Han er kendt for livet som vagabond på de amerikanske landeveje, men i dag har RUST besøgt ham på egen bopæl til en snak om at have tillid til mennesket, om livet på landevejen, om ikke at kunne sige nej og om danskernes forværrede racisme.

Jabob Holdt. Foto: Gitte Post.

Jabob Holdt. Foto: Gitte Post.

På en stille gade i Nyboderkvarteret på Østerbro i København ligger et lille gult hus klemt inde mellem andre farverige bygninger, som var de overdimensionerede legoklodser. Inde i huset sidder en mand ved et bord. Med sin albue solidt plantet på træpladen og med ansigtet hvilende på en knyttet hånd. Han retter sig op i stolen. Fører en kop op til munden og vipper overlæben, så det slipselange flettede skæg vugger en smule. Han suger den sorte te ind i mundhulen. En pjusket hund kravler rundt efter brødkrummer under bordet, og i køkkenet ved siden af er hans kone i gang med forårsrengøringen.

Det kunne være et hjem for et hvilket som helst dansk ægtepar tæt på pensionsalderen, men denne mand har boet flere steder end der er 3. værelses lejligheder i nærmeste nabolag og haft oplevelser, der ville knække de fleste. Og så har han i øvrigt slet ikke tænkt sig at gå på pension. Det er livet for spændende til.

Jacob Holdt var vagabond i 70´ernes USA og levede med fattige sorte, mordere, Ku Klux Klan-medlemmer og rige hvide. Han dokumenterede det hele med et kamera og har siden udgivet en bog og holdt foredrag om sine oplevelser på mere end 300 universiteter i USA og næsten samtlige gymnasier i Danmark. Men her i rækkehuset er han hjemme.

”Mit liv har været absurd. For det ene øjeblik står jeg på et universitet, og det næste bor jeg sammen med hjemløse kriminelle på gaden,” siger Jacob Holdt og læner kroppen først til den ene side og så den anden, som for at markere de to yderpunkter af samfundet som han bevæger sig i. Siden dengang har han rejst tilbage utallige gange og besøgt de venner, som han portrætterer i bogen. Senest i det aktuelle rejseprogram på DR2, ”Pind og Holdt i USA”.

”Det er noget, jeg bevidst gør, for hvis man mister fodfæstet med de folk, man taler om, så mister man også autenciteten,” uddyber han.

[faktabox]

  • Jacob Holdt er født i 1947 i København
  • Er 6. Generations præstesøn og er vokset op i en lille landsby i Vestjylland.
  • Som 23-årig rejse han til USA og levede som vagabond i fem år, hvor han blaffede i omegnen af 185.000 km.
  • Han fotograferede de mennesker, som han boede hos, og fik råd til kamerafilm ved at sælge blodplasma to gange om ugen.
  • Har i 36 år holdt oplæg USA og Europa, hvor han bruger billeder fra bogen ”Amerikanske Billeder” i et diasshow.
  • For tiden kan Jacob Holdt opleves i selskab med Søren Pind på rundrejse i USA i DR2 programserien ”Pind og Holdt i USA”. Her tager de to politiske modsætninger pulsen på de amerikanske værdier.
[/faktabox]
Jabob Holdt. Foto: Gitte Post.

Jabob Holdt. Foto: Gitte Post.

Vi kan lære af gæstfriheden

Bogen ”Amerikanske Billeder” er ifølge Jacobs egne ord et produkt af amerikanernes gæstfrihed. Noget, som vi danskere kan lære af.

”Prøv at forestille dig hvis du tager en rygsæk på og går ned af gaderne i danske små byer. Se så, hvor mange der kommer ud og byder dig velkommen,” forklarer Jacob og slår igen ud med armene. Han taler meget, et overflødighedshorn af ord, men kropssproget blander sig konstant. Hele tiden er der en mimik, et hurtigt svirp med håndleddet, et smil eller et ryk med overkroppen ind over bordet, så skægget strejfer tekoppen. Noget der giver beretningerne en stor tyngde.

