RUST forsøgte sig med  at spise bønner i fem dage. Forsøget kulminerede med en middag hos Peter Espersen, der er i gang med samme diæt i et helt år.

For at forstå projektet hvor 26-årige Peter Espersen vil leve af bønner i et år, har RUST-skribent Peter Blæsild underkastet sig den samme stramme diæt i fem dag. En dagbog blev ført undervejs. Et udpluk af oplevelserne kan ses herunder.

Frokost dag 2

Den sidste halvdel var svær at få ned. Det er mest et spørgsmål om vilje for bevidstheden, om at næste måltid bliver akkurat det samme, hæmmer appetitten.

Aftensmad dag 2

Man skulle tro, at økologiske baked beans fra urtekram ville kæle en smule mere for smagsløgene, men nej. Trods økologi og en højere pris var oplevelsen ikke nævneværdig. Mikroovnen stod for tilberedningen, men bønnerne blev kun lunkne. Jeg gav op, da der var lidt over en tredjedel tilbage i dåsen.

Aftensmad dag 3

Jeg længtes efter konsistens og smag, men en alternativ tilberedningsform mislykkedes totalt. Ideen var at lave bønnefrikadeller ved at blende dåsens indhold og putte mel og majsstivelse i, for så at stege håndrullede bønneboller på en pande. Det var ikke en udpræget succes. I stedet blev det en baked beans-smoothie, som hermed kan frarådes alle. Den klæge bønnemasse hægtede sig genstridigt fast i ganen – til gengæld smagte det ganske forfærdeligt.

Morgenmad dag 4

Jeg var ikke i stand til at klemme bønner ned i morges. I løbet af dagen erfarede jeg, at det er noget lettere at få bønnerne ned, hvis man er meget sulten.

Aftensmad dag 4

Automatikken har allerede taget over, og det er næsten befriende ikke at skulle tænke på indkøb, madlavning og opvask. Men den følelse varede kun lige indtil spisetid. En sødlig duft af tomatsovs punkterede sulten definitivt. Modvilligt fik jeg presset en halv dåse La Campagna fra Netto ned i svælget. Den kostede 3,95 kroner.

Bønnebrunch dag 5

Til morgenmad nåede jeg kun fire skefulde halvvarme bønner, inden jeg skulle ud af døren. Efter et par timer i tog, var jeg ved at være godt sulten, da jeg møder Peter Espersen i Gentofte. At dele et måltid med mesteren i bønnespisning gjorde oplevelsen noget bedre. For første gang nød jeg måltidet. Måske fordi jeg vidste, at det ville blive den sidste dåse bønner i denne omgang. Respekten, og måske endnu mere forunderligheden over projektets omfang, bliver endnu større. Jeg klarede trods alt kun fem dage og 12 dåser. Bønnemanden mangler i skrivende stund 267 dage og 795 dåser baked beans. Velbekomme!

The following two tabs change content below.

Peter Blæsild