Peter Øvig Knudsen starter selv interviewet med at stille mig et åbenlyst spørgsmål. Han er journalist frem for alt. Det er dét virke og tro på demokrati og frihed, der har givet ham en særlig indsigt i usunde fællesskaber.

12

“Hvorfor hedder du Øvig?”

Før jeg kan starte interviewet, og få stillet min journalistiske nysgerrighed, skal jeg stille Peter Øvig Knudsens. Der er ikke nogen større konspiration bag det fælles navn. Langt ude i anerne har Peter Øvig Knudsen og Jeppe Aamand Øvig en fælles jysk rod, men grenene har siden vokset sig vildt og fjernt fra hinanden.

Så får jeg lov at spørge. Og få svar. Om dengang, i sine unge, idealistiske dage, da Peter Øvig Knudsen måtte træffe et valg, fordi han var på en glidebane mod terror.

“Som helt ung gymnasieelev var jeg kommunist. Jeg var medlem af Kommunistisk Arbejderparti, KAP. Det var meget fanatisk. Sådan en form for sekt, hvor man ikke tillod afvigende holdninger. Og hvor man var temmelig overbevist om, at man havde fundet sandheden med stort S. Og dem, der ikke havde opdaget det, de var bare dummere eller mindre bevidste.”

Jeg møder forfatteren, dokumentaristen og journalisten på Odense Centralbibliotek. For enden af den klatrende vindeltrappe finder man bibliotekarernes cafeteria, med tilstødende lokaler, hvor stolerækker står som radiobølger fra et centreret bord. På stolene ligger foldere, hvor man kan se aftenens taler, hans skægstubbe er så korte som hårene på hans hoved, og uniformen er en mørk rundhalset trøje. Ude i cafeteriaet er kaffen godt nok nogle timer gammel, men den går an ved langbordet med de praktiske ophængsstole.

Torne i blomsterrevolutionen

Peter Øvig Knudsen har skrevet flere bøger. I 2007 brugte han sine erfaringer fra venstrefløjen og skrev det prisvindende opus Blekingegadebanden. Her optrevlede han en dansk gruppe af radikale socialister, der troede, de havde fundet sandheden. En politisk sandhed, de var klar til at dræbe for.

De sidste år har Peter Øvig Knudsen beskæftiget sig med en af de andre grene, der sprang ud fra det spirende oprør i slutningen af 60’erne: Hippierne. Selv siger han, at én af de ting, der binder hans bøger sammen er:

[quotebox]“At idealister møder enorme problemer. Og nogle gange går det fuldstændig galt. Blekingegadebanden slog en betjent ihjel, hippierne slog sig selv ihjel.”[/quotebox]

Men hvis der er bagsider ved selv den fredselskende hippiebevægelse, er der så bagsider ved alle fællesskaber? Det mener han ikke nødvendigvis.

  “Hippiebevægelsen var ikke karakteriseret ved, at de allesammen var meget enige. Altså man havde nok nogle fælles drømme eller visioner, og nogle af dem var ret naive. Meget smukke, men også ret naive. Det der gik galt var, at man troede at mennesket kunne blive godt fra den ene dag til den anden.”

Hippierne troede fuldt og fast på, at man skulle starte med sig selv. Hvis man selv levede i kærlighed til alle, så ville kærligheden sprede sig som blade i vinden. Hippierne troede i følge Peter Øvig Knudsen for naivt på, at mennesker var gode og ansvarlige overfor hinanden.

   “Problemet var bare, at de idealer, man havde, var så høje, at det var svært for rigtige mennesker med drifter og lyster og alt muligt, at leve op til dem. For eksempel det her med, at man skulle elske alle mennesker, man skulle elske med alle mennesker, altså bolle med alle mennesker, og jalousi, det var bare noget, man lagde fra sig.”

7

Hippier på Facebook

Hippierne afprøvede normerne. Og historier om stofferne og fri sex overrasker næppe nogen. Hvad der overraskede Peter Øvig Knudsen i hans research til Hippie-bøgerne var det frie folks glæde ved nye medier.

