At forvente andet end stilhed er naivt. At forvente handling fra et menneskesind er at lede det forkerte sted. 

[faktabox header=”Månedens novelle”]

Hver måned kan du læse en novelle skrevet af en studerende. Som afslutning på dette semester er det denne gang ikke et truet ord, der præger novellen, men starten på en hel fortælling. Resten af bogen kan du vinde nederst på siden. God sommer og god fornøjelse.

[/faktabox]

[faktabox align=”right” header=”Månedens forfatter”]

Månedens forfatter er Daniel Boysen Pedersen, 26 år, og besøger RUST fra Aarhus Universitet. Her er han i gang med at skrive sit speciale som studerende i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Han lever allerede drømmen som for- fatter, da månedens novelle er et uddrag af hans første bog, som han skrev, fordi han ikke kunne lade være. Ellers nyder han at spille fodbold, fokusere på at have det sjovt og kigge folk i øjnene, selvom de forsøger at kigge væk. 

[/faktabox]

For at nå den dybeste erkendelse må du føre dig selv til kanten, på randen, hvor din dystre sjæl venter dig – sammen skal I falde til bunden, tilintetgøres! Jeres ruiner bliver et puslespil, som, når det er samlet, vil vise dig vejen. Det er let at glemme et stykke på bunden. Måske indser du det først, når du er på vej op ad kløften igen, denne gang ikke bange, denne gang sikker på, hvad der venter på toppen.Det er let at lade tankerne tage styringen igen. 
    Jeg er ikke fortabt. Det er for let at bruge det som undskyldning, men noget sært er under opsejling; jeg kan fornemme det. Solen er ikke på samme måde behagelig længere, Månens stråler strejfer mig ikke, men lader mig sidde mørk i natten, og jeg husker ikke længere. Men livet foregår for øjnene af mig. Jeg fornemmer det, men ved ikke, hvordan jeg skal gribe ind i det. Jeg er ikke fortabt. Hvis jeg i sandhed skulle være fortabt, ville jeg så ikke vide det? Jeg kan ikke være fortabt, for jeg føler stadig, jeg mærker noget, jeg er til. Det er jeg sikker på. Alligevel har jeg det som om, jeg venter på at træde ud gennem det sorte blæk. Som om ingen har forstået, at jeg er her. Så sent som den anden dag gjorde jeg ellers noget. Gik rundt i gaden, flakkede lidt omkring, så et skilt, hvor der stod ”åben for alle”. Derfor gik jeg ind. Naturligvis. Stedet var fyldt med musik, mennesker og galskab. Den gode galskab. Den, der gør, at jeg ikke taber modet eller bliver fortvivlet – den, der fastholder og former mit sind, når jeg er ved at falde sammen. Den, der gør, at min egen dystre tone slår over i lyden af livets dans. Bekræftende og nærmest lykkelig for en stund. Den galskab, at mennesker faktisk kan betyde noget for hinanden. Der var åbent for alle, og alle kom. Jeg dansede til tonerne, jeg væltede til tonerne, jeg så mennesker finde sammen i tonerne, jeg blev glad i tonerne, men pludselig var aftenen forbi – og jeg kunne igen mærke, at der var noget sært på vej. Alle menneskene gik hjem sammen, mens jeg gik lidt alene videre. Jeg havde glemt min jakke, men heldigvis var det varmt i vejret, så jeg kunne gå uden at skulle løbe. Men lugten af alkohol kunne jeg alligevel ikke løbe fra. Jeg besluttede mig for at gå en omvej, så jeg ikke kom for tidligt hjem.

Satte mig på toppen af verden. Her kunne jeg kigge udover både byen og vandet. De to sider af mig selv. Men jeg ved ikke, hvor jeg finder mest kaos? Faktisk ved jeg ikke, hvor jeg helst vil være, og det er noget af en bedrift i min alder. Prøvede desperat at genkalde mig tonerne, men alt forblev stilhed, det var kun mine tanker, der talte til mig nu. OG mine tanker sagde: ”Spring, spring nu! Lad dig falde, og det skal lykkes”. Nu ligger jeg sammen med min sjæl på bunden. Det er her, jeg er nu. Det er min situation. Jeg ved godt, hvad der venter forude, men jeg ved også, at jeg frygter det. Min rejse for at komme ud af stilheden, for at vriste mig fri af min tyngende ruin – er kun lige begyndt. Men jeg er ikke fortabt. Det kan ikke være sandt. Dog ved jeg ikke, hvilket stykke jeg skal starte med. Hvilken del, der kommer først, hvilken del, der er den vigtigste. Hvad der er endnu værre, er, at jeg ikke ved, hvad der tilhører min sjæl, og hvad der tilhører mig. Men lige om lidt, lige om lidt begynder jeg.

Første forsøg på at kravle begynder.

Nu.

Fra del 1, kap. 1
[…]
Jeg elsker alle kvinderne, vi møder. De ser mig ikke, de ser ikke os, men vi ser dem. Vi omfavner hele deres eksistens i et blik og giver så slip igen. I de få sekunder er vi hele mennesker. Den ene af dem har en skøn kvinde derhjemme, de holder meget af hinanden, og den anden kan jeg vel ikke udtale mig om, men Milo, han må føle det samme som mig (måske føler vi alle det samme?). Jeg gør mig selv i tvivl uden grund, jeg skal i stedet nyde de skønne malerier, der vandrer om i gaderne, der ændrer sig i sollyset, i skyggen, alt efter hvor længe jeg kigger. Kvinders skønhed er storslået, min er ikke. Jeg har pludselig lyst til, at vi går videre, men de andre insisterer på, at vi stopper op. Jeg giver efter (opdager de min stille modstand?).

