dig påvirke af din sociale ballast, eller om du vil gøre op med det og komme videre. Som skuespiller handler dine roll
er ikke om, hvilken baggrund du kommer fra.

”Jeg har aldrig nogensinde tænkt over min sociale arv i forholdet til mit arbejde. Min arv er en del af min identitet indtil den dag, jeg siger, at den ikke længere skal være det. Det handler om et valg.”

Det er altså ikke Pilou Asbæks person, der afgør, hvilke roller han får lov til at spille. Det ville også være at gå til ekstremer at sammenligne Pilou Asbæk med hans seneste storrolle Simon Spies. Hvor Pilou Asbæk sammen med sin kæreste fik en datter for otte måneder siden, levede Spies et barnløst liv med gruppesex, før der overhovedet var noget, der hed gruppesex.

At efterligne en rejsekonge

_MG_0284

Som skuespiller skal han afdække, forsvare og præsentere. Han skal have en menneskelig vinkel på historierne så tilskuerne kan genkende sig selv i hans karakterer. Og fordi han stadig er ny i faget, har han stadig noget at bevise.

”Jeg går op i det, fordi jeg ser det som om, at jeg skylder verden at bevise mig selv. Det handler ikke om selvværd eller selvtillid. Jeg skal stadig overbevise mig selv, og dermed andre om, at jeg er god til mit arbejde. Og det at være god til sit arbejde, kræver som oftest meget forarbejde, meget research og kompromisløshed.”

Pilou Asbæk gør sit ypperste for, at folk skal kunne lide hans udgave Simon Spies. Som til alle hans andre roller, har han brugt flere måneder op til for at komme ’in character’. For at finde frem til sin egen udgave af Simon Spies, opsøgte han en anden, der også har spillet rollen som morgenbolledamernes opfinder. Manden, der har været skyld i, at den yngre generation overhovedet ved, hvem Simon Spies er – Anders Matthesen. Han fremførte sin version af rejsekongen på Østre Gasværk i forestillingen Simon fra 2004.

”Det første jeg overhovedet gjorde, da jeg havde fået at vide, at jeg havde fået rollen, var at ringe til Anders Matthesen og sige: Prøv at hør her, Anders. Du kender mig ikke, jeg hedder Pilou, jeg er nyuddannet skuespiller, eller jeg har været i gang et par år, du kender mig måske fra Borgen eller R, eller sådan noget. Og så kommer jeg i audiens hos kongen, der ligesom siger: Det er okay, at du spiller Simon Spies.”

Af Anders Matthesen fik Pilou Asbæk blandt andet en række båndoptagelser af datidens Mads & Monopolet, Spørg Bare, hvor Simon Spies sammen med John Price, Erhard Jakobsen og bakkesangerinden Cleo hjalp folk med deres dilemmaer. Det var for alvor her Pilou Asbæk lærte Spies at kende.

”Det er her, at han kommer med alle de udsagn, der gør, at man efterfølgende siger, at han er et af de største genier, Danmark har fostret,” fortæller han, mens han slår i bordet for at understrege sin pointe.

_MG_0341

Pilou Asbæk snakker i et tempo, der udnytter vores beskedne tid maksimalt. Han har noget på hjerte, og det er dét, han fortæller om. En passion, der har været genkendelig i alle roller, han har spillet.

Fra den bløde kæreste til den hårde i Borgen

Pilou Asbæk spillede i starten den søde kæreste i flere teaterstykker samtidig med, at han læste på Teaterskolen. En rolle, der virkelig blev manifesteret i filmen To Verdener, hvor han spillede drengen Teis, der forsøgte at lære Sara om verdenen uden for Jehovas Vidner. Efter hans debut på det store lærred gjorde han den som kokken Mikkel Hartmann i Kapringen, den fængselsindsatte Rune i R og ikke mindst som spindoktor Kasper Juul i DR-dramaet Borgen. Roller, der viste livet bag ellers lukkede døre. Men i dag ses han i mere folkelige roller som Simon Spies og snart også i tv-serien 1864.

”Udviklingen har været meget bevidst. Problemet er bare, at jeg har fået tildelt den udvikling. Det er ikke noget, jeg selv har valgt. Men efterfølgende kan jeg godt se, at det er en meget naturlig udvikling. Fra den bløde kæreste til den hårde i Borgen. Det er babysteps. Men det er jo også nogle karakterer, der har udviklet sig i takt med, at jeg er blevet ældre.”

Han fortæller, at han er meget bevidst om, hvor han er lige nu. Han blev far for otte måneder siden, og det er derfor familien, Pilou Asbæk har fokus på lige nu. Det handler om at få tid og økonomi til at hænge sammen. Derfor sagde han blandt andet også nej til at lade Kasper Juul få meget skærmtid i tredje sæson af Borgen – han skulle have tid til at være far. Og selvom han har en kæreste, der har forståelse for, at jobbet som skuespiller tager tid, er det stadig familien, der er førsteprioritet.

”Om ti og tyve år er jeg forhåbentlig glad familiefar og sekundært skuespiller.”

Billederne er taget af Frank Lohmann

The following two tabs change content below.

Ann-Sofie Guldbæk Rasmussen

Nyeste indlæg af Ann-Sofie Guldbæk Rasmussen (se alle)