Signe Molde-Amelung kan virke som klassens dampbarn, men faktisk er hun ligeså meget dengsen. For hun kan ikke lade være med at gøre sig umage. Med at overhøre sin forfinede situationsfornemmelse når hun tvangskrammer granvoksne mænd, klippe et indslag så det fungerer lige, som det skal, eller give sine børn en ligeså dejlig barndom som hun selv har haft. Det er balancen, der kan være svær at finde.

[faktabox align=”right” header=”Signe Molde-Amelung”]

  • Født i 1977 og opvokset i Charlottenlund
  • Har læst samfundsvidenskab på RUC i to år og er siden oplært på DR’s Børneradio.
  • Har lavet radio og tv siden år 2000. Heriblandt diverse børne- og ungdomsprogrammer på DR og TV 2. Blandt andet Børneradio, Rundfunk, Sara & Signe og Slemme, slemme piger. Har arbejdet både foran og bag kameraet som vært, tilrettelægger, instruktør og redaktionschef.
  • Særligt kendt som reporter på Anders Lund Madsens Det nye talkshow og som X Factor-værtinde.
  • Bor på Vesterbro med manden Peter Molde-Amelung og døtrene Penny og Evelyn

[/faktabox]

Signe Molde.

Hun står og træder sig selv over tæerne i en park på Vesterbro. Kigger ned på de hvide kondisko og retter på en lok, der har forvildet sig ind over ansigtet. Lyner den overdimensionerede parkacoat lidt tvivlrådigt op og ned. Den selverklærede cirkushest virker ikke just begejstret for kameraer, der ikke ruller.

”Der er noget meget opstillet over at få taget billeder. Jeg vil helst bare stå og snakke imens. Ikke opdage at det sker.”

Det ligner ellers ikke Signe Molde-Amelung at være genert. Hun har trukket en håndøkse op af tasken til åbningsreceptionen på Nykøbing Sjællands lokalpolitistation uden at fortrække en mine og fortalt Anders Fogh Rasmussen, præcis hvor flot hun synes, han er, midt i et uendeligt langt, inderligt kram uden at begynde at grine.

Og tilbageholdenheden foran linsen forsvinder også, ligeså snart hun får lov at støtte sig op af sin medsammensvorne. Talegaven. De slanke hænder supplerer ordstrømmen med en finurlig koreografi af fagter, kløen, pillen og retten. Nogle gange tøjler hun de ivrige kløer i jeanslommerne eller over kors foran sig, men de river sig hurtigt løs igen. Flyver op og holder hende for munden, former historier i den tomme luft.

Sætningerne står i kø

Hjemme i det lyse køkken-alrum viser hun lige så store evner for livlighed på en stol. Trækker fødderne op under den myndeslanke krop. Kaster med de dovne, bølgede hundeører af hår. Lader blikket vandre fra de sprossede vinduer til skålen med fyldte chokolader. Tager en bid og fniser, da det cremede indhold ikke helt når i mål, men lander på hagen. Bliver pludseligt nærværende, når hun bliver stillet et spørgsmål.

”Jeg har altid godt kunne lide at snakke med folk, det lyder vildt banalt, men det var dét, der gjorde, at jeg ville lave radio. Det var helt klart det.”

Signe Molde

Hun læner sig frem, som om det næste, hun vil sige, er lidt af en afsløring.

”Jeg ved ikke, om alle har det sådan, men jeg har det sådan, at der hele tiden er sætninger, der står i kø, som jeg har lyst til at sige. Som jeg selv synes er sjovt.”

Hun banker fingerspidserne let mod sin pande for at illustrere, hvor det hele kommer fra. Smilet sender æblekinderne i charmeposition, som var der netop nu en tanke, der nåede frem til kasse et.

”Men jeg er også bange for, at det falder til jorden. Eller folk tror, man mener det, og man ikke rigtig kan få forklaret, at det var for sjov, fordi det er for mærkeligt.”

signe-molde-3

Stemmen har a’er så flade som den landevej, den taler lige ud af. Hvad enten hun står i glitrende guldskrud til X Factor-finalen eller fortæller sin ældste datter Penny, at hun ikke må spise hele sit hovedstore påskeæg på én gang. Stemmen fik engang en til at gætte på, at hun sguda måtte være fra Amager. Selvom hun faktisk kommer fra Charlottenlund.