Gæstfriheden har efter vagabondårene været en selvfølge i Jacobs liv. Før han og konen Vibeke flyttede ind i det gule rækkehus, boede han sammen med en masse indvandrere i en lejlighed i Købmagergade i København. Da det multikulturelle kollektiv nåede sit klimaks, boede han sammen med ikke færre end 66 arabere og iranere. For han kunne ikke sige nej, når rumboernes fætre og brødre bankede på døren for at få tag over hovedet.

”Det var sjovt at se, hvor mange de egentlig kunne klare, for når de skal bo så tæt sammen, så må der da være nogle, som flytter ud. Så det var ligeså meget deres tolerancegrænse, jeg skulle afprøve,” siger Jacob. Økonomisk var der ligeledes en gevinst ved de mange logerende. ”De lavede jo cous cous, og alle mulige eksotiske retter. Jeg købte stort set ikke mad i de 9 år, jeg boede der,” husker Jacob og trækker mundvigene op i et smittende smil.

At sige ja til mennesket er et helt centralt element i Jacobs livsfilosofi. I den nyeste opdaterede udgave af ”Amerikanske Billeder” opfordrer Jacob i forordets afslutning danskerne til at gøre det samme. Her skriver han:
”Inviter hver eneste blaffer eller indvandrer hjem, og skulle I allerede have al gulvplads fyldt op, eller af andre grunde ikke være i stand til at tage imod dem, så vær venlig at henvise dem til mig”.

Da jeg blev voldtaget af en sort bøsse, var det jo et chok, for jeg vidste ikke hvad homoseksualitet var for noget

jacob-holdt_2

Jabob Holdt. Foto: Gitte Post.

Voldtægt og overfald De første to år af Jacobs tilværelse som vagabond var ikke lette. Han er blevet slået ned utallige gange, truet med knive og pistoler og ”Da jeg blev voldtaget af en sort bøsse, var det jo et chok, for jeg vidste ikke hvad homoseksualitet var for noget,” fortæller Jacob henkastet. I barndommens trygge omgivelser var der ikke nogen homoseksuelle. Der var kun ungkarle, som han beskriver det.

 

I 60ernes Danmark var bøsser i provinsen undertrykte, som de er det i Saudi-Arabien beretter han. Men i stedet for at blive vred, gå psykisk ned eller tage hjem, blev Jacob nysgerrig på, hvor al den vrede kom fra. Den skulle undersøges. Dagen efter voldtægten fulgtes han sammen med sin voldtægtsmand ind i en integreret kirke i San Fransico. Her så han den selvhad, der senere blev drivkraften til ”Amerikanske billeder”.

Han blev bevidst om, at mennesker skulle mødes i øjenhøjde, og om vigtigheden af at vise at ”de er gode nok” og som han siger i sit nyeste foredrag:
 ”Alle mennesker elsker at blive elsket”. Han lærte, hvad det vil sige at være forstående og leve sig ind i den virkelighed, som mennesket er i på det givne tidspunkt. Som da han boede sammen med en junkiekæreste i USA.

[quotebox]Hvis man kan få folk til at grine, har de ikke lyst til at røve én mere, for så er der skabt et bånd[/quotebox]

”Inden vi skulle gå i seng, skulle vi skyde noget heroin. Det var altså ved at ødelægge vores forhold, men jeg tænkte hende vil jeg da ikke miste. For hun så faktisk ret godt ud, men så sagde jeg bare: arrh no thanks, Im usually sniffing,”. Jacob hiver luft ind af næsen og vrikker nakken.

Efter at have fået indsigt i hvordan mennesker bør mødes, var det let for Jacob at leve et liv som vagabond på de a
merikanske landeveje og forevige de mennesker, han mødte med sit lille lommekamera.
”Der er ingen tvivl om, at jeg hele tiden levede mig ind i situationen og så mærkede efter, hvordan det føltes. Jeg blev med tiden bedre til at komme ind i folks hjem, og jeg har altid sagt, at det ingen kunst er at tage et billede. Kunsten er at blive accepteret ind i andre menneskers liv”, forklarer Jacob.

