Hvis en ordentlig luns af din månedlige SU går til forskønnende hudplejeprodukter, bør du måske revidere dit budget. Det mener hudforsker Luis Bagatolli i hvert fald. Hans nyeste forskning viser nemlig, at cremerne kan have svært ved at gøre den forskel, de lover.

Skinfood, anti-age, antioxidanter, virksomme ingredienser, opstrammende effekt. Fine ord, fine løfter. Men med forbehold.

Når skønhedscremer reklamerer med aktive, forskønnende stoffer, transporteres de nemlig ofte ind i huden pakket ind i mikroskopiske fedtholdige bobler, der hedder liposomer. Eller det troede man i hvert fald. Men nu viser ny forskning fra Syddansk Universitet, at de eftertragtede forskønnende stoffer måske slet ikke kan trænge igennem huden. I hvert fald ikke i deres nuværende indpakning.

[quotebox]Men nu viser ny forskning fra Syddansk Universitet, at de eftertragtede forskønnende stoffer måske slet ikke kan trænge igennem huden. I hvert fald ikke i deres nuværende indpakning.[/quotebox]

For selvom liposomernes funktion tidligere har været undersøgt ved at give dem farve og derefter måle, hvor langt inde i huden farvestofferne kunne findes, er det ikke tilstrækkeligt. Man må nemlig gå grundigere til værks, hvis man vil undersøge om de små blærer udfører, den opgave de er sat til. Det forklarer forskningslederLuis Bagatolli fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi:

”Vi indså, at selvom farven fra liposomerne fandtes inde i huden, var det ikke ensbetydende med, at de havde været intakte, da de brød igennem den.”

Liposomer lækker lækkerier

Ligesom tatovører starter med at øve sig på en svinesteg, begyndte forskerne i 2006 at eksperimentere på svinehud. De gav liposomerne én farve og deres bagage, de aktive stoffer, en anden. Derefter undersøgte de, hvor langt under hudens overflade begge farverne fandtes. Sammen. To år senere begyndte forskerne at teste på menneskehud, og resultatet var det samme: Alle spor af intakte liposomer var væk ved en dybde på fire mikrometer (0,004 millimeter) under hudens overflade. I stedet for at følges ad, skiltes liposomerne og de aktive stoffer de skulle bære, altså kort efter kontakt med huden.

“Den primære opdagelse i vores studie er, at der overhovedet ikke findes intakte liposomer i hudens dybere lag. Undersøgelsen indikerer, at liposomerne bliver ustabile ved mødet med huden,” fortæller Luis Bagatolli.

[quotebox] Den menneskelige hud er langt hen ad vejen konstrueret til at holde ting ude af organismen, tilsyneladende også velmenende hudplejeprodukter[/quotebox]

Den menneskelige hud er langt hen ad vejen konstrueret til at holde ting ude af organismen, tilsyneladende også velmenende hudplejeprodukter.

Forskning for kritisk forbrug

Forskningsleder Luis Bagatolli håber at den nye forskning kan være med til at gøre folk opmærksomme på, at de skal være kritiske overfor skønhedsprodukter, der reklamerer med brugen af liposomer.

“Vi håber, vores resultater giver anledning til, at den brede offentlighed får et mere kritisk syn på skønhedsindustriens reklamebudskaber og også handler efter dem,” siger han.

Luis Bagatolli understreger dog, at det ikke er konkrete skønhedsprodukter forskerne har undersøgt, men blot den teknologi flere produkter benytter sig af.

The following two tabs change content below.

Maja Mackintosh Johansen

Nyeste indlæg af Maja Mackintosh Johansen (se alle)