Skærmbillede 2013-04-10 kl. 23.54.38

Peter Lykkegaard, formand for Syddanske Studerende

Når man taler om kvaliteten på universitetets uddannelser, tænker man især på, om underviseren har gode pædagogiske evner – det vil sige er god til at formidle ny viden til os studerende.

Høj kvalitet hænger for mange studerende entydigt sammen med en god underviser i et godt undervisningslokale. Det er klart, at mødet mellem studerende og underviser er utroligt central for en god uddannelse, men det er dog kun én del af et alment universitetsstudie, der især er præget af selvstudie. Det skal påpeges, at der er stor forskel på antal undervisningstimer på tværs af studier. Faktisk er Danmark europamester på dette område, da en ingeniørstuderende har 28 undervisningstimer om ugen, mens en humaniorastuderende må nøjes med kun 13 timer om ugen. Men kigger vi på den gennemsnitlige studerende, fortæller en stor undersøgelse fra Aarhus Universitet, at den danske studerende i gennemsnit kun har omkring 12 timers undervisning om ugen.

Fra lovens side er der tale om et fuldtidsstudie, og dermed er kravet, at den studerende skal have en arbejdsbyrde, der svarer til et fuldtidsjob på 37 timer om ugen. Med 12 timers undervisning giver det 25 timer til selvstudie. Det betyder, at selvstudiet, tiden udenfor undervisningslokalet og uden underviser, er hele to tredjedele af det samlede studiet. Derfor skal vi væk fra kun at have fokus på undervisning, timetal og pædagogik. Vi skal have blikket ud af undervisningslokalet og se hele universitetet. Desværre er der i dag rigtig mange studerende, der kun befinder sig på universitetet, når de har undervisning. Man ankommer til universitetet få minutter før, forelæsningen begynder og forsvinder igen få minutter efter, den er færdig.

[quotebox]Med 12 timers undervisning giver det 25 timer til selvstudie. Det betyder, at selvstudiet, tiden udenfor undervisningslokalet og uden underviser, er hele to tredjedele af det samlede studiet. Derfor skal vi væk fra kun at have fokus på undervisning, timetal og pædagogik.[/quotebox]

Det er ødelæggende for fagligheden for den enkle og for det sociale mellem de studerende i studiemiljøet. Det stiller samtidig nye krav til både studerende, undervisere og universitets ledelse. Underviserne skal i langt højere grad sætte rammerne for læring før og efter undervisningen. Det er vigtigt, at man ikke kun har krav til, hvad der sker i undervisningslokalet, men også har krav til det, der sker udenfor lokalet og ikke bare henvisninger til det, man skal læse i pensum. Læring er meget mere end at læse. Men hvis underviserne skal kunne sætte rammer for læring udenfor undervisningstimerne, kræver det også, at universitetet har de fysiske rammer i orden.

Vi studerende skal kræve, at vi har mulighed, plads og motivation til at være på Syddansk Universitet på fuldtid: 37 timer om ugen. Sådan er det ikke i dag, hvor der simpelthen mangler miljøer på universitetet, hvor studerende har lyst til at tilbringe hele deres arbejdsuge. Vi skal ikke bare kræve gode undervisningslokaler, der motiverer til fordybelse og læring. Vi skal kræve andre lokaler og arealer på Syddansk Universitet. Et fuldtidsstudie er en tredjedel undervisning og to tredjedele selvstudie. Derfor kræver vi studerende bedre rammer til selvstudie på universitetet, så vi ikke skal bruge størstedelen af vores universitetsstudie udenfor universitetet.

Kilder:

http://www.kristeligtdagblad.dk/artikel/422402:Danmark–Danskeuniversiteter-har-rekordforskel-i-timetal

http://www.altinget.dk/artikel/di-raser-overstuderendes-kortearbejdsuge

The following two tabs change content below.

Peter Lykkegaard, Formand for Syddanske Studerende

Nyeste indlæg af Peter Lykkegaard, Formand for Syddanske Studerende (se alle)