En kerne af kærlighed

Hjembyen var heller aldrig Signe Molde-Amelungs stolthed. Den klinger lidt af har-fået-det-hele-foræret-og-aner-ikke-en-skid-om-hvordan-virkeligheden-hænger-sammen, synes hun. Alligevel sidder hun her i et lille rækkehus ikke ulig det, de boede i, da hun var barn. Omgivet af en kernefamilie som den, hun selv er vokset op i. Mor, far og to døtre.

”Der er mange, der tænker ’jeg skal ikke gøre, som mine forældre gjorde’. Der har jeg det sådan – jeg vil da egentlig gerne gøre meget af det, mine forældre gjorde. Jeg synes, de gjorde det godt.”

Måske derfor tog hun også en del tilløb til afskeden med de trygge rammer.

”Jeg ville ønske, jeg kunne sige sådan noget som, at da jeg var 16, rejste jeg ud og redede verden og lærte mig selv at kende. Men jeg flyttede først hjemmefra da jeg var 21.”

De store, ærlige øjne finder hvile på et æg, der er placeret i toppen af en glasvase på det lange spisebord. Hun snupper det mellem sine spinkle fingre. Drejer det, mens hun beundrer den barnlige streg, det er dekoreret med. Sorte prikker og en ilter eksplosion af grøn og rød.

”Forleden da vi sad og malede påskeæg, havde jeg sådan et helt klart minde, fra da jeg var barn. Jeg mindedes meget tydeligt, hvordan jeg som barn sad og malede æg med min mor. Og det er bare så dejligt, når man har den slags minder og så sidder og gør det samme med sine egne børn.”

signe-molde-1

Udenfor pædagogisk rækkevidde

Kærligheden og støtten har været gennemgående i Signe Molde-Amelungs barndomshjem. Så gennemgående, at selv hendes bedste bud på et ungdomsoprør blev bakket op. Hendes mor er læge, og hendes far er advokat, så da hun for over et årti siden droppede ud af universitetet og stavrede mod radioen, var det i den modsatte retning af familietraditionerne. Men det var ikke noget, forældrene gjorde et stort nummer ud af.

”Der var intet. Ikke engang sådan en… hvor man kunne se, at de lige sank engang og tænkte: Okay, nu skal vi selvfølgelig virke som om, vi synes, det er helt cool, fordi sådan gør man. De syntes, det var en god idé.”

Hun rømmer sig og synker en gang for at illustrere, hvordan en forælder, der undertrykker sin skuffelse, kunne lyde.

En slags skuffelse fik hun til gengæld at lov at opleve, da hun lige var startet på DR’s Børneradio. Hun kom op og skændes med en kollega. Rune Tolsgaard ville lave et indslag anderledes, end de plejede, men hun var bange for, at det ikke virkede. At det ikke var sjovt. Og så sagde vennen og kollegaen en række ord, der stadig giver positivt genlyd i Signe Molde-Amelungs liv: ’Nu skal du kraftedeme også tage nogle chancer engang imellem i stedet for bare at gøre det, vi ved virker. Det kan da godt være, det ikke virker, men skal vi ikke prøve?’.

”Jeg kan tydeligt huske den situation, hvor han sagde det til mig. Jeg havde aldrig set mig selv som den forsigtige, artige pige, og lige pludselig var det jo det, han sagde, at han syntes, jeg var. Og dét ramte mig. Så tænkte jeg, det gider jeg ikke. Og det synes jeg faktisk, jeg har fulgt.”

Og det er der ikke nogen, der kan betvivle. Signe Molde-Amelung har været langt udenfor pædagogisk rækkevidde. I Det nye talkshow med Anders Lund Madsen, har hun anklaget syv-årige svømmehalsgængere for at være perverterede belurere. Hun har spist næsten al kransekagen til Dansk Folkepartis valgaften, mens hun stillede kritiske spørgsmål til forbipasserende politikere. Tørret hænderne af i Mogens Kamre imens. Og spurgt Jesper Langballe, om det var ham, der lagde stemme til SvampeBob Firkant.