Sporet af det gamle er der stadig (havde jeg regnet med, at det allerede ville være forsvundet? At et nyt ville være opstået?). Jeg er naiv. Kom jeg til at sige højt, de andre kigger på mig, ikke på den gode måde, men den måde der forklarer, at jeg har mistet den. Så jeg mister den. Jeg danser, skævt, siger lyde der befrier mig, sætter mig igen. De tror alt er ved det gamle. Stopper med at kigge. Spørger om jeg vil have mere at spise. Jeg er sulten.
     De er overalt, kvinderne.
     Kvinder er fantastiske – langt mere fantastiske end jeg.

Omsider på den anden side af byen, vi kom for at slippe for det vi kom fra, ikke for at opleve det et andet sted. Vi sætter os på bussen, der vil tage os det sidste stykke, så er vi snart ved kanoerne, så skal vi snart glide frit gennem landskabet, gennem livet, gennem fortid og fremtid. På bussen sætter vi os i hver vores bås, så vi igen kan være i vores kasse for en stund.
    Dine bemærkelsesværdige kys brænder stadig i mig. Det er dem, jeg er flygtet fra. Du vil ikke blive et gammelt minde, men vil altid insistere på at være til stede, ny, hver gang jeg vågner. Det er, som om at du ligger ved siden af mig, men jeg ved, at det er mine tanker der leder mig på vildspor – jeg lader dem. Det er behageligt, det minder mig om noget, næsten så meget at jeg kan smage dig. Mine øjne flakker, tilbage i bussen, skuffet, væk igen. Jeg husker tilbage til, da forholdet startede, til mine forhåbninger, til det som jeg allerede vidste dengang. For første gang var det ikke en tilfældighed (i så fald var den styret, behersket). Jeg husker særligt din lyd, ikke dine ord eller dit væsen, men den lyd som dine bevægelser altid
efterlod – selv når du ikke vidste, at jeg var der. Nu er der stilhed, selv når jeg glemmer, at jeg er uden et hjem… Som nu, hvor jeg ikke kan bo i dit ansigt. Nu lever jeg i huset, hvor ingen bor. Det er grønt og det er stort, men det er ikke der jeg burde være. Men hvor burde jeg være?
    Jeg husker på, hvordan min forelskelse for første gang ramte mig, hvordan det sorte hjerte lyste op og endelig følte sin mening, følte at dets tilstedeværelse ikke var ren æstetik. Hvordan jeg så dine linjer trækkes efter dig, når du drejede om hjørnet, mens jeg endnu betragtede dig. Mens jeg gik fra at være forelsket i dig til at elske dig. Hvordan vores liv udviklede sig i takt med hinanden, mens forskellige følelser blomstrede, midt i kaos af sikkerheden, et stort bed der krævede megen forplejning.
    Efterhånden er du glemt, men alligevel dukker du op. Derfor må jeg skrive dig, så du bliver til or
d, når du står her, kan jeg lukke dig – og med tiden vil jeg glemme alt, hvad der står i bogen – altså vil jeg endelig slippe dig. Faktisk er det svært at indlede, måske er jeg i stedet i gang med at skrive dig frem fra glemslen, genoplive dig? Genopdage mine følelser: når du slyngede håret i solen eller dansede omkring i nattens hvirvler. Ord deprimerer mig! Men de vil frem, du vil frem. Men du ved, at jeg elskede dig, elsker mindet om dig. Frugtbarheden i mit liv, når du var i det, lyspunkterne der var så svære at overse. Du er faktisk glemt, selv i mine forestillinger – jeg finder bare på for at fornøje mig selv, for at finde en grund til igen at finde motivation til at gøre ingenting. Heri består mig særlige problem.
    Det er mig selv, jeg burde glemme.

Det var ikke meningen, tænker jeg, mens jeg kommer til mig selv. Nu håber jeg, at dette sidste minde bliver efterladt her på bussen, så jeg kan være fri, uden tøjler, så jeg kan agere naturligt i verden igen (ikke tynget af tanker). Så jeg kan være ny.
    Udadtil har jeg intet udtryk. Mens vi forlader bussen, føler jeg mig lettet, men mine ben vakler ikke under mig, min gang er den samme og jeg har det samme ansigtsudtryk som da vi trådte ind. Men jeg er ikke den samme længere, faktisk er jeg i tvivl om, hvem jeg er, eller hvor disse tanker kommer fra, men de kører, de bliver ved, de vil ikke stoppe – jeg vil ikke stoppe, stoppe med at nyde det her, nyde min depression for mig selv (håber naturen kurerer mig (eller byen)). Jeg har fundet ud af, at tiden ikke hjælper mig, så det hele beror på mig selv. Vi går de sidste meter, endelig fremme, nu sker det.

Vind bogen

Blev du fanget af fortællingen, kan du vinde hele bogen ”Forudsat, at du har lyst til at forsætte” (værdi 149 kroner). Deltag i konkurrencen.

The following two tabs change content below.