Et halvt år tog det 20-årig Kaspar Meitil at blaffe sig fra Holbækmotorvejen til Singapore. Undervejs fik han blandt andet stjålet alle sine ejendele og var medarrangør på en ulovlig fest i Iran. For når man blaffer, møder man virkeligheden. 

”Om det var planlagt, jeg skulle til Singapore? Det tror jeg ikke, man kan sige. I første omgang ville jeg bare gerne ud at rejse.”

Kaspar Meitil kigger ned i sin keramikkaffekop i lejligheden på Nørrebro.

[quotebox]Der er slet ikke så mange onde mennesker derude, som man går og forestiller sig[/quotebox]

Jeg havde forventet at møde en yngre udgave af Jacob Holdt; langt skæg, lidt fedtet hår og måske en anelse underlig. For når man ‘bare’ beslutter at tage østpå og ender med at tomle 100.000 kilometer fra Holbækmotorvejen til Singapore, kræver det vel, at man er lidt speciel. I stedet sidder Kaspar Meitil på sin seng og ligner en medstuderende. Kort lyst hår, stort smil og fuldstændig renlig. Og jo længere ind i hans historie jeg kommer, jo mere går det op for mig, at det at blaffe måske ikke er så farligt alligevel.

”Man skal passe på ikke at få for meget frygt. Som kvinde skal man selvfølgelig være opmærksom, men som fyr synes jeg, der er mange, der er mere bange for at tomle, end man bør være. Der er slet ikke så mange onde mennesker derude, som man går og forestiller sig.”

B_rn på work camp i Indien

Til pengene slipper op

Roskilde Festival var lige slut i sommeren 2012. Kaspar og Kasper, hans højskoleven, aftalte at blaffe til Spanien. Da vennen skulle hjem til studiestart i september, stod Kaspar med valget om at følge ham til Danmark eller forsætte eventyret.

”Jeg stod i Spanien og tænkte: ‘Jeg har et helt sabbatår, hvor jeg ikke skal noget bestemt’. Så jeg besluttede at vende hjem, når jeg løb tør for penge. Og det var egentlig grunden til, jeg stoppede i Singapore.”

[quotebox]Til middagen sad de bare og gloede på mig og spurgte, hvorfor jeg rejste på den måde? Havde jeg ingen penge? Havde jeg ingen far og mor?[/quotebox]

På seks måneder brugte Kaspar omkring 30.000 danske kroner. Det meste af budgettet blev brugt på flybilletter ind og ud af Pakistan, Myanmar og en billet tilbage til Danmark. Både overnatning og transport tomlede han sig gratis til på vejen. Nogle gange sov han på en sofa eller i et gæsteværelse igennem hjemmesiden couchsurfing.org. Andre gange kunne venskabet fra passagersædet føre til en overnatning.

”Hvis jeg skulle lave et mindre stop i en by, kunne jeg sagtens sove hos dem, jeg kørte med. Folk er tit søde, når man kommer med sin rygsæk og ikke andet. De spørger, om man har et sted at sove, og svarer man nej, så tilbyder de tit en plads i deres eget hjem.”

I Albanien henvendte Kaspar sig til en dame, der var ved at lukke sin restaurant. Da han spurgte, om han måtte overnatte på gulvet, hentede hun i stedet hele familien på ti mennesker ned for at møde ham. Det endte med, at Kaspar blev inviteret med til familiemiddagen og blev natten over.

”Til middagen sad de bare og gloede på mig og spurgte, hvorfor jeg rejste på den måde? Havde jeg ingen penge? Havde jeg ingen far og mor? Alt imens de stopfodrede mig. Det er de her anderledes rejseoplevelser, jeg elsker. Det er vildt fedt at finde ud af, hvor gode de fleste mennesker er.”

I lastbil

Ice cold med Delphin

Rejseregler

Hurtigt, og en anelse spontant, blev det Kaspars eget regelsæt, at han ikke måtte betale for hverken transport eller overnatning på rejsen. Dog blev han nød til at flyve ind og ud af Myanmar, hvor grænserne er lukkede. I Pakistan skal alle turister følges af to militærmænd, og det land måtte han nøjes med at opleve fra luften.