En chancerytter om sin kæphest

Derfor var der også flere, der var bekymrede, da Signe Molde-Amelung tog en anderledes chance og takkede ja til at skifte ham. At trække i et stivere puds end hendes velkendte parka: X Factor-værtsrollen. For ville det ikke være forvirrende, at hende, der plejede at få tæerne til at krumme, pludselig skulle virke udglattende overfor angstdirrende deltagere og et diskussionslystent dommerpanel.

”De spurgte: ’Er du så ikke bange for, at folk bliver forvirrede – hvornår laver du sjov, hvornår er du ironisk? Hvornår er du dig selv, og hvornår siger du noget, du faktisk mener.’ Og dér må jeg sige, det har jeg aldrig været bange for.”

Både den grænseoverskridende fredagsreporter og X Factor-værtinden gør nemlig en dyd ud af den faglige præcision. Om formålet er at få os til at grine, måbe eller sende en sms.

”Jeg tror ikke, der er nogen, der har været i tvivl om, hvornår jeg har drillet Blachman med et glimt i øjet. Det handler bare om at gøre det præcist, så er alle med. Det er en af kæphestene i mit professionelle liv, at man simpelthen ikke skal undervurdere folk. Man skal ikke tale ned til dem.”

Stemmen får en overraskende skrap karakter. Signe Molde-Amelung ved, hvordan hun synes, tingene skal være. Derfor har hun også selv stået for alt, hvad hun kunne komme til i sine indslag til Det nye talkshow. Planlagt, instrueret og klippet. Men selvom man får lov at bestemme, er det ikke ensbetydende med, at man bliver tilfreds med resultatet.

”Ligegyldigt hvad jeg laver, når jeg så ser det bagefter, ser jeg KUN de to steder, hvor noget lige kunne have været lidt bedre.”

Og det kan drive hende til vanvid. At hun ikke rigtig kan fejre sine sejre. At tømmermændene kommer før festen. Derfor øver hun sig i at slappe af og opgive lidt kontrolterræn. Og det har X Factor været en uforligneligt gavnlig øvelse i.

”Undervejs lærte jeg at give lidt slip og prøve at nyde, at der ikke er ligeså meget stress og præstationsangst for mig i den rolle i forhold til at skulle have nye ideer og finde på alt muligt hele tiden. Og det har været enormt befriende faktisk.”

Hun sætter sig tilbage i stolen og slår ud med armene. Understreger al den frihed, der følger med at give sig hen til en rolle, der er noget helt andet, end man har prøvet før.

signe-molde-2

Livet i vater

For Signe Molde-Amelung er en præstationsangst vovehals. En genert cirkushest. På en og samme tid hæmningsløs og kontrolleret. Og kontrollen er afgørende for, at hun kan håndtere kontrasterne.

”Når man agerer som menneske i det hele taget, skruer man jo op og ned for sig selv eller bruger forskellige evner, hvor det passer.”

Et skælmsk smil sætter sig om læberne på hende.

”Jeg har en ekstremt god situationsfornemmelse faktisk. Men det skal man jo også have for at kunne gøre noget, som er upassende i situationen. Man skal jo vide, hvad det rigtige er, hvis man skal kunne gøre det forkerte.”

Og selvom Signe Molde-Amelung på så mange måde mestrer balancen, er netop det at skrue op og ned indtil livet står i vater alligevel den konstante udfordring i hendes liv. At få afstemt sit professionelle ambitionsniveau med det private.

”De gange hvor jeg synes, jeg har fået balanceret mit liv, der har jeg det bedst…. Hvis jeg kan gå på arbejde og have det godt og gå hjem uden at tænke alt for meget på mit arbejde og stadigvæk være stolt af det, jeg laver, og have det godt med min familie…”

Hun bliver afbrudt af Penny, der løber gennem stuen. Det stykke påskeæg, datteren tidligere blev tildelt, er spist, og hun keder sig. Hendes mor siger, at om et øjeblik må hun spille på trompet. Så bliver Signe Molde-Amelungs brune øjne igen nærværende.

”Det ville da være fuldstændig…”

Og øjnene smiler, da hun afslutter sit svar.

”Så ville jeg ikke bede om mere nogensinde. Hvis jeg kan nå dertil lidt mere, end jeg synes, jeg gør for øjeblikket.”

The following two tabs change content below.

Maja Mackintosh Johansen

Nyeste indlæg af Maja Mackintosh Johansen (se alle)