Bilal Al-Issa, der til dagligt studerer på Syddansk Universitet, vil vise, at Palæstina er andet end stenkastende unge. Derfor er han med til at arrangere en fotokonkurrence, hvor palæstinensere på Vestbredden og Gaza tager billeder af den hverdag, de selv oplever.

Brud

Selvom Palæstina er et af verdens mest fotograferede steder, er det hovedsageligt de samme stereotype billeder af stenkastende unge og demonstrationer, vi ser. Det vil Bilal Al-Issa gøre op med. For ét semester har den 26-årige odenseaner derfor skiftet studierne i international virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet ud med en praktikplads hos Det Danske Hus i Palæstina. Huset ligger i byen Ramallah på den besatte Vestbred og fungerer som en dansk udgave af et forsamlingshus i Palæstina. Gennem sit praktikophold er Bilal med til at arrangere en række events, der alle har til formål at styrke dialogen mellem danskere og palæstinensere. Det sker blandt andet gennem debataftener, koncerter og den årlige begivenhed Palestine Photo-Marathon, som Bilal har arbejdet med hele foråret. Det er en heldagskonkurrence på seks eller 12 timer, der finder sted på samme tid i byerne Ramallah, Nablus, Jerusalem og Gaza City.
Formålet er at give palæstinenserne en mulighed for selv at fortælle, hvem de er.

  ”Størsteparten af de billeder, vi ser fra Palæstina, er taget af udenlandske journalister, der kommer for at dække konflikten. Den er en stor del af hverdagen her, men langt fra alt. Mange palæstinensere vil gerne fortælle en mere nuanceret historie om deres liv under besættelsen, og hvordan de ser virkeligheden,” fortæller Bilal Al-Issa.

I går 

Opgør med stereotyper

Bilal Al-Issa har selv palæstinensiske rødder, men er vokset op i Vollsmose og læser nu en kandidatgrad i international virksomhedskommunikation på SDU. Det sker, at folk møder ham med fordomme, når han fortæller, at han kommer fra Vollsmose. Derfor genkender han trangen til at gøre op med stereotype billeder.

  ”Når man kommer fra Vollsmose, er der nogle folk som automatisk har fordomme om, hvem man er. Det oplevede jeg, da Det Danske Hus havde besøg af en gruppe pensionister fra Salling. Det er en del af min opgave som praktikant at vise besøgende rundt og holde oplæg. Men da jeg fortalte, at jeg kom fra Vollsmose og studerede, kunne jeg se, at de var meget overraskede. Det var tydeligt, at de ikke vidste ret meget om Vollsmose, så vi fik en ærlig snak om deres forestillinger,” siger Bilal Al-Issa og fortsætter:

  ”Pensionisterne sagde, at det var flot, at jeg snakkede så godt dansk og tog en uddannelse. Jeg sagde, at det ikke kun er mig, det går godt for, men at der er mange andre. Det var en speciel oplevelse for dem, og da de skulle gå, var de glade og kom hen og krammede mig. I Odense er det heldigvis sjældent, at folk har den slags fordomme. De fleste har selv været i Vollsmose og ved godt, at der ikke er uro hele tiden, og at det er nogle få, der laver balladen. Men det er ikke alle, som har mulighed for at tage til Palæstina og danne sig deres eget indtryk. Derfor er det vigtigt at vise billeder, der ikke kun fokuserer på konflikten”, siger Bilal Al-Issa.

portræt 

Nye fortolkninger af hverdagen

Tilbage til Palæstina. På selve konkurrencedagen den 1. maj 2013 er Bilal Al-Issa i Nablus på Vestbredden, hvor han skal åbne fotomaratonen. I alt 154 deltagere har meldt sig til over hele Palæstina, og de 23 befinder sig i et mødelokale i Nablus’ centrum og venter utålmodigt på, at Bilal Al-Issa skal afsløre dagens temaer.

Bilal åbner hemmelighedsfuldt kuverten med temaerne for 6-timers konkurrencen og læser op på arabisk: ’larm’, ’i går’, ’stilleben’, ’kogepunkt’, ’forfald’ og ’travlhed’. Deltagerne klapper og rækker hånden op for at stille spørgsmål. Der opstår forvirring omkring temaet stilleben. Tilsyneladende er den arabiske oversættelse misvisende – noget i stil med ’rolig natur’. Ahmad Talaat Hassan på 19 år protesterer:

  ”Jeg kan ikke fotografere rolig natur i Nablus. Her er kun trafikkaos, bebyggelse og menneskemylder!”

Bilal Al-Issa giver en uddybende forklaring, og kort efter spredes deltagerne ud over hele byen på jagt efter kreative fortolkninger. To søstre vil gerne fortælle, hvorfor de har meldt sig til fotomaratonen.

  ”Jeg håber, at mine billeder vil vise, at Palæstina er et smukt land, og at vi på trods af de svære vilkår har noget godt at byde på,” siger Nadia Hassan Salhi på 38 år, som er skolelærer.

Hendes søster Nidaa på 33 år, supplerer:

  ”Ja, vores liv er ikke kun sorgfuldt. Vi har også glæde, og det skal vi vise.”