”Det var lidt et nederlag at skulle flyve. Jeg havde formået at blaffe hele vejen til Iran, så det føltes lidt som at snyde,” smiler han.

Princippet med at tomle sig til en gratis natteplads for at opleve en anden verden og kultur var dog ikke lige let for alle, han mødte, at forstå.

”Det kom bag på mig, hvor svært det var at blaffe i Indien. Folk kigger på én, som om man er en total freak. Det blev mest også et princip ikke at betale, for i virkeligheden er det billigere at tage toget igennem landet. Når den offentlige transport er så billig, og folk er så fattige, så forstår de det ikke, hvis man fortæller dem, at det er for oplevelsens skyld. Nogen gange var jeg ved at droppe det, men så er man alligevel kommet så langt!”

På toppen af bjerget

Kaspar nåede hele vejen fra Danmark til Iran uden at betale for overnatning eller transport én eneste gang. Især Iran var et land, der gjorde indtryk på den 20-årig københavner.

”Iran var nok højdepunktet ved min rejse, og jeg blev der en hel måned. Via Couchsurfing fandt jeg en ung fyr i hovedstaden og blev en del af hans hverdag. På et tidspunkt ville han gerne arrangere en fest, hvilket er ulovligt i Iran. Man må ikke drikke alkohol, og straffen er 80 piskeslag på ryggen. Så denne her fest var super undergrund, placeret langt væk fra byen og med en udtænkt flugtvej, hvis politiet skulle dukke op. Kvinderne smed sløret og ankom i bare ben, høje hæle og mere nedringede toppe, end jeg troede var muligt. Hvis jeg nu havde boet på et hotel, havde jeg jo slet ikke haft så fed en oplevelse.”

[quotebox]Man er nød til at rykke sine grænser for, hvad man vil for at møde folk, der kan samle en op. Det er bare at gå ud til en tankstation og spørge folk om et lift. Hvis man så bliver samlet op, sidder man i fem timer i en eller anden bil – og så må man bare finde noget at snakke om. Det leder tit til nogle vildt fede oplevelser[/quotebox]

Tre gode blafferråd

Politiet blev heldigvis ikke en del af festen, og mindet står som en af de bedste oplevelser Kaspar tog med hjem i rygsækken. Selvom der var spænding i luften til festen, og måske en smule frygt, er Kaspar ikke den til at sige nej til de oplevelser, der udfolder sig foran ham. Men viser frygten sig ikke, når man stiger op i en fremmedes bil, og dermed er overladt til en andens skæbne?
”Jeg synes ret hurtigt, jeg kom ud over frygten ved at blive samlet op,” siger han og trækker kort på skuldrene.

”I starten ser man meget folk an, når de stopper. Men man når at blaffe så mange gange, at man hurtigt bliver god til at mærke på folk, om de vil én det godt. Jeg brugte i høj grad min mavefornemmelse. Hvis jeg følte, at turen ikke var så hyggelig, eller chaufføren var lidt mærkelig, så sagde jeg bare, at jeg skulle af igen. Men det er meget sjældent. Jeg har overhovedet ikke oplevet, at nogen har gjort mig noget, selvom jeg da har hørt nogle frygtelig historier.”

Han indrømmer dog også hurtigt, at en del af sikkerheden ligger i at være en dreng på farten. Var han pige, var det ikk
e sikkert, han selv ville turde blaffe alene igennem Iran eller Indien.

”Jeg plejer at se det som en skala. Hvis man er alene pige, så bliver man helt vildt nemt samlet op. Alle folk har plads til en ekstra person, og chaufføren føler sig ikke truet. Til gengæld er det mere usikkert. Er man alene dreng, er der stadig plads, og man er ikke så faretruende, så det går også an. Når man er en pige og en dreng, så ser det ret sødt ud, og to mennesker giver ekstra sikkerhed. To drenge er nok det sværeste, og når man først bliver tre, så er det næsten umuligt, selvom jeg dog har gjort det.”

