Airbnb udlejer private hjem i hele verden, og det er let at komme med på listen. Så hvis du har sengeplads, men mangler rum i budgettet, kan du overveje at leje din bolig ud.

Foråret kvidrer, sommerferiedrømmene begynder at forstyrre lektielæsningen, og den står sandsynligvis allerede på spaghetti – måske endda uden ketchup – fordi du har viftet lidt for flittigt med dit Visa Electron.

Hvis du genkender dig selv, skulle du måske overveje at klikke dig ind på Airbnb, inden du alligevel flygter til dit barndomshjem for at tanke op på forplejninger.

På Airbnb kan du nemlig nemt leje dit hjem ud, og på den måde tjene hurtige penge til sommerferien, weekenden eller aftensmaden.

24-årige Anne Rogne studerer psykologi på Københavns Universitet, og siden sidste sommer har Airbnb været et fast tillæg til hendes SU-budget. Anne Rogne og hendes kæreste lejer deres lejlighed ud, når de alligevel selv besøger forældre eller rejser, og på den måde bliver der pludselig plads til at leve lidt bedre, forklarer hun.

“Pengene fra Airbnb giver et ekstra løft til økonomien, som for eksempel giver os mulighed for at tage ud at rejse eller spise en middag ude eller noget lidt mere ekstraordinært, som man ellers aldrig ville finde pengene til.”

Hos Airbnb kan de også mærke, at de studerende er interesserede i at leje deres hjem ud. Det forklarer Ole Ruch, som er nordisk chef for Airbnb.

”Vi har desværre ikke klare tal på, hvor mange studerende, der lejer ud gennem os, men vi ser helt sikkert en stigende interesse fra studerende,” fortæller han.

Mere end lommepenge

Udover den økonomiske årsag, tror Ole Ruch også, at de unge godt kan lide det fællesskab der følger med at være tilknyttet Airbnb.

”Det er klart, at der er nogle økonomiske fordele for studerende. Men derudover tror jeg også, at tanken om at dele de ressourcer vi har til rådighed, har noget med det at gøre. Unge mennesker især er klar til at møde nye, spændende mennesker gennem Airbnb,” siger han.

Det er også Anne Rognes erfaring, og hun mener, at det er en bestemt type mennesker, der bruger Airbnb til at finde steder at bo.

”Det er altid meget søde folk. Jeg tror også, at det er en særlig slags mennesker, der har lyst til at bo i andre folks ting. De er alle sammen meget imødekommende og venlige – og sikkert også folk, som selv lejer deres lejlighed ud,” fortæller Anne Rogne. Derfor bruger hun også selv Airbnb til at finde husly, når hun rejser.

”Jeg synes, at det er en god måde at bo på, og det gør også, at man kan bo centrale steder. Nu har vi været i Berlin, hvor det var meget tydeligt, at der ikke var nogen, der selv boede det sted, vi lejede. Så vil jeg hellere bo et sted, hvor jeg kan mærke, at der bor nogen,” fortæller hun og tilføjer, at det kun er gavnligt at bo hos lokale.

”Hvis man er heldig, møder man også tit nogle mennesker, som vil fortælle en, hvor den gode morgenmadscafé er – sådan er jeg i hvert fald altid, når folk bor her!”

Tillid til turisterne

At leje sit hjem ud er ikke for alle, men Anne Rogne understreger, at man ikke behøver at være nervøs, når man overlader sit hjem til andre. Hun har nemlig endnu ikke oplevet dårlig opførsel fra sine udlejere, og regner heller ikke med, at det kommer til at ske.

”Jeg venter lidt på, at de dårlige oplevelser kommer. På et eller andet tidspunkt må der være nogle, der i det mindste smadrer noget. Men folk er jo turister, så de er sjældent meget i lejligheden,” siger Anne Rogne.

Derudover fremhæver Ole Ruch, at Airbnb sørger for, at forsikre deres brugere, så de trygt kan overlade deres hjem til andre.

“Både som lejer og udlejer er du gennem Airbnb godt beskyttet mod mangler, skader, tyveri og hærværk. For eksempel har Airbnb en værtsgaranti på op til 5 millioner kroner, hvis der mod forventning skulle ske skade på dit hjem,” forklarer han.

Alligevel strejfer det sommetider Anne Rogne, om hun er naiv, når hun overdrager sine nøgler til fremmede.

”Nogle gange har jeg også tænkt, om jeg er lidt godtroende, når folk spørger: ”Du fjerner da dine smykker?” For nej, det gør jeg egentlig ikke. Hvis der ligger noget tydeligt fremme, som jeg er meget glad for, kan jeg godt finde på at tage det på, men jeg er ikke nervøs,” understreger hun.

OBS! Der har i medierne være flere skriverier om lovligheden af at udleje sin bolig til turister. Sørg for at undersøge reglerne for din bolig i din kommune inden du opretter den på sider som airbnb.dk. 

[faktabox]

Sådan fungerer det:

  • Det er gratis at udleje sit hjem gennem Airbnb, og du bestemmer selv prisen.
  • Gæster kontakter værterne direkte gennem Airbnb, når de søger et sted at bo.
  • Når en reservationen af et hjem er bekræftet, bliver betalingen holdt af Airbnb i 24 timer efter gæsten er checket ind. Værten modtager derfor først betaling når det er sikkert, at alt er, som det skal være for begge parter.
  • Når du udlejer dit hjem er du forsikret af Airbnb, så du behøver ikke at frygte for dine ting.
  • Airbnb er et socialt netværk, og det bygger på omtaler fra brugerne. Derfor bliver alle værter bedt om at skrive omtaler af deres gæster og værter, så de gode budskaber breder sig.

Kilde: Airbnb

[/faktabox]

 

The following two tabs change content below.

Isabelle Mathiassen

Nyeste indlæg af Isabelle Mathiassen (se alle)