Fem journaliststuderende er lige nu i gang med at bygge Syddansk Universitets nye tv‐magasin ”Beton TV”. Magasinet skal fra april oplyse alle syddanske studerende om, hvad der foregår på deres universitet.

Fra april måned går det nye universitetsmagasin Beton TV i luften. Det solide navn er eftersigende inspireret af universitetets velkendte betonvægge, der fremover også skal huse universitets‐tv for alle studerende. Men sendefladen kommer til at bestå af mere end grå beton. Det lover Johan Eriksen, der har været med til at mure Beton TV op fra bunden. Han og de fire andre tv‐stiftere har allerede nu en klippefast idé om, hvad det nye studentermagasin skal vise:

”Beton TV skal levere studenterrelevante websides, som både giver de studerende et større billede af deres universitet, men også et mere detaljeret billede udadtil. Samtidig er kanalen en platform, hvor tv‐interesserede kan øve sig på noget, de synes er fedt,” fortæller Johan Eriksen, der er indslagsredaktør.

Planen er, at Beton TV skal sende mindst en halv time hver måned, og sendefladerne får forskellige temaer. Fx ”Kend dit universitet”, ”Nyhederne” og ”Gæsten”. Det hele bliver produceret til de studerende, men alle nysgerrige sjæle vil kunne se med på internettet.

Fra studerende til studerende

Ikke nok med, at der skal produceres tv til de studerende. Det bliver også de studerende selv, der kommer til at stå bag kameraet, manuskripterne og historierne på Beton TV. De fem Betonbyggere Mia Laursen, Kristian Nielsen, Trine Søgaard Kristiansen, Camilla Huniche Christensen og Johan Eriksen kan nemlig ikke producere tv til de 26000 syddanske studerende alene. Derfor kommer den afgørende drivkraft til at bestå af frivillige, der vil være med til at filme, klippe, speake og komme med kreative idéer. Og Beton TV kan laves af alle.

”Beton TV skal laves af dig, mig og alle andre, der får gåsehud på armene ved tanken om at levere det perfekte skud med kameraet, få seere til at grine, græde, undre sig eller blot at blive klogere. Og det på en måde, så de kan huske det,” forklarer Johan Eriksen.

Alle interesserede havde således mulighed for at deltage i Beton TV’s første åbne redaktionsmøde d. 12. marts. På Facebook havde 41 meldt deres ankomst, og den store opbakning til kanalens ”rejsegilde” glæder redaktionschef Mia Laursen:

”På hele redaktionens vegne kan jeg sige, at det er over al forventning. Og det er mega fedt at se, at vores arbejde giver bonus. De mange tilmeldte viser bare, at der er behov for Beton.”

Behov for Beton TV

Og at der er behov for Beton TV, er ingen af de fem Betonbagmænd i tvivl om. Med Johan Eriksens egne ord er det nye tiltag en ”uåbnet guldmine”. Idéen opstod, da Mia Laursen blev inspireret af en ven, der selv var redaktør på et lignende tiltag. Efterfølgende fandt hun hurtigt

frem til de fire andre Betonkonstruktører. Sammen fik de sat cementblanderen i gang og bygget fundamentet. I dag hviler Beton TV trygt på økonomisk støtte fra Kommunikationsledelsen på SDU og Studerende i Centrum. Derudover hjælper Center for Journalistik og Medievidenskab med at levere klippelokaler og klippeundervisning.

[linkbox link=https://www.facebook.com/sdubetontv beskrivelse=”Besøg BetonTV på facebook”]

 

The following two tabs change content below.

Anne Lavendt

Nyeste indlæg af Anne Lavendt (se alle)