Kristeligt Forbund for Studerende ville holde oplæg og uddele materialer på Syddansk Universitet, men endte med klager, udsmidning og medieomtale.

Gratis frokost og oplæg om tro og kristendom.

Det var, hvad de studerende på Syddansk Universitet i Odense fik tilbudt i denne uge. Bag invitationen stod Kristeligt Forbund for Studerende (KFS), da de arrangerede det, de kalder Missionweek. Luthersk Missions Ungdom, Indre Missions Ungdom, Sct Hans Kirke samt Fyns Valgmenighed var også med i Missionweek.

Men nogle studerende oplevede, at de var anmasende, og at de ikke præsenterede sig med hvem, de var. Camilla Søe, der læser international virksomhedskommunikation, er en af dem, der blev opsøgt af folkene fra Missionweek.

”Jeg måtte spørge tre gange, før jeg kunne få et klart svar på, hvem de var, og hvad de ville. Jeg synes, det er meget vigtigt, at det fremgår klart og tydeligt. Særligt når man samtidig reklamerer med en gratis frokost,” siger hun.

Materialer havde logo

Hos KFS er sekretær Stefan Christensen, der selv har været ude på universitet, ikke enig i kritikken.

”Vores hensigt har ikke været at missionere eller omvende folk. Vi ville bare gerne diskutere med de studerende. Alle vores materialer var forsynet med logo, så jeg er uforstående over for, at man ikke kan se, hvem vi er,” siger han.

Muligt kommunikationsproblem

Sagen kom i medierne, ligesom den endte helt i toppen af SDU. Rektor Jens Oddershede bad først de studerende gå, dels fordi de var for opsøgende i forhold til de studerende, og dels fordi universitetet ikke mente, at KFS havde fortalt, at de udover oplæggene i de lejede lokaler, også havde til hensigt at dele flyers ud og reklamere for oplæggene og den gratis frokost.

”Der har muligvis været et problem med kommunikationen mellem KFS og universitetet. De mente, de havde givet ordentlig besked, det mente vi ikke. Men de må under ingen omstændigheder være så opsøgende i forhold til de studerende, som nogle studerende siger, de var,” siger Jens Oddershede.

Han oplyser, at KFS – efter at være blevet smidt ud – troppede op  på hans kontor, hvor de blev enige med rektor om, at det kristne forbund alligevel gerne måtte blive, hvis de fulgte universitetets reglement, og stod fast ved en stand uden at være anmasende.

Ifølge reglementet på SDU må man gerne – mod forudgående aftale – have en stand og tilbyde flyers og lignende. Men man må ikke være anmasende.

The following two tabs change content below.

Niels Rosdahl Jensen

Nyeste indlæg af Niels Rosdahl Jensen (se alle)