Selvtilliden blev også større med tiden og til sidst var det ikke et problem at finde steder at sove.
”Jeg kunne komme til en lille amerikansk by midt om natten, og indenfor en halv time havde jeg et sted at sove. Den var sikker hver gang”.

Også Jacobs særprægede udseende, og i særdeleshed det lange skæg, var i pressede situationer uundværligt. Hans udstråling havde en afvæbnende karakter.
”Hvis man kan få folk til at grine, har de ikke lyst til at røve én mere, for så er der skabt et bånd,” siger han om de gange, hvor han har hevet fletningen ud fra skjorten og overrasket overfaldsmændene. Den uventede handling fik dem til at smile.

[quotebox]Jeg skulle være taget af sted noget tidligere, men jeg var så dum at forsøge at leve op til mine forældres forventninger, og kom derfor først til USA som 23- årig[/quotebox]

Flugten til Amerika

Solens stråler kigger ind gennem vinduet og lyser den ene side af Jacobs ansigt op, mens den anden gemmes i en mørk skygge. Et sigende billede for de kontraster han har levet under det meste sit liv.

Trods en tryg opvækst i et trygt samfund havde Jacob det ikke let i sin barndom. Han blev smidt ud af gymnasiet, da han var 18 år på grund af ADHD og blev senere smidt ud af Den Danske Livgarde, fordi han nægtede at skyde. Det var forventet af ham, at han skulle fortsætte i sine forfædres dybe fodspor som præst. Men det skulle Jacob ikke.

”Jeg skulle være taget af sted noget tidligere, men jeg var så dum at forsøge at leve op til mine forældres forventninger og kom derfor først til USA som 23- årig,” siger Jacob. Men den trygge barndom var væsentlig for at vagabondårene overhovedet kunne blive en realitet. ”Når man er ude i verden hele tiden, er det svært at give fuldstændig slip på det hjemlige. Det, at jeg kunne gøre det dengang, skyldtes, at jeg havde en tryg hjemmebase, en landsby jeg kunne vende tilbage til, en tryg velfærdsstat”, erindrer Jacob Holdt. Tonelejet bliver dybere. Han mener, det er vigtigt at holde fast i gamle bekendtskaber. Om det så er skolekammerater, kærester i USA eller voldtægtsmand og pushere.

”Det er de mennesker, man har mødt, der former en”.

Racismen raser i Danmark

På en hylde bag ham står et flag i klare farver, presset ned i en kop fyldt med blyanter, kuglepenne og pensler. Der står ”Human rights is my pride” på – sloganet for Amnesty Internationals kamp for homoseksuelles rettigheder. Trods et voldsomt første møde i netop det miljø, kæmper han for dem i dag. Og det er ganske sigende for Jacob.

[quotebox]Jeg prøver at vise, at almindelige danskere er langt mere racistiske end Ku Klux Klan. Når danske forældre hiver deres børn ud af skolerne fordi der er for mange indvandrere i klassen presses indvandrerne ud i ghettoer[/quotebox]

 

Hele livet har han kæmpet for dem, som på den ene eller den anden måde er undertrykt. Også selvom de har trådte på ham. Om det så er fordi man er homoseksuel eller født med en anden hudfarve end flertallet. I snart 40 år har han prædiket for folk om at tro på det gode i mennesket frem for at frygte det. I Jacobs verden findes der ikke onde mennesker. Kun skadede mennesker.

Han gør det stadig, prædiker, så lidt præst blev han alligevel. For racismen lever i bedste velgående mener han, og derfor bliver han ved med at dele ud af sin til tider hårdt tilegnede viden om den racisme, som er blevet samfundets problem.
”Min forståelse for racisme er langt større end for de fleste. I USA lærte jeg en helt anden form for racisme. Den handler om at have fordomme overfor den gruppe mennesker, der er undertrykt af samfundet,” siger Jacob, og den racisme er danskerne også ramt af.

”Jeg prøver at vise, at almindelige danskere er langt mere racistiske end Ku Klux Klan. Når danske forældre hiver deres børn ud af skolerne, fordi der er for mange indvandrere i klassen presses indvandrerne ud i ghettoer,” fortæller Jacob og skubber sine håndflader frem foran sig.

”Den værste racisme bliver udøvet af dem, der har magten til at skade målgruppen. Det kan Ku Klux Klan ikke mere. Mine sorte venner står nogle gange i en nærtliggende skov og griner af dem, når de brænder kors af og skriger som stukne grise,” fortæller Jacob. Et par smilerynker trækker ind bag den monstrøse hårpagt, der på en og samme tid er fyldig og tynd. Han bor tit selv hos indvandrere i ghettoer, når han er hjemme i Danmark, og han kan tydeligt mærke racismen blomstre.

”Danskerne er ved at overbevise sig selv om, at muslimer er medfødte kriminelle,” mener Jacob. Han opfordrer til, at man opsøger indvandrerne og inkluderer dem i samfundet.

”Man bliver belønnet, hver gang man flytter ind hos mennesker, der ikke er elsket i et samfund, som muslimerne ikke er det i Danmark. De er fortvivlede over, at de ikke har en eneste dansk ven, men de gør alt for én, når de kan mærke, at man kommer dem kærligt i møde,” fortæller Jacob. Men det er ikke det enkelte menneskes skyld, at man har en racistisk adfærd. Det er i langt højere grad et samfundsproblem.

[quotebox]Danskerne er ved at overbevise sig selv om, at muslimer er medfødte kriminelle[/quotebox]

”Jeg undskylder for racister, for det er jo ikke deres egen skyld, men man skal lære at tage ansvar for sin racisme. Man skal erkende,at man ikke kan undslippe racismen og være solidariske overfor den målgruppe, der rammes. Det er det meste, jeg kan håbe på. At vi kan blive anti-racistiske racister,” siger Jacob. Endnu en håndbevægelse. For racisten findes i os alle. Vi er vokset op til at tro på den generalisering, som indvandrerne lider under. Det så han i USA.

”Alle amerikanere er jo racister. Når de som 2-3 årige kørte rundt med deres forældre i bil og kom lidt for tæt på de sorte kvarterer, så sagde det klik, klik, klik og så låste de dørene. Når sådan et skræmmende budskab gives til børn, så plantes frygten for sorte, og hele tiden vil de ubevidst forsøge at undgå dem,” forklarer Jacob Holdt.

Jabob Holdt. Foto: Gitte Post.

Jabob Holdt. Foto: Gitte Post.

Fotografen fotograferes

Inde i stuen omringes et postkasserødt sofasæt af gulv-til-loft reoler. Selvom Jacob aldrig har fået en videregående uddannelse, betyder det ikke, at han ikke er belæst. Reolerne er fyldt til bristepunktet, og flere steder har det været nødvendigt at placere nogle bøger vandret ovenpå de lodrette.

I stuen ved siden af står et skab med tykke glaslåger og et mindre arsenal af karafler på toppen.
”Det dér er fyldt med litteratur fra sorte forfattere,” siger Jacob og stiller sig med ret ryg op af døren ud til køkkenet efter anvisning fra RUST´s fotograf.

I bøgernes verden har Jacob åbenbart intet problem med at adskille sort og hvidt, men ude i virkeligheden har han været mere end almindeligt god til at integrere de to kontraster. Han samler den pjuskede hund op og giver den et kys, igen på opfordring fra fotografen. Man kan mærke, at han ikke er vant til at blive fotograferet. Han er mere tryg på den anden side af linsen.

”Jeg føler mig nøgen uden et kamera,” siger Jacob og klapper på et etui, der hænger i bæltet. Stoffet har sandsynligvis engan
g været sort, men nuancen er faldet over i en mere grålig karakter, præcis som Jacobs hår er det.

Ikke mange øjeblikke senere står Jacob ude foran den gule legoklods – Et firkantet hjem til en alt andet end firkantet person. Han er trukket i en uldsweater. De grå lokker kastes rundt i vinden og solstrålerne lyser hele ansigtet op, så et par rynker omfavner de blide blå øjne. Han kunne heller ikke sige nej til en lille gåtur rundt om blokken.

 

 

The following two tabs change content below.

Peter Blæsild