  “De var enormt optagede af, hvordan man kunne kommunikere billigt og hurtigt. De var nogle af de første, der brugte smalfilmskameraer, de brugte billige trykkemaskiner og kassettebåndoptageren. Jeg tror hippierne ville have elsket Facebook.”

Hippierne stod ufrivilligt for at skabe de første junkier i Danmark. Det var ikke alle, der kunne nøjes med ét enkelt bevidsthedsudvidende frimærke. Men om nutidens ungdom junker Facebook og bliver sløve af det, er Peter Øvig Knudsen ikke entydigt enig i.

Det er jo ligesom at sige, at bogtrykkerkunsten gjorde folk apatiske. Facebook er en måde at kommunikere på, og hvis man bruger den på noget ligegyldigt og åndssvagt, så bliver man selvfølgelig dum af det. Men det bruges jo andre steder i verden til at lave revolutioner og oprør.

De vise unge

Med kontakt til hele verden fra sin lomme kunne man tænke sig at det ville gøre godt med en ny Thy-lejr. Så kunne ungdommen mødes fysisk og diskutere, hvor verden skulle bevæge sig hen. Peter Øvig Knudsen, der ellers har siddet lænet ind over bordet, hvilende på den ene arm, sætter sig nu tilbage i sin stol.

1

Kunne man lave en Thy-lejr i dag?

“Nej, det er nok svært at have den naivitet. Selvom det var nogle unge mennesker, der gjorde det i dag, så ville de ligesom kende til de tidligere erfaringer. Sådan nogle erfaringer, de lagrer sig på en eller anden måde i vores fælleskultur.”

Peter Øvig Knudsen gnækker og foreslår, at vi modbeviser ham. Historien om den dovne ungdom, mener han stammer fra, at nogle af de gamle ungdomsoprørere ikke kan spejle sig i nutidens ungdom. Han nævner sin tid som elev på Ekstra Bladet hvor han havde, hvad han kalder en ”journalistisk bedstemor”, som lærte ham et anderledes syn på alder- og visdom.

[quotebox]De unge står på skuldrene af de gamle, og det er derfor, man skal høre de viseste ord fra de unge.[/quotebox]

Men selvom man lærer af fortidens fejltrin, kan man stadig falde for fristelsen om den ene klare sandhed. Her mener Peter Øvig Knudsen, at man skal lære at kunne stå udenfor et fællesskab.

“Ellers kunne man jo blive afhængig af et dårligt fællesskab, der undertrykker sine medlemmer.”

Han beskriver, hvordan det kan være svært at komme ud af de usunde fællesskaber, fordi de er stærke. Han nævner Tvind, Blekingegadebanden og Al-Qaeda og husker så, hvordan han engang hørte lederen af PET’s terrorafdeling fortælle, at der skal et chok til at vække én fra fællesskabets berusende effekt.

“Man siger, der skal ske enten noget virkelig voldsomt i ens privatliv eller noget virkeligt voldsomt inde i organisationen. Der skal et chok til at vække folk og gøre dem opmærksomme på, at de skal væk fra det fællesskab. At det er usundt.”

Det var dog ikke et chok, der vækkede den dengang unge kommunist. KAP levede ikke op til Peter Øvig Knudsens forestillinger om ytringsfrihed og demokrati. Det viste sig, at organisationen var på vej i den stik modsatte retning af det samfund, han selv drømte om.

“Jeg blev enormt frustreret, fordi jeg troede, jeg havde fundet en organisation, der nu skulle skabe en mere retfærdig verden. Og så opdagede jeg, at den ikke levede op til mine egne forestillinger om demokrati. Det var vildt frustrerende. Jeg var ved at miste troen på, at man kunne skabe en bedre ve
rden, fordi jeg havde troet så meget på den sekt.”

Men kan man skabe en bedre verden i dag?

“Ja, det tror jeg. Men det er ikke nogen enkelt sag,” griner han.

The following two tabs change content below.

Jeppe Aamand Øvig

Nyeste indlæg af Jeppe Aamand Øvig (se alle)