 Travlhed2

Ophedet fotografering

Temperaturen i Nablus sniger sig op over de 30 grader, og som timerne går, kæmper deltagerne både mod udmattelse og svigtende fantasi.

  ”Det er hårdt. Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal fotografere stilleben. Jeg kender Nablus ud og ind, men det er svært at tage billeder på denne her måde,” sukker Ahmad Taalat Hassan. Han vender tilbage til Bilal Al-Issa på konkurrence-kontoret og får en tår vand og nogle opmuntrende ord, inden han igen begiver sig på jagt efter spændende motiver i Nablus’ snørklede gader.

Der er stor forskel på, hvilket udstyr deltagerne bruger. Nogle har professionelle spejlreflekskameraer, andre bruger gamle lommekameraer, og nogle få fotograferer med deres mobiltelefon. De eneste tekniske krav er, at billederne skal afleveres digitalt, og at der kun må afleveres ét billede per tema. Det giver dilemmaer, for mange deltagere har taget flere billeder til hvert tema og kan ikke vælge ud.

  ”Det er udfordrende at tænke på den her måde. Men det er dét, der gør konkurrencen interessant. Deltagerne skal gøre sig nogle refleksioner undervejs både om fortolkningen af temaerne og udvælgelsen. Det er også derfor, vi siger, at det vigtigste ikke er, hvilket kamera du bruger, men tanken bag dine billeder,” siger Bilal Al-Issa.

Larm2 

Udstilling i Odense

Bilal Al-Issa håndhæver konkurrencereglerne og svarer på et hav af spørgsmål, når deltagerne trætte vender tilbage for at oploade dagens høst af motiver. Der er flotte præmier at vinde – blandt andet en iPad til den bedste billedserie – men ingen spørger til præmierne. Til gengæld er der mange spørgsmål om, hvor og hvornår vinderbillederne vil blive udstillet.

I alt 85 deltagere gennemfører dagens maratonfotografering i stegende hede. Iblandt dem er en udmattet Ahmed Taalat Hassan fra Nablus, der får et aner
kendende klap på skulderen af Bilal Al-Issa, da han afleverer sin billedserie. Den 19-årige fotograf lægger ikke skjul på, at motivationen er at få sine billeder udstillet i udlandet.

  ”Min far har et stykke land med oliventræer, og vi oplever, at bosætterne kommer og ødelægger træerne, uden at vi kan gøre noget. Derfor vil jeg gerne vise verden, at vi lever uden beskyttelse under besættelsen,” siger han. 

  ”Vi udstiller de bedste billeder fra fotomaratonen i både Palæstina og Danmark. Det er noget, folk virkelig går langt mere op i, end hvad de kan vinde. For mig viser det, at vi har fanget noget vigtigt,” forklarer Bilal Al-Issa.

Han vender tilbage til Odense først på efteråret, hvor han skal være med til at sætte udstillingen fra fotomaratonen op i Vollsmose Kulturhus. Her bliver billederne vist i seks uger fra den 9. september til den 18. oktober.

  ”Jeg glæder mig virkelig til at vise udstillingen. Mange af billederne har nogle stærke budskaber, og jeg håber, at de vil åbne folks øjne for, at Palæstina er et land med mange forskellige sider,” siger Bilal Al-Issa.

 [faktabox align=”left/right” FAKTA=”]

 

 

Om DHIP

Det Danske Hus i Palæstina (DHIP) er beliggende i Ramallah på Vestbredden. Huset har eksisteret siden 2010 og arbejder for at styrke den gensidige forståelse mellem danskere og palæstinensere. Det sker bl.a. gennem udvekslinger mellem danske og palæstinensiske håndværkere og kunstnere. DHIP har hvert semester to danske praktikanter. Se mere på www.dhip.ps

Om Palestine Photo-Marathon

Fotomaratonen blev afholdt første gang i 2012 på initiativ fra DHIP. Det er en heldagskonkurrence, hvor deltagerne skriver sig op til enten at tage billeder i seks eller 12 timer i forskellige palæstinensiske byer. Den danske fotograf Klaus Holsting og den palæstinensiske kunstner Khaled Jarrar sidder i juryen for fotomaratonen. Vinderbillederne bliver udstillet i forskellige danske og palæstinensiske byer i 2013 og 2014. Se mere på www.palestinephotomarathon.ps

Bonusinfo

Bilal Al-Issa medvirker også i femte afsnit af Anders Aggers DR2-serie ’Indefra’, hvor han tager seerne med rundt på Vestbredden. Programmet kan ses på www.dr.dk/tv/se/indefra-med-anders-agger

Billedserie fra fotomaratonen

Hvilke motiver, der kom igennem juryens nåleøje, kan ses, når vinderbillederne udstilles i Vollsmose Kulturhus i september og oktober. De her viste billeder hører til Bilal Al-Issas personlige favoritter, men er ikke nødvendigvis blevet præmieret. De giver et indblik i, hvor forskelligt deltagerne har tolket konkurrencens temaer.

 [/faktabox align=”left/right” FAKTA=”]

The following two tabs change content below.

Cecilia Mandrup

Nyeste indlæg af Cecilia Mandrup (se alle)