[quotebox]Jeg plejer at se det som en skala. Hvis man er alene pige, så bliver man helt vildt nemt samlet op. Alle folk har plads til en ekstra person, og chaufføren føler sig ikke truet. Til gengæld er det mere usikkert.[/quotebox]

Skalaen bygger på erfaringer, for dem har Kaspar mange af. Hans første blafferrejse var i 2.G, da han kun var 17 år, og siden er det blevet til mange tomleture igennem Europa. Sætter man det på spidsen, har han tre gode råd til det rent tekniske, hvis man tør give sig i kast med blafferiet:

1. ”Drop skiltet og prøv at få forbindelse med føreren i stedet for. Når bilen kommer forbi, så kig rigtig intenst på chaufføren og vink. Du skal have kommunikeret: ‘Jeg vil gerne køre med dig.’ Hvis man vinker chaufføren til stop, så kan man forklare, at man har brug for et lift. Hvis de ikke kan engelsk, så sig bynavnene. Smil og vink, så går det bare bedre.”

2. ”Noget af det vigtige er, at man er total åben over for det, der sker. Hvis man havde tænkt, at man skulle til Berlin, men bliver samlet op af en chauffør, der siger: ‘Vi kører til Amsterdam for at organisere en festival, vil I med?’, så skal man bare gøre det! Det prøvede vi i Frankrig, hvor planen ellers var at tage til Spanien. Chaufføren var lydmand på en festival i Amsterdam og sagde, at vi bare kunne komme med uden at betale for éntre til festivalen. Og det var bare røv fedt. Lad tingene ske og vær ikke bange for ikke et følge planen hjemmefra.”

3. ”For oplevelsens skyld behøver du faktisk ikke at tage noget som helst med. Du behøver ikke gå ned i Friluftsliv og købe en trangia. Jeg startede selv med en tung rygsæk på 30 kg, men var så ‘heldig’, at jeg fik stjålet min rygsæk i Monte Netro. Jeg var henne og snakke med ejeren af en campingplads for at få lov til til at overnatte der. På det tidspunkt havde jeg rejst sammen med en spanier i en dags tid, og han virkede som en en fin fyr. Så dér svigtede min mavefornemmelse mig faktisk, for da jeg vendte tilbage, var han skredet med alt undtagen min pengekat med dankort og pas. I første omgang var det vildt nederen, men så tror jeg bare, jeg fik en rigtig god oplevelse ud af det. I tre dage havde jeg kun en sovepose på mig, så det var en lidt anderledes oplevelse. Derfra købte jeg en ny rygsæk, hvor jeg havde ét par bukser, ét par shorts, én t-shirt, én trøje og ikke særlig meget andet. Der er mange ting, der kan gøre rejsen lidt nemmere. Men hvis man begrænser sin oppakning, får man vendt sine tanker om, så dét man skal få en oplevelse ud af, er de ting, der sker omkring én. Og ikke de ting, man har med sig.”

Hvad med sårrens, hvis du skulle komme til skade?
”Det kan man da godt have med. Men man kan også lade være. For så møder man måske nogen spændende folk, hvis man en dag har brug for sårrens.”

Random indisk mand

Den rigtige verden findes ikke i en Lonely Planet

Selvom Kaspar altid var omgivet af folk på sin rejse, som andre blaffere, venner eller chauffører, begyndte det at tære på ham, at bekendtskaberne kun var flygtige.

”Jeg var aldrig rigtig alene, men relationerne var hele tiden kun for en begrænset stund. Man møder folk, skaber en relation og så tager man af sted igen. Jeg synes måske, det var det værste. Man kunne godt blive lidt ensom.”

[quotebox]Jeg var aldrig rigtig alene, men relationerne var hele tiden kun for en begrænset stund. Man møder folk, skaber en relation og så tager man af sted igen. Jeg synes måske, det var det værste. Man kunne godt blive lidt ensom.[/quotebox]

Kaspar valgte derfor at tage på en af Mellemfolkelig Samvirkes workcamps i Indien i tre uger, hvor han boede sammen med andre unge fra hele verden, mens han arbejdede på et indisk børnehjem.

”Det var enormt rart at bo et sted i længere tid og lære de andre rigtigt at kende. Det var et godt afbræk i rejsen.”

Til sidst havde rejsen, og pengepungen, nået sin ende. Juleaftensdag 2012 efter seks måneder på farten fløj Kaspar fra Singapore og hjem til Danmark for at fejre jul med familien. Han har siden skulle fortælle sine oplevelser på turen mange gange, men alligevel det er ikke alt, der er lige let at dele.

”Jeg føler mig ret alene med mine oplevelser. Og det er også fint nok. På et halvt år går der mange ting op for én, og jeg oplevede mange erkendelser. Man får indtryk, som man altid vil huske. Jeg synes, der er meget, der har ændret sig ved mig, siden jeg kom hjem, men det er svært at sige: ‘Nå ja, selvfølgelig har jeg ændret mig, for jeg har jo oplevet de her ting’. Det har jeg tænkt meget over, siden jeg kom hjem. Jeg har ikke rigtig haft nogen, der har forstået, hvad jeg har fået ud af turen. Men det er fint, for så har man noget for sig selv.”

Han vender blikket mod de forskellige landkort på væggen i lejligheden. Der er lokale kort over blandt andet Tyrkiet og Iran, hvor det sidstes stednavne kun er skrevet på farsi. Med blå kuglepen er de centrale byer oversat til latinske bogstaver, og der er et stort fedt kryds over de byer, han på vejen fik at vide var livsfarlige at krydse. Selvom ikke alle dage på farten bragte smil på Kaspars læber, opfordrer han i høj grad til at afprøve det ensomme rejselivet  – hvis bare så en enkel gang.

”At rejse alene er en stor oplevelse, hvor man virkelig lærer nogle ting om sig selv,” forklarer han.

[quotebox]At rejse alene er en stor oplevelse, hvor man virkelig lærer nogle ting om sig selv[/quotebox]

I disse dage er Kaspar slet ikke i Danmark. Han er i Nepal og Myanmar for at arbejde på endnu en workcamp og tage et 10 dages meditationskursus i bjergene. Og de idéer kommer i hvert fald ikke fra en guidebog.

”Der er rigtig mange unge, der rejser med Lonely Planet-bogen. Hvis man kommer til et land og allerede har besluttet sig, hvad man vil se, hvornår, så tror jeg, man får en rigtig kedelig rejse i forhold til, hvis man bare tager derhen og spørger befolkningen, hvad der er fedt i landet. Hvis der kom en turist til København, ville guidebogen forslå Den Lille Havfrue. Hvis de i stedet spurgte mig, ville jeg med det samme sige: ‘Nej, du skal da drikke en øl på Dronning Louises bro!’
Det er i virkeligheden de oplevelser, unge mennesker gerne vil have. Noget rigtigt.”

[faktabox align=left header=”Faktaboks”]

Rejsen:

  • Kaspars rejse gik igennem Danmark, Tyskland, Frankrig, Spanien, Slovenien, Bosnia-Herzegovina, Montenegro, Albanien, Grækenland, Tyrkiet, Nordirak, Iran, Pakistan, Indien, Myanmar, Thailand og Singapore.

Gode hjemmesider, hvis man vil blaffe:

Gode råd:

  • Download app’en Marvick, der automatisk downloader kort, når der er internetadgang.
  • Hvis Kaspar følte sig utryg ved situationen, skrev han hjem til en af sine venner med, hvor han var, hvor han var på vej hen og chaufførens nummerplade.
  • Tankstationer er gode steder at få et lift.

[/faktabox]

The following two tabs change content below.

Rebecca Bodnia

Nyeste indlæg af Rebecca Bodnia (se alle)