Få pulsen op, lær fede moves og få nye venskaber – de første to til 150 kroner for resten af semesteret. SDU Idræt er kommet til Odense med løb, skate, krolf samt danse, fitness og kampsportshold.

Fagligt er der langt fra psykologi til religion. Men en fodbold er en fodbold, og et dansetrin er det samme på tværs af studieretningerne. Nu bliver denne fælles forståelse bliver en integreret del af sammenholdet på SDU. For 150 kroner resten af semesteret kan du tilmelde dig et af SDU Idræts 14 forskellige hold og hver uge dyrke din interesse sammen med medstuderende, du måske aldrig have stødt på.

”Til den første træning har det været en blandet forsamling fra alle fakulteterne, som ikke kendte hinanden. Men man lærer hurtigt alle at kende. Jeg har selv i ugens løb lagt mærke til mit hold på gangen og sagt hej. Det er et netværk på en anden måde”, fortæller Ida Hvelplund, der onsdag aften instruerer i core-træning.

Toke Hjælmsø Madsen er formand for SDU Idræt Odense, og foreningens mål er, at styrke båndet mellem de studerende igennem idræt:

”Det er både for de nuværende og de ny studerende et ekstremt godt tilbud, der signalerer fællesskab og SDU ånd. Det er ikke alle studier, der er lige sociale, eller hvor man har lige mange timer. Der er mange, der ikke trives særlig godt, men et idrætstilbud kan stimulere i den rigtige retning.”

Toke Hjælmsø Madsen er selv idrætsstuderende ved SDU og har oplevet, hvordan idræt styrker fællesskabet og forhindre frafald. Også hiphop-instruktør i SDU Idræt Odense, Daniel Villadsen mærkede med det samme potentiale for venskaber på tværs af fag:

”Selvom folk ikke kender hinanden, så kommer de hinanden ved. Vi samles om dansen, tager lidt pis på hinanden og leger med dansens attitude. Her får man lov til at smide hæmninger og få slappet af i hinandens selskab med en masse grin og smil.”

Løft jern mellem forelæsningerne

I samarbejde med De Studerendes Idræt Odense (DSIO) tilbyder SDU Idræt Odense lige nu træning og undervisning i løb, cykling, krolf, fitness, fight, dans, rulleski og skate.

”Nogle af de allerede eksisterende idrætsforeninger har valgt at blive en del af os. For eksempel Krolf, der er en blanding af golf og kroket. Det var nogle fra biologi-institutet, der henvendte sig til os. Og de skal da bare være en del af det her! Jeg drømmer om, at vi også tilbyder arrangementer om sommeren – fredagsbar og krolf, det bliver skide godt,” fortæller Toke Hjælmsø Madsen.

De 150 kroner er et specialtilbud indtil sommerferien, da projektet stadig er i opstartsfasen. Fra det nye semester er der ikke fundet en endelig betalingsordning, da SDU Idræt Odense håber på at få det helt nye træningscenter på campus indbygget i fitness-medlemsskabet. Toke Hjælmsø Madsen lover dog, at det hele bliver til studentervenlige priser:

”Vi ser rigtig gerne, at det nye fitnesscenter bliver studenterdrevet og ikke kommercielt. På den måde tror jeg, vi kan lave en cirka pris på 100 kroner om måneden med fri adgang til hold og træning. Så kan man lige nå ned og spinne eller løfte jerne mellem forelæsningerne. Det bliver kæmpe fedt for de studerende!”

Lokale instruktører

Foreningen er selvstændig, men bliver støttet af SDU, blandet andet med lokaler og en studentermedhjælper. Toke Hjemsø Madsen ser mange fordele for universitetet, hvis idrætsforeningen bliver en succes; et bedre studiemiljø, attraktivt universitet for nye studerende, bedre sammenhold og mindre frafald.

”Jeg tror på, at hvis man træner på og omkring universitetet, så føler man også en større tilknytning til universitetet,” siger han.

Bestyrelsen er frivillige, mens instruktørerne ,der alle kommer fra forskellige steder på SDU, bliver betalt

”Vi har en medicinstuderende, der underviser i taekwondo og en statskunstskaber, der underviser i dans. Og så er der selvfølgelig en del fra idrætsstudiet. Der så mange dygtige mennesker, så det er bare et spørgsmål om at finde dem,” fortæller Toke Hjælmsø Madsen.

Studiet kommer altid først

Hvis man brænder for en sportsgren, som endnu ikke er kommet på programmet, er man velkommen til at råbe højt, fortæller formand Toke Hjemsø Madsen.

”Kom og lav det vi tilbyder, og hvis vi ikke har det, jamen så laver vi det! Hvis man kan få krolf op at køre, så kan man dælme også få alt andet,” smiler han.

Det, der gør SDU Idræt Odense perfekt for studerende, udover den gode pris, er den fælles accept for, at studiet er det vigtigste, mener Toke Hjælmsø Madsen.
”Studiet kommer først. Hvis man melder fra til træning på grund af, at man er presset på studiet, så er helt okay. Det er de normer, vi sætter. Det er vigtigt for os.”

SDU Idræt findes i de fire andre campusbyer, dog går den i Esbjerg og Sønderborg under et andet navn, da de har et samarbejde med byernes andre universiteter. Odense-afdeling håber på i fremtiden at kunne lave fodboldtunering eller cykling fra campus til campus på tværs af Danmark.

Informationer om SDU Idræt Odense kan findes på facebook siden SDU-Idræt Odense

Se mere i BetonTV fra 1:44

The following two tabs change content below.

Rebecca Bodnia

Nyeste indlæg af Rebecca Bodnia